Hvor vellykket er samskabelse, når det kommer til stykket? Det har rapporten Den Svære Samskabelse nogle bud på. Den er et resultat af et projekt, som professor Morten Frederiksen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet stod i spidsen for sidste år. Her har man undersøgt samskabelsesaktiviteter for sårbare flygtninge og ældre i Aalborg for at kortlægge, hvordan den frivillige og den kommunale sektor samarbejder, og hvilke udfordringer sektorforskellene giver. Overordnet skitserer rapporten fire fremherskende tendenser, der gør samskabelse svært.
Af journalist Annette Aggerbeck // annette@aggerbeck-kommunikation.dk
Foto: Colourbox/privat
De fire tendenser, der skitseres i rapporten er:
1. Lederne tager ikke højde for virkeligheden
Ifølge Morten Frederiksen bliver samskabelse populært sagt til en samtalesport, men har ofte meget lidt at gøre med de praktiske problemer, som medarbejderne skal løse og omsætte i praksis.
– Praktikerne er oftest ikke med til møderne, og derfor får lederne ikke taget højde for virkeligheden. Lederne sørger for at holde kommunikationskanalerne åbne, men man løser ikke problemer på møderne, fordi man kun er enige om, hvad man gerne vil, men det er ikke konkret og praktisk nok til at blive sat i værk. Rapporten viser, at samskabelse lykkes, når praktikerne sammen med den nærmeste leder identificerer de praktiske problemer og finder løsninger, som de kan tilpasse deres arbejdsrutiner.
2. Frivillige kan ikke sørge for social integration
– Der eksisterer en forestilling om, at frivillige kan være brobyggere til borgerne og dermed sørge for social integration. Men sådan er det ikke i virkeligheden, for de frivillige ved mindre end de lokalt ansatte og kan ikke bygge bro alene. Mange frivillige er unge, som kun har boet kort tid i kommunen, de har ikke selv sociale problemer og kender ikke mulighederne. Det er kommunen, der har viden og indsigt til at kunne udpege sociale fællesskaber.
Praktikerne er oftest ikke med til møderne, og derfor får lederne ikke taget højde for virkeligheden.
3. Gensidig mistillid spænder ben
– En anden forestilling er, at frivillige kan tale på vegne af svage brugere, fordi de skaber tætte relationer, men på ældreområdet og flygtningeområdet lykkes det sjældent. De frivillige fortæller anekdotisk om den enkelte borgers problemer, men kommunen har svært ved at matche den enkeltes problemer til et generelt retsgrundlag. Oven i det mistænker kommunen ofte de frivillige organisationer for at ville have adgang til ressourcer som penge, lokaler og viden, mere end de vil hjælpe med at løse borgernes problemer. Kommunen har svært ved at skille tingene ad, og de frivillige prøver at skjule deres ressource-ønsker.
4. Borgerne er ikke nødvendigvis aktive medskabere
– Der eksisterer en fejlagtig opfattelse af, at borgere er aktive medskabere af lokalsamfundet gennem samskabelse og både kan løse egne og andres problemer. Men i praksis er det ikke en god idé med en demokratisk samtale med den del af kommunen, der leverer ydelser. Der er rum for at tilpasse ydelserne, men ikke plads til en snak om rettigheder. Frivillige har også et politisk fokus. De vil ikke kun løse problemer, men vil også diskutere og har ofte skarpe holdninger, som kommunen ikke ved, hvad den skal stille op med. Derfor har kommunen en tendens til at vælge samarbejde med organisationer, der ikke problematiserer politisk, siger Morten Frederiksen.