Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, er med i nyt netværk for offentlige ledere, der har givet hinanden håndslag på at arbejde for at genskabe motivationen og arbejdsglæden i den offentlige sektor. Det fortalte han om på Folkemødet.
Af journalist Kirsten Holm-Petersen
Den 48-årige antropolog Rane Willerslev er en mand med fart på. Han er forsker, forfatter til en række bøger og artikler, en efterspurgt foredragsholder og debattør, chef for de etnografiske samlinger på Moesgaard Museum og var direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo, før han 1. juli 2017 blev udnævnt som leder af Nationalmuseet.
Men Rane Willerslev er også manden, der kan lade sig dumpe ned i en slidt sofa i en morgenlounge hos FOA, 3F, PenSam, 3F Ungdom og FOA Ungdom og i en time lade sig grille af journalist Abdel Aziz Mahmoud under overskriften ’Ranes revolution’.
En revolution, der – skal man tro Rane Willerslev selv – nu så småt vil brede sig ind i andre statslige og kommunale ledergange. I hvert fald har et lille, nyt netværk blandt offentlige ledere, med bl.a. et par kommunaldirektører, haft sit første møde med Rane Willerslevs ledelsesfilosofi som omdrejningspunkt.
– Vi er alle sammen enige om, hvad der er galt i den offentlige sektor. Nu laver vi en musketér-ed: Vi skal have arbejdsglæden og motivationen tilbage, sagde han.
Studier af datidens jægerfolk
Rane Willerslev har både skabt begejstring og fået en masse øretæver, siden han tiltrådte som leder af Nationalmuseet. Der var noget med et logo, han kom til at kalde ’røvsygt’, en knap, man som besøgende kunne trykke på, når man kedede sig, og en kontroversiel vikingeudstilling. Noget med 19 små museer rundt omkring i landet, der er blevet begejstrede for at få noget mere autonomi, og ledere på ’moderskibet’ – selve Nationalmuseet midt i København – der har været mindre begejstrede, når det fik frataget magt.
Alle har de fået Rane Willerslevs ledelsesfilosofi at mærke. Den udspringer bl.a. af Rane Willerslevs studier af datidens jægerfolk. En mere flad ledelsesstruktur, større tillid til de menige medarbejderes viden og nye, cirkulære måder at skabe forandringsprocesser på, der erstatter top-down-styringen. Alt sammen i et parløb med den grønthøster-metode, der hvert år har tvunget Nationalmuseet og Rane Willerslev til 2 %-besparelser, svarende til i alt 30 medarbejdere.
– Begge blokke i Folketinget har meldt ud, at de vil fjerne grønthøster-besparelserne. Og det har været svært at lave forandringer, samtidig med, at man skal spare. For med grønthøsteren fremmes en bestemt ledelsesstil, der lukker af for kreativitet og kreativ inddragelse, sagde han og medgav, at han så sandelig også havde fået sin andel kritik.
Vi er alle sammen enige om, hvad der er galt i den offentlige sektor. Nu laver vi en musketér-ed: Vi skal have arbejdsglæden og motivationen tilbage.
Piber hos kæresten
Abdel Aziz Mahmoud spurgte, om Rane Willerslev havde et budskab til de ledere, der var mødt op til morgenloungen, og som måske ikke var så modige som Rane selv.
– Måske skal offentlige ledere hjælpe hinanden. Jeg er jo også bange og ligger og piber hos min kæreste. Det er derfor, vi i netværket har forpligtet hinanden. Vi har brug for at kæmpe for en vision igen. I 1970’erne var der medarbejderdemokrati og mod på at eksperimentere. Vi skal have en ny dynamik mellem ledelse og medarbejdere i den offentlige sektor. Fagforeningerne skal gå ind i nye samarbejder med lederne, sagde han.
… Og fik endnu en gang de 80-90 deltagere på røde taburetter og hvide plastik-klapstole til at klappe af hans engagement og energi, selv en tidlig morgenstund i Allinge.
Gider de andre snakke med dig?
En deltager gav udtryk for, at det var dejligt, at Rane Willerslev var humanistisk uddannet – til forskel fra de fleste topledere, der er uddannede økonomer. Rane Willerslev tog straks stafetten.
– Det har slået mig, når jeg er i ledelsesfora, at økonomisk eller juridisk uddannede ledere har en helt anden tilgang. De laver den perfekte struktur, der i en flot model skal drosle nedad. Humanisten eller i hvert fald antropologen ser på, hvad folk gør i deres hverdag og bygger så op derfra, sagde han.
En deltager ville vide, om de øvrige ledere i det offentlige ’gad’ snakke med ham.
– Ja, men systemet er struktureret på en måde, der appellerer til topstyring. På samme måde med de konsulentfirmaer, der bød sig til, da jeg startede. Ingen af dem havde erfaring med decentralisering, de havde alle erfaring med at centralisere, lød svaret.
Fedt med kritik
– Jeg er chef i en kommune og meget optaget af den flade struktur. Men glemmer du ikke, at vi er politisk styrede og dermed i princippet topstyret, ville en anden deltager vide.
Rane Willerslev var ærlig:
– Jeg gør mig ikke klog på kommunerne. Men det er klart, at hvis du ikke har ledelse, der går ind for det, så er det op ad bakke. På den måde har de politiske ledere et ansvar, svarede han. Og sluttede med at sige, at han – da han tog jobbet som leder af Nationalmuseet – nok ikke troede, at han ville få kritik. Heller ikke for sine udstillinger. Men sådan er verden ikke. Kritik fik han.
– Men nu synes jeg, det er fedt, sagde han.