DILEMMA: Er ’borgeren i centrum’ i virkeligheden noget sludder, når vi samtidig sanktionerer og kontrollerer?

På den ene side skal kommunerne sætte ’borgeren i centrum’ og samskabe – på den anden skal de være myndighed, der skal kontrollere borgeren og måle på antallet af sanktioner. Hvordan forvalter man to så tilsyneladende modsatrettede ’regimer’ – og er det overhovedet et dilemma? Vi spurgte fire eksperter i offentlig ledelse.

 Af journalist Kirsten Weiss  |  kw@kirstenweiss.dk

Vi forvalter uden at trække myndighedskasketten helt ned over øjnene

Søren Landkildehus, arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune:

– Når en kommune bliver målt på antallet af sanktioner og samtidig har som opgave at motivere borgere ind i beskæftigelse, giver det anledning til at drøfte, hvornår sanktioner ses som et mål i sig selv eller ses som et beskæftigelsesfremmende instrument. Det gør vi løbende i organisationen og med vores politikere. Sanktioner kan, ved vi af erfaring, fungere som en ’sorteringsmekanisme’, hvor mennesker, der ikke vil gå ind på systemets præmisser, siger: ”Det her gider jeg ikke”. Og så finder de selv beskæftigelse. Men mange borgere skal ’gribes’ på en anden måde, og her virker sanktioner ikke som det bedste redskab.

– Kerneopgaven hos os er at skaffe mennesker i job, og hele vores område er beskrevet i grundlovens § 75, hvor der står, at man som borger skal ”underkaste sig” den til enhver tid gældende lovgivning, hvis man vil have hjælp af det offentlige. Det er voldsomme ord, som vi skal søge at forvalte, uden at vi har myndighedskasketten trukket helt ned over øjnene. Vi har som system et ønske om, at borgerne tager ansvar og selv er med til at finde løsninger, men vi befinder os ikke i et rum uden magt. Og det kan være en udfordring. Hvordan forvalter man i et sådant rum, hvor vi skal ’lege sammen’, men hvor der samtidig er sat rammer for, hvordan vi kan lege. Og hvor vi kan sige: ”Vil du ikke lege med, så er det for egen regning”?

– Det reelle dilemma er for mig at se, hvad det betyder for sagsbehandlernes ’diskretionsrum’. Vi ønsker reel kontakt med den enkelte borger, og det er altid en individuel vurdering for en sagsbehandler, om man kommer længere med at få borgeren i beskæftigelse ad en anden vej end sanktionernes. Vores sagsbehandlere og ledere laver den slags individuelle vurderinger hver dag, og som organisation forsøger vi at gøre den tavse viden fra de individuelle sager til et reelt vidensrum. Praksis er et fælles anliggende, som vi har forsøgt at systematisere i arbejdet med kvalitetsudvikling og ved at lære af hinanden og af vores fejl.

Begrebet ’borgeren i  centrum’ er noget sludder

Christian Ørsted, ledelsesrådgiver  og forfatter til bogen Livsfarlig ledelse:

– Når vi har at gøre med kæmpestore og ofte modsatrettede krav som dem, sagsbehandlere og andre offentligt ansatte møder, forsøger vi at reducere kompleksiteten ved at kalde det noget andet. Men begrebet ’borgeren i centrum’ er noget sludder. Det er opgaven, der skal i centrum, ikke borgeren. Og mange mennesker ønsker overhovedet ikke at være i centrum. De ønsker fred for utidig indblanding. De ønsker de ydelser, de har krav på, eller hjælp til at få løst deres problemer. Et begreb som ’borgeren i centrum’ er udtryk for letkøbt ledelsesmæssig retorik, som er med til at gøre det mindre tydeligt, hvem der har ansvar for hvad. 

– Det er ikke så lang tid siden, at dem, vi i dag kalder ’borgere’, blev kaldt ’klienter’. Det lyder måske pænere, men det løser ingen problemer. Ved at opfinde begreber som ’borgeren i centrum’ flytter vi ledelsesprioriteringen ud til den enkelte medarbejder på fx jobcentret og beder dem i virkeligheden om at sætte alle borgere, de møder, i centrum. Og naturligvis kan man ikke det. Der er et kæmpe demokratisk og fagligt underskud i den her måde at trække et begreb ned over andre mennesker på. Og det fører til forråelse, kynisme og rekrutteringsproblemer, når vi overlader prioriteringen til den enkelte sagsbehandler, som bliver presset fra alle sider. Vi er nødt til at have en overordnet ledelsesmæssig og politisk prioritering, hvor det er menneskelig værdighed, faglighed og opgavens løsning – og ikke borgerne – der sættes i centrum. Alternativet er, at de borgere, der råber højest, kommer i centrum, og dem, som ikke kan tale deres egen sag, lades i stikken, når systemet kommer under pres. 

