Fremad – mod nye nederlag

Ledere skal træne i at udøve god ledelse, fordi det gør en forskel i mange menneskers liv, lyder et af Ledelseskommissionens pejlemærker. Men at udvikle øvebaner for sig selv som leder er ikke bare nemt. Er man ikke til sport, kan litteraturen været et sted at søge inspiration.

Af Helle Riis, viceforstander i Autismecenter Storstrøm og formand for ledersektionen i Socialpædagogerne

Det første billede, jeg får på nethinden, når man taler om ”at udvikle øvebaner og træne” som leder, er fra sportens verden. Her taler man om talent, motivation, modstandere, styrker … Men giver det mening at bruge disse dyder som billeder på lederudvikling? Og er lederen så selv den udøvende eller coachen, der skal gøre andre bedre?

Jeg opfatter ikke mig selv som den dygtigste socialpædagog på Sydsjælland. Og jeg arbejder heller ikke på at opnå den status. Mine træningspas handler om at kunne se, hvordan jeg kan udvikle begejstring for opgaven, så mine medarbejdere ser sig selv om Sydsjællands dygtigste socialpædagoger – og arbejder som sådanne. Min ’træning’ om leder i en socialpædagogisk institution er bl.a. at finde de mennesker, som tilsammen udgør det bedste hold til opgaven, så de i fællesskab kan skabe fantastiske resultater for borgerne.

Et af mine mantraer som leder stammer netop fra en litterær grusbane: ”Fremad – mod nye nederlag” (Samuel Beckett). Det indkapsler alt, hvad jeg har brug for for at turde være leder hver dag.

Jeg finder svar i litteraturen

En af mine egne øvebaner som leder tager udgangspunkt i, at jeg skal skabe mening og retning for medarbejderne. Det kræver, at jeg forstår den opgave, jeg skal lede, og de problematikker, medarbejderne møder, så jeg kan guide dem i den retning, vores virksomhed skal udvikle sig.

Når jeg skal blive bedre til at forstå, hvordan mennesker er sammen om og løser opgaver, finder jeg personligt mere ’Watt til benene’ i litteraturen end i sporten. Et af mine mantraer som leder stammer netop fra en litterær grusbane: ”Fremad – mod nye nederlag” (Samuel Beckett). Det indkapsler alt, hvad jeg har brug for for at turde være leder hver dag.

Citatet minder mig om, at alt kan forsvinde på ingen tid, og så synes jeg, det er morsomt at have et mantra, som er modsat al den snak om succes, vi altid stræber efter. Når det går godt, er det bare et sjovt citat. Og ellers hjælper det med at huske på, at livet er fyldt med svære ting, som skal løses.

Vi har brug for forskellige øvebaner

Jeg tror også, at øvebaner for ledere skal være meget forskellige. Vi skal blive bedre til at lade os hjælpe af lederkolleger, fordi vores forudsætninger for at løse opgaven er så forskellige – og opgavernes natur og kontekst også er det. Derfor tror jeg heller ikke på, at der findes universelle svar på god ledelse.

I min optik er ledelse i høj grad mental træning og ærlighed over for sig selv om de udviklingsmuligheder, man har inden for det felt, man leder. Dem skal man handle på. Og man skal lade sig inspirere af andre ledere. Det er en god bane at begynde sin træning på.