Den perfekte leder skaber frygtløse og samskabende organisationer, er autentisk, modig, ydmyg, agil og handlekraftig. Sådan bliver idealet om ledelse ofte portrætteret. Min ledelseshistorie er en anden. Køn er den ikke, men den er min. Jeg er den uperfekte leder.
Af James Høpner
”Alle skuffer over tid,
Og jeg vil komme til at skuffe dig.
Jeg siger det, bare så du ved det.
Alle skuffer over tid”
– The Minds Of 99, 2018
En dag i slutningen af august 2017 er jeg på vej til Hindsgavl Slot for at holde et oplæg om ledelse. Jeg føler mig ikke specielt godt forberedt. Jeg har brugt min tid på at være leder på gulvet i en afdeling med nok at se til. Jeg er egentlig også stoppet som foredragsholder, men havde ladet mig overtale og satsede på at ”køre den hjem på rutinen”.
Min udfordring er imidlertid, at jeg denne gang ikke skal tale om, hvad andre har skrevet om ledelse. Jeg er blevet bedt om at tale om min egen ledelse. Og den historie har jeg aldrig før prøvet at fortælle.
Køn er den ikke, men det er min historie
Foredraget på Hindsgavl kommer langt fra til at forløbe som forventet. Deltagerne – en gruppe på otte-ti kommunale sundhedschefer – insisterer på at høre min historie om ledelse. Nødtvunget fortæller jeg om at starte en afdeling op fra bunden i en lægedomineret organisation, som jeg har svært ved at forstå. Om at kommer skidt igennem et par trivselsmålinger og om ikke at kunne finde politisk retning i mit lederskab.
Køn er den ikke, men det er min historie. Da jeg kører hjem, tænker jeg, at det nok er både første og sidste gang at den bliver fortalt. Men nej – historien sætter sig fast og bliver startskuddet til bogen Den uperfekte leder. Der viser sig at være et marked for hverdagsfortællinger og om at være en leder i gråtoner. Hvorfor? Måske fordi de historier, vi typisk hører om ledelse, er et godt stykke fra dem, de fleste af os kan genkende og gentage som (mellem-)ledere i en praktisk hverdag. Og måske har vi faktisk brug for en anden historie om ledelse. Så lad mig føre dig med på lidt af den rejse, jeg selv tog for nogle år siden.
Noget af det, jeg stod med inden min tur til Hindsgavl, var et idealbillede af ledelse, jeg ikke selv kunne genfinde 1:1 i praksis. Har du selv forsøgt at læse dig ind på ledelsesfeltet, har du formentlig heller ikke haft svært ved at finde artikler, bøger eller foredragsholdere, der fortæller, hvordan du burde lede. Hvordan du med mere mod og ydmyghed, større autencitet, mere handlekraft, flere agile processer og andre gode ledelsesgreb kunne skabe frygtløse og samskabende organisationer og selv blive en endnu bedre leder. Fagblade, nyhedsmedier og konferencer halter heller ikke bagud i forhold til at portrættere ledere med stor succes. Som ledere er vi altså omgivet af en del påmindelser om, hvordan vi burde lede og begejstres derfor også let, når vi får et frisk pust af stjernestøv om, hvordan den gode ledelse er inden for rækkevidde.
Der viser sig at være et marked for hverdagsfortællinger og om at være en leder i gråtoner. Hvorfor? Måske fordi de historier, vi typisk hører om ledelse, er et godt stykke fra dem, de fleste af os kan genkende og gentage som (mellem-)ledere i en praktisk hverdag. Og måske har vi faktisk brug for en anden historie om ledelse.
Tre benspænd, de fleste ledere snubler over
”Alle skuffer over tid, og jeg vil komme til at skuffe dig”.
Citatet i starten af artiklen er fra Minds of 99, et af tidens store musikikoner. Omkvædet kunne meget passende være dørskiltet på de fleste chefkontorer. For vi er som nævnt nok mange, der befinder os et godt stykke fra idealbilledet af ledelse, og vi vil helt sikkert skuffe over tid – både os selv og dem omkring os. For idealerne om ledelse bider sig ikke kun fast hos os ledere. De sætter sig også som forventninger hos vores medarbejdere. De læser jo med om, hvor godt det egentlig kunne være, hvis blot deres leder var lidt mere som dem i de kulørte ledelsesblade.
Den erkendelse var noget tid om at manifestere sig i mit eget lederskab.
I min bog Den uperfekte leder beskriver jeg det med afstanden til idealerne som en række benspænd, vi som ledere snubler over i vores egen ledelse. Jeg har inddelt dem i tre grupper:
- 1. Dem, der handler om, at vi ikke gør alt det, vi burde gøre: Være rationelle, holde os til sagen og være den rationelle mand eller kvinde, der kan magtens spil. Et ideal, forskningen for længst har kunnet dokumentere, at der ikke findes det store belæg for i praksis.
