Det kan endda være en fordel, at kvindelige ledere starter stille og roligt, fordi min erfaring er, at man vokser med opgaven, mener afdelingsleder Annette Kaad, der opfordrer kvindelige lederkollegaer til at gøre som mændene: Åbn munden og sig, hvad du tænker!
Af journalist Thomas Davidsen. Foto: Torben Nielsen
På Udviklingscenter Vest i Esbjerg Kommune er Annette Kaad del af en ledergruppe på 24 ledere og i alt 800 medarbejdere. Hun har aldrig opfattet sig selv som én, der manglede selvtillid. Ikke desto mindre kan hun i en alder af 56 år sagtens huske sig selv som en ung, nystartet medarbejder, der langtfra havde den pondus og afslappethed på jobbet, som hun besidder i dag.
– Jeg var ikke så selvsikker dengang, som jeg opfatter mange af de yngre kvinder er i dag. De er blevet virkelig skarpe i argumentationen og sikre i deres fremtoning. Selv fik jeg først den form for sikkerhed med erfaringen.
– Man vokser jo med opgaven. Lytter lidt til, hvordan de mandlige kolleger gør det. ”De kommer da fint igennem med bare at sige, hvad de har lyst til. Så kan jeg vel også gøre det”. Sådan har jeg tænkt i mange situationer, fortæller Annette Kaad, som er afdelingsleder i Borger & Arbejdsmarked.
Ikke gode til at bruge albuer
I begyndelsen af karrieren skulle hun som regel først analysere, hvad hun ville sige, før hun kunne få det sagt. I dag vælter det ofte bare ud af munden på hende.
– Det betyder så også, at man af og til får nogle afklapsninger, det har jeg da godt kunnet mærke. Og skulle jeg pege på én forhindring, de fleste kvindelige ledere skal forbi, som mændene tilsyneladende ikke har nogen særlige problemer med, så er det dén, siger Annette Kaad og uddyber:
– Vi tænker meget over, om vi støder nogen. Vi kan ikke særlig godt lide at bruge albuer. Som udgangspunkt er vi lidt pæne og tilbageholdende. Det kan der være fordele ved, især på den lange bane, men flest ulemper for den kvinde, som her og nu går efter en højere stilling.
Man vokser jo med opgaven. Lytter lidt til, hvordan de mandlige kolleger gør det.
Multitasking er en myte
Det er ikke det eneste parameter, hvor kvinderne er bagud på point i forhold til mændene, vurderer Annette Kaad.
– Kvinder har fokus to steder, indtil børnene flytter hjemmefra: På jobbet og i hjemmet. Uanset hvor meget der er sket med ligestillingen, og uanset hvor meget mænd går på barsel og går højt op i deres børn, så er det stadigvæk kvinderne, som ikke fuldstændig kan slippe deres fokus på hjemmet.
– ”Men kvinder er jo gode til at multitaske”, siger man så. Det er noget vrøvl, og det har forskningen også dokumenteret, at det er. Vi mennesker kan rent faktisk kun have vores opmærksomhed rettet mod én ting ad gangen. Resultatet er, at mange kvinder går rundt med en følelse af at være et eller to skridt bagud. ”Har jeg nu nået det hele, husket det hele?”. Det er hverken befordrende for selvtilliden eller lederambitionerne, mener Annette Kaad.
Hun dvæler lidt ved kvinders selvtillid. Og selvværd, som hun ikke mener er specielt kønsbetinget.
– Ud fra mine personlige erfaringer giver det god mening, at kvinder i første omgang bremses af mangel på selvtillid. Men bagved kan der sagtens gemme sig et sundt og godt selvværd, som vil have tendens til først at slå igennem på selvtilliden på sigt.