udgives i samarbejde mellem

Jura er en del af mit DNA

I arbejdet med kommunale løn- og personaleforhold er jura, overenskomster og EU-regler ikke nødvendige onder, men selve det fundament, arbejdet hviler på, og er derfor over årene også blevet en tro følgesvend og indlejret del af afdelingsleder Susanne Hardons faglige kerne.

Af Britt Vonger

Hun er ikke cand.jur. Alligevel kan du vække hende kl. 3 om natten og spørge til Ilse Both-dommen. For den kan Susanne Hardon udenad.

Til daglig er hun afdelingsleder for 23 medarbejdere i Løn og Personale i Gentofte Kommune og har været det i snart 12 år. Men det er næsten 40 års virke i kommunalt regi, som har lært Susanne Hardon ikke bare at holde af juraen i sit arbejde, men at tænke og agere som en jurist.

Det bringer os tilbage til Ilse Both-dommen. Når den er så dybt forankret i Susanne Hardons hukommelse, skyldes det først og fremmest, at den har dannet præcedens i en grundlæggende del af hendes fagområde.

– Ilse Both-dommen er en klassisk dom, som vi bruger rigtig meget. Ilse Both var sygeplejerske, ansat på Kommunehospitalet i København og skulle på barsel. I den forbindelse påberåbte hun sig krav på sine arbejdstidsbestemte tillæg under sin barsel, og hun fik medhold. I dag er den dom skrevet ind i flere lærebøger på det kommunale område, fordi den er megapræcis og principiel, og vi bruger den stadig, når vi træffer afgørelser, siger Susanne Hardon.

Jura er lig med beskyttelse

I sit arbejde favner Susanne Hardon over hele spektret af overenskomstaftaler, forvaltningsloven, offentlighedsloven, barselsloven, sygedagpengeloven, serviceloven, tjenestemandsloven, funktionærloven samt EU-ret. Og hun ser ikke jura som noget, en vis herre har skabt, eller som specielt bøvlet.

– Jeg har berøring med al den lovgivning, som føder ind i det ansættelses­retlige. Efter snart 40 års virke tænker jeg ikke engang over det længere, det er blevet en indlejret del af mig, og jeg vil sige, at jeg lige så godt kunne være jurist på de områder, vi arbejder med. Det interesserer mig, og jeg vil kunne det – næsten til perfektion.

Juraen er også en styrende guideline for Susanne Hardon, når chefer, ledere eller politikere i kommunen lufter strategier og planer, der kræver et skarpt juridisk blik.

– Hvor andre ledere måske ser barrierer i juraen, ser jeg det som en naturlig beskyttelse af rettigheder, fx medarbejdernes. Vi kan ikke bare gøre, som vi har lyst til – der er lovgivning og aftaler, vi skal iagttage og overholde. Det handler både om at værne om den danske model, om retssikkerhed og ordentlighed i, hvordan vi behandler andre mennesker. Det er en grundlæggende del af vores demokrati, og vi skal altid kunne forklare og forsvare, hvad vi bruger borgernes penge til. Derfor skal vi kunne tåle at blive kigget i kortene.

Hende med ’nejhatten’

Det betyder, at Susanne Hardon nogle gange bliver hende med ’nejhatten’, som hun selv udtrykker det.

– Jeg vil gerne levere et grundigt stykke velundersøgt og velbegrundet arbejde opad i systemet til direktionen og politikere, og her må jeg nogle gange sige, at ”hvis I vil sådan og sådan, er der de her regler eller lovgivningsmæssige barrierer, som I skal kende” – det er min opgave at klæde dem på til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, siger hun og fortsætter:

– Det kan være dilemmafyldt, hvis de en sjælden gang er særligt risikovillige. Jeg kan i yderste konsekvens blive bragt i en situation, hvor det vil være klogt at få noteret, hvad jeg har rådgivet om, for ikke at blive bragt i en kompromitterende situation.

Hvordan oplever du, at jura understøtter din ledelsespraksis?

– Jura er min følgesvend. Det er det grundlæggende fundament for min ledelsespraksis, også når jeg leder medarbejdere – uden at jeg tænker over det. De kommer fx ind og skal have sparring på et problem, hvor jeg ikke bare hopper til svaret, men minder om, at vi forvaltningsretligt har pligt til at undersøge en sag, inden vi træffer en beslutning, fordi der kan være særlige omstændigheder, som gør sig gældende. Det står jeg på – det er hele vores fundament. Og på den måde hjælper juraen mig i mit ledelsesvirke.

SUSANNE HARDON

er kontoruddannet fra Odense Kommune i 1986 og har været i den kommunale verden siden da. I dag er hun leder af Løn og Personale i Gentofte Kommune med 23 medarbejdere, som varetager løn- og personaleadministrationen for kommunens medarbejdere samt understøtter kommunens ledere og decentrale samarbejdspartnere i løn- og personaleadministrationsopgaven. Hun har taget DK1- og DK2-uddannelserne samt diplom i offentlig administration og i ledelse.

Scroll to Top