Frivillighed på kommando findes ikke

Man kan ikke på forhånd definere frivillighed eller stille målfaste krav op for de frivilliges arbejde. Gør offentlige ledere det, risikerer de at kvæle selve frivillighedens væsen, mener forsker.

Af freelancejournalist Helle Jung//hellejung@mail.dk

I tre årtier har staten kørt et stadig tættere parløb med frivillige organisationer, hvis økonomi for en tredjedels vedkommende består af offentlige overførsler. I samme periode er den offentlige sektor vokset markant, men nu fattes riget penge, og der spejdes efter frivillige som en del af løsningen på fremtidens velfærd. De tættere bånd mellem det offentlige og de frivillige har samtidig strammet kravene til en professionalisering af den frivillige indsats gennem metoder, succeskriterier og målbarhed. Men professionaliseringen udgør en trussel mod selve frivilligheden.

Det mener Anders la Cour, lektor, ph.d. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, der bl.a. forsker i frivillighedssektoren.

– Man må erkende, at man ikke kan definere, hvordan frivillige udfører deres indsats, for deres motivation er netop, at den sker frivilligt. I stedet må det offentlige stille sig til rådighed for de frivillige som et tilbud om et rum, hvor de frivillige selv kan undersøge, hvordan de bedst udfører deres frivillighed. Ellers er der ikke tale om andet end gratis arbejdskraft, fastslår Anders la Cour.

Succeskriterier er forskellige

Han anerkender det offentliges behov for at samarbejde med frivillige og deres organisationer. Men han peger på sammenstødet mellem de forskellige succeskriterier i den offentlige sektor og blandt frivillige.

– I det offentlige er den sammenhængende indsats, der balancerer mellem krav, forventninger og ressourcer, en succes. Mens kvalitet i den frivillige verden er selve det at kunne udfolde sig frivilligt med fleksibilitet, lydhørhed, personlighed, solidaritet, anarki, eksperimenter og mod – egenskaber, som i første omgang tiltrak det offentliges interesse, men som er svære at håndtere i en verden af formelle krav.

Anders la Cour påpeger, at frivillige netop henter deres motivation i at gøre en frivillig indsats, så ’frivillighed på kommando’ eksisterer selvsagt ikke.

– Stiller man på forhånd krav op om opgave- og ansvarsfordeling, beder man ganske enkelt om det modsatte af frivillighed, og så suger man energien ud af de frivillige.

For ham handler den offentlige sektors samarbejde med frivillige derfor om at afstemme forventningerne. De offentlige ledere må indse, at det, som i deres verden er svagheder – det uhåndgribelige og ikkemålbare – netop er styrken i den frivillige indsats.

– Der er masser af gode eksempler på, hvor man har forstået at udnytte den mekanisme, fx børns voksenvenner og besøgsvenner for ældre. Det er lykkedes, fordi man her har givet de frivillige plads til selv at undersøge, hvordan de vil være frivillige.

Et spørgsmål om tillid og mod

Selv om den offentlige sektor er underlagt krav til bl.a. forsyningssikkerhed og kvalitet, er den ifølge Anders la Cour nødt til at møde den frivillige verden med tillid – og risikere ikke at få det, man forventede.

– Men så må man forsøge igen med anderledes metoder eller på nye områder. Det er ikke frivilligheden, der er forkert, men forventningerne til den.

Det betyder også, at medarbejderne i det offentlige må leve med at arbejde side om side med frivillige, der ind imellem griber tingene anderledes an.

– Selvfølgelig skal man kunne diskutere kvaliteten af frivilligindsatsen, men man skal tale om den ud fra de begreber, der definerer kvalitet blandt de frivillige.

Og man skal ikke gøre sig illusioner om frivillige som velfærdssamfundets redning, men holde fast i den skandinaviske velfærdsmodel og en videreudvikling af den.

– Tør den offentlige sektor slippe de frivillige løs til selv at undersøge og udvikle deres indsats, kan frivilligindsatsen blive et godt supplement til velfærden. I modsat fald søger de blot andre steder, hvor de kan udfolde sig.