Kvinders selvtillid i lederjobbet vokser med alderen


I begyndelsen af karrieren ligger kvinders selvtillid i lederjobbet lavere end mændenes, men de ender med at overhale deres mandlige kolleger, viser tal. Dog er det ærgerligt, at den voksende selvtillid endnu ikke udmønter sig i flere kvindelige topledere, mener erhvervspsykolog. 

Af journalist Thomas Davidsen // Illustration: Oliver Streich

– Du fokuserer på de tre ting i stillingsannoncen, som du føler dig usikker på, og glemmer de syv ting, hvor du er på hjemmebane. Du agerer klassisk feminint lige nu. Du taler dig selv ned. 

Det sker mere end jævnligt, at erhvervspsykolog Pernille Frisch fra konsulentvirksomheden HumanAct siger nogenlunde sådan til sine kvindelige kunder, som hun har i coaching, fordi de søger afklaring i deres karriere. 

Kvinder udfordres af tvivl på egne evner

Rigtig mange bærer rundt på en generel usikkerhed om sig selv – både kvinder og mænd, hvoraf mange endda er meget succesfulde på ydersiden. Men over en bred kam udfordres specielt kvinderne af en blanding af tvivl på egne evner og usikkerhed på, om ‘det egentlig er det, de vil’, vurderer Pernille Frisch.

– Når det kommer til stykket, afholder det mange fra at række ud efter næste ledige job på et højere trin. Jeg siger til mine kvindelige kunder, at jeg både har forskningsmæssigt belæg og personlig erfaring for, at de er en del af et sejlivet, kvindeligt mønster, hvor man undervurderer, hvad man egentlig kan. Og dybest nede tvivler lidt på, om det er i orden at gå efter guldet, siger hun.

En vigtig del af hendes coaching er derfor at booste kvindernes selvtillid. Og et af de mest effektive redskaber, Pernille Frisch kender, er at få dem til at indse, at der kan sidde noget i dem, der stammer fra en kultur, hvor kvinder – stadigvæk – helst ikke må rage til sig og fortælle verden om, hvor gode de er. Hvilket mændene, som kvinderne er i direkte konkurrence med, generelt ikke har nogen problemer med, når en stilling bliver slået op.

– Det kan være en befrielse at erkende, at det, der virkede som ens egen ‘sandhed’, måske i virkeligheden blot er en kulturbetinget tvivl. For det får mange kvinder til at stille spørgsmålet: ”Vil jeg være en del af den statistik”, siger Pernille Frisch.

Indhenter mændene i 40-årsalderen

Og netop statistikkerne taler deres tydelige sprog.

I 2019 offentliggjorde Harvard Business Review en undersøgelse med mere end 8.000 deltagere, som viste, at kvinder har markant mindre selvtillid end mænd, når de starter ud på arbejdsmarkedet.

Selv om de på 17 ud af 19 parametre scorer højere end mændene på de såkaldte keyleadershipabilities – ærlighed, integritet, kommunikation, evnen til samarbejde, evnen til at udvikle andre m.m. – så er deres selvtillids-score, mens de er i 20’erne, hele 60 % lavere end mændenes.

Men så sker der noget: I 30’erne vokser kvindernes selvtillid, mens mændenes står stille. I 40-årsalderen er forskellen udlignet, og minsandten om ikke kvinderne i 60-årsalderen har fået mere selvtillid end mændene. 

Pernille Frisch genkender tendensen fra sin coaching. 

– Der er ingen tvivl om, at det går rigtig godt på jobbet for mange kvinder. De starter ud på arbejdsmarkedet med en god uddannelse i ryggen. De får anerkendelse for det, de kan, som ofte er mere, end de troede. Det giver dem selvtillid med årene, kan jeg jo se.
Men, pointerer hun, selvtillid kan udmønte sig i mange forskellige ting i jobbet. 

– Og lige præcis der, hvor jeg møder dem – når de vil række ud efter en stilling på et højere trin – vil jeg sætte et spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad deres større selvtillid veksles til at gå all in på at få den højere stilling i konkurrence med andre ambitiøse kolleger, hvoraf de fleste er mænd.

Mange gange skal der ikke mere til, end at den, der har
problemer med selvtilliden, overvinder betænkelighederne ved at søge stillingen. For hvem ved, måske får man den, og derfra kan det gå stærkt.
PERNILLE FRISCH, ERHVERVSPSYKOLOG, HUMANACT

Overvind betænkelighederne – søg stillingen

Der skal imidlertid ofte ikke så meget til for at bryde mønstret, fortæller Pernille Frisch, der selv har en god statistik, når det gælder om at inspirere og motivere en kunde til at gå benhårdt efter en højere stilling – og få den.

– Mange gange skal der ikke mere til, end at den, der har problemer med selvtilliden, overvinder betænkelighederne ved at søge stillingen. For hvem ved, måske får man den, og derfra kan det gå stærkt.

For prøver man først at gå ud på planken, der hvor man ikke er helt sikker på, om den kan bære, og lykkes med det, får man endnu større selvtillid. 

– Som udmønter sig i endnu mere udfordrende og ansvarsfulde arbejdsopgaver, der igen giver mere selvtillid, siger Pernille Frisch. 

Scroll til toppen