Borgere og kommune  er på samme mission – derfor giver sam­skabelse god mening

Martin Damm, borgmester (V)  i Kalundborg Kommune og  næstfmd. i KL:

– Der foregår hver dag samskabelse mellem en kommune og dens borgere. Men tvister kan naturligvis opstå de steder, hvor vi som kommune også er myndighed. Et eksempel er beskæftigelsesområdet, der har et sæt regler og rammer, som ikke altid er lige hensigtsmæssige. Særligt stive procesregler kan virke helt åndssvage, og indimellem har vi også at gøre med regler, der kan virke, som om de skal følges alene for reglernes skyld. Her er det vigtigt, at vi som kommune er helt tydelige på og kan forklare borgerne om rollefordelingen – og at det kan have konsekvenser, hvis aftaler eller lovgivning ikke holdes.

– Men begrebet ’at sætte borgeren i centrum’, også i kommunalt regi, mener jeg faktisk giver mening, fordi det har afsæt et helt andet sted, nemlig i det danske samfund. I ni ud af ti lande i verden rammer du kategorien ”bare ærgerligt”, hvis du mister dit job. I Danmark er du borger i et land, hvor det stadig godt nok er træls, at du mister dit job, men vi sørger også for, at du kan opretholde et vist livsniveau. Den grundlæggende præmis i et velfærdssamfund som vores er, at vi er på en mission sammen, nemlig at den enkelte borger skal have hjælp til at blive rask, skaffe sig et nyt job etc. 

– Anerkender man præmissen om, at systemet kan hjælpe dig, men at du også skal opfylde nogle krav, så mener jeg, at begrebet ’samskabelse’ rammer det fint ind. Man er nødt til at navigere i det farvand, man er i. Og er der bump på vejen i form af regler, der ikke giver mening, eller lovgivning, der ikke er hensigtsmæssig, må man arbejde på at luge dem ud. Det ændrer ikke ved, at vi sammen har et fælles mål, nemlig at den enkelte borger får den nødvendige hjælp. 

Det betyder noget, at vi talerom borgere – og ikke om klienter

Helle Keblovszki, tidligere leder på Jobcenter Aarhus:

– Tidligere talte vi om ’klienter’, nu taler vi om ’borgere’, og det betyder noget for den måde, man møder hinanden på. Begrebet ’borgeren i centrum’ signalerer for mig at se, at borgerne selv skal tage teten, og det er en god vinkel på samarbejdet. For borger og sagsbehandler har jo samme mål på et jobcenter – at borgeren skal i arbejde. Men vi har også hver vores rolle. Og her kan der godt opstå dilemmaer.

– De opstår næsten altid, når vi har med det mere personlige at gøre. Der sidder et menneske over for dig, som har noget at kæmpe med. Vi skal samarbejde, men også oplyse borgeren om lovgivningen, fx at ”du skal til samtale hos os af og til og søge to jobs om ugen”. Kommunikationen i det samspil er meget vigtig, og som ’systemets mand’ må man lytte og lære, hvis man vil forstå de frustrationer, nogle borgere oplever ved at være underlagt lovgivningen på området. 

– Jeg ser det som en øvelse i godt samspil, også når du som embedsmand skal sanktionere borgere, der ikke opfylder lovens krav. Formår man at lytte, reflektere og inddrage borgeren, er det min erfaring, at man kan skabe større engagement og motivation. Men naturligvis er der borgere, som højlydt giver udtryk for, at det ikke giver mening for dem fx at søge to jobs om ugen. Og naturligvis kan det også opleves som et dilemma, når man har lagt en plan om, at en borger senere skal søge ind på sosu-assistentuddannelsen, og så sender man hende ned at arbejde i Netto.– Sanktioner skal være tydelige, og det bliver de, når man fra starten har klargjort roller og regler. Det skal være tydeligt, hvorfor ”jeg er nødt til at stoppe din kontanthjælp nu”. Man skal fra starten gøre det tydeligt, at det har en konsekvens, hvis borgeren ikke overholder aftaler.