Lederen: Er der plads til lederen med den kritiske faglige røst?

En sag på børneområdet har i sommer givet anledning til refleksioner om, hvordan både medarbejdere og ledere kan råbe vagt i gevær uden at skulle frygte for deres job.

Af Birgitte Wold, formand for Socialpædagogernes lederlandsudvalg og  forstander for tre socialpædagogiske tilbud til voksne udviklingshæmmede i Køge Kommune
Foto: Torben Nielsen

Sommeren synger nu på sidste vers, og jeg håber, at alle ledere har haft en velfortjent sommerferie. Selvom sommerferien giver mulighed for at hive stikket ud, giver den også tid til at reflektere lidt over lederrollen, og de paradokser og dilemmaer,  vi som ledere står med i hverdagen.

Denne sommer gav især sagen fra en jysk kommune mig anledning til at reflektere over lederens mulighed for at hæve sin kritiske faglige røst. Ifølge medierne handler sagen om to børn, som boede hos deres mor, trods diverse alvorlige indberetninger om misrøgt. Efterfølgende blev de to børn anbragt på en akutinstitution i ni måneder – en institution, som er beregnet til at rumme børn i ca. tre måneder, og hvor det ligeledes viste sig, at andre børn havde været anbragt i en periode på to år.

Ifølge medierne fremgår det af sagens akter, at lederen på den pågældende akutinstitution faktisk forinden havde gjort opmærksom på, at smertegrænsen var nået for, hvor mange børn der kunne rummes – uden at dette tilsyneladende var blevet taget alvorligt.

Management by fear
Når denne case giver anledning til refleksion, er det både fordi det er helt uacceptabelt, hvad de to børn har været udsat for, men også fordi spørgsmålet om, hvorfor der blev handlet, som der blev, brænder sig på. Og det næste melder sig: Hvordan kunne denne sag være undgået?

Jeg kender ikke svaret, og det er nok ikke helt ukompliceret, men jeg er overbevist om, at de sagsbehandlere og andre ansatte i den pågældende kommune, tager deres arbejde alvorligt og gør deres bedste for at løse sagerne bedst muligt og efter lovens forskrifter. Alligevel er det påfaldende, at medierne kan berette, at samme familieafdeling kort forinden havde fået beskeden om, at alle i afdelingen ville blive fyret, hvis ikke budgettet i afdelingen blev overholdt! Det må siges at være management by fear, og det kalder i den grad på, at mellemledere (og medarbejdere) er nødt til at tænke sig grundigt om, inden den kritiske faglige røst slippes løs.

Der kan naturligvis ikke generaliseres ud fra denne konkrete sag, men den giver stof til eftertanke: Hvordan kan vi i fællesskab og i tide sikre, at både mellemledere og medarbejdere får plads til den kritiske, faglige røst, når det er nødvendigt, uden at det  betragtes som illoyalitet?

Min opfordring skal være, at der skal være plads til og lydhørhed for, at der i kommunerne kan tales åbent om fagpersonale og mellemlederes bekymringer – også før kæden er ved at knække. Det er i min optik ikke illoyalt at være kritisk eller i tvivl. Det er efter min opfattelse derimod at tage et ledelsesmæssigt ansvar for at sikre, at barnet eller borgeren får de rigtige muligheder.

Scroll til toppen