- 2. Dem, der handler om at vi finder på nye historier, når ting ikke går, som vi har regnet med: Vi efterrationaliserer, vi normaliserer fejl, og vi hykler. Vi handler først og siden skaber vi mening med tingene. Vi bliver trætte af at tale om fejl, som ikke lader sig løse med de midler vi har og lever fint med at sige ét og gøre noget andet. Kønt lyder det ikke, og det virker da også uholdbart som ledelsespraksis, men er ikke desto mindre sådan, det viser sig, at de fleste af os bedriver ledelse, når forskere kigger os over skulderen.
- 3. Endelig er der de veldokumenterede benspænd, som handler om, at vi ofte snubler i vores ledelse, når tingene bliver personlige: Når vi selv skal vise følelser og sårbarhed eller forholde os til andres. Sårbarhed og andre følelser er sjældent nogle, vi praler med som ledere, selvom vi alle rammes af dem og ikke altid kan styre hverken egne eller andres følelser. Nogle betragter det lige frem som et svaghedstegn. Rigtige ledere græder ikke! De løber maratonløb og springer ud fra klipper uden at pive over, at det er hårdt.
Så – snubletråde, vi får sat op for os selv, så vi kan falde i dem, er der nok af. Og jo, vi kan godt prøve at se bort fra dem, men vi falder alligevel i dem. Hvorfor? Fordi de afspejler helt naturlige og menneskelige egenskaber, som gør os til uperfekte ledere.
Lad være med bevidst at opsøge fejl
Når det er sagt, rejser der sig også et paradoks, som stod helt klart for mig, efter jeg udgav bogen om den uperfekte leder. For med den blev jeg taget til indtægt for at dyrke det uperfekte.
Det er dog langt fra mit budskab: Min pointe er ikke, at vi skal opsøge det uperfekte og bevidst fejle. Det uperfekte og fejlene skal nok komme af sig selv, fordi det som sagt ligger i den menneskelige natur at være uperfekt.
Mit budskab er derfor det modsatte: At vi faktisk skal være mere opmærksomme på vores fejl og mangler for netop at kunne kompensere for dem, fx ved at lade medarbejdere få mere plads og indflydelse, når vi selv snubler. Det kræver, at vi som ledere tør stå ved, at vi ikke kan det hele lige godt. En svær indrømmelse, for dybest set vil vi jo gerne være som de ledere, vi læser om – dem, der kan det hele.
Men, når vi nu typisk snubler i mødet med andre mennesker – oftest medarbejderne – kræver det, at vi er langt mere nærværende og opmærksomme, når vi er sammen med dem. Vi skal ikke føre en MUS-samtale med et halvt øje på mobilen eller med mentalt at være i gang med forberede os på ledermødet lige bagefter.
Den perfekte leder står på skuldrene de uperfekte
Rejsen ud i det uperfekte lederskab efterlader os med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg har her kun givet mit bud på få af dem. Men når jeg ser tilbage på min tur til Hindsgavl, rejser spørgsmålet sig, om jeg nu egentlig også var så uforberedt på mit oplæg, som jeg lagde ud med at hævde.
Måske var jeg netop så velforberedt, som jeg skulle være. Jeg ødelagde ikke foredraget med at pynte på historien. Den blev fortalt så tæt på sandheden, som den kunne. Måske er det netop, hvad vi alle skal blive bedre til at fortælle hinanden om, når vi taler om ledelse. Måske kan vi på den måde komme tættere på, hvad ledelse egentlig handler om for de fleste af os med en del grå toner i leder-farvepaletten. Nej, jeg mener ikke, at vi skal dukke os. Verden har brug for ledere, der trods fejl og mangler kan flytte ting i det små. For de store forandringer består stort set altid af en masse mindre skridt, der til sammen vokser sig store.
Vi må så lære at leve med, at andre ledere højere oppe i hierarkiet, løber med æren og opmærksomheden. Og så må vi minde os selv om, at de perfekte ledere står på skuldrene af en masse uperfekte ledere. Du og jeg.
Efteruddannelseschef i Praktiserende Lægers Organisation og bestyrelsesformand for Gotvedinstituttet. Han er forfatter til en række bøger og artikler om ledelse, bl.a. Den uperfekte leder (2021), som Børsen kårede til en af årets bedste ledelsesbøger. Sammen med Sverri Hammer har han skrevet Meningsskabelse, organisering og ledelse (2014) og er hovedforfatter til bøgerne Modstillinger i ledelse (2017) og Modstillinger i organisations- og ledelsesteori (2016).