Med Bruuns Galleri og Århus Banegård som naboer sidder Pernille Randrup-Thomsen, Susanne Trineke og Jes Barsøe i bogstaveligste forstand tre på stribe i lederkontoret, kun adskilt af nogle halvhøje reoler, og blikket mod husets glasfacade.
– Vi er afdelingsledere for hver vores afdeling her i Job og Uddannelse på Jobcenter Århus og har valgt at sidde sammen på kontor. Valget har skabt noget undren, og nogle medarbejdere har ønsket, at vi i stedet havde kontorer ude blandt dem, men vi har vurderet, at vi mister den ledelsesmæssige sparring, hvis vi ikke sidder sammen, siger Pernille Randrup-Thomsen, som er bevidst om, at man som leder så må sikre sin synlighed hos medarbejderne på en anden måde, når man ikke sidder tæt på dem.
– Ja, det har en rigtig god effekt, at vi sidder sammen i forhold til at bruge hinanden i den daglige ledelse. Vi kan bare lige spørge ud i lokalet. Det sparer mange mails, supplerer Susanne Trineke, som går rundt og siger godmorgen til sine medarbejdere for at være synlig. Jes Barsøe tilføjer:
– Der er klare stordriftsfordele ved at sidde sammen. Vi behøver ikke holde formelle møder om alt, fordi vi har løbende sparring i teamet . Har man f.eks. en samtale med en medarbejder, kan man lige vende sine ideer inden.
De tre er enige om, at deres kontorfællesskab signalerer teamledelse, socialt sindelag og et godt fællesskab.
– Men det kræver, at man kan tåle forstyrrelser og nøjes med lidt plads, siger Susanne Trineke, der har stået for indretningen af kontoret.
Pernille Randrup Thomsen (tv.), Susanne Trineke og Jes Barsøe er afdelingsledere i Job og Uddannelse på Jobcenter Århus for omkring 55 sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter, der arbejder med unge ledige under 30 år, som enten modtager uddannelseshjælp eller skal have deres arbejdsevne afklaret. Pernille og Jes er oprindeligt uddannet socialrådgivere, Susanne er cand. mag i nordisk sprog, litteratur og oldtidskundskab.