Da Mads bliver tilbudt en lederstilling i MonITors, har han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, de udfordringer han snart står overfor. Hans ønsker for afdelingen kommer hurtigt i modvind med en dominerende direktør, hård konkurrence, en reaktiv virksomhedskultur og kolleger, der ikke nødvendigvis ønsker ham det bedste.
Vi bringer her et uddrag af kapitel 27 – Vidensspillet – fra den nye roman om lederskab: Hvad leder du efter, Mads? af Steen Holse Andersen og Philip Antonakakis:
»Folk ved jo godt, at de skal dele deres viden, det har vi prædiket i årevis, men det er stadig noget, der bliver handlet til en høj kurs.« Peter sad over for Mads med udskrifterne fra de data, han havde trukket. »Vi burde have en struktur, der belønner vidensdeling. Folk skal kunne mærke, hvad de får ud af at dele.« Mads kløede sig i håret. Det var en vanskelig opgave at løse. »Det skal være sjovt at dele … som en leg.«
»Trivial Pursuit?« sagde Peter. »Øh, ja …?« »Kan vi ikke lave et spil, der belønner viden, hvor alle data er samlet, og hvor man får yderligere viden og point, når man deler. Så har du ikke råd til at være udenfor, hvis du vil være med. Det bliver sjovt, tror jeg.«
»Fortsæt,« sagde Mads.
»Vi laver et slags Trivial Pursuit for firmaet. Et virksomhedsspil, og så inddrager vi webfløjen, så vi én gang for alle kan få brudt væggene ned mellem siloerne.«
Mads lænede sig tilbage.
»Du er genial, Peter, og jeg tror, jeg ved, hvordan vi lancerer det. Jeg tager fat i Ann-Christine. Hun er lige så interesseret i at løse det her, som vi er.«
Han smilede, da Peter gik ud fra kontoret. Hvor var han dog vokset med opgaven, siden han havde fået ansvaret for implementeringen af de nye brugerflader. Men selv om samarbejdet og arbejdsgangene var blevet optimeret, kunne han tydeligt se, at de skulle tilbyde kunderne noget ekstraordinært for at holde på dem. Den nye måler var et af produkterne, men han var nysgerrig på, hvilke andre steder i værdikæden der kunne optimeres. Var det den personlige relation mellem sælgerne og kunderne? At de dyrkede den store viden og erfaring, konsulenterne havde, så de kunne få det optimale ud af deres produkter? Jo større erfaring den enkelte sælger havde, jo større værdi havde det for kunderne. Hvordan skulle han sætte ind over for den indstilling om prestige, der fulgte med at have meget erfaring og viden, og som gjorde, at de erfarne konsulenter ikke var så gode til at dele deres viden? Han rejste sig for at gå ud og hente en kop kaffe.
***
Stolene var stillet op i biografopstilling, og for enden af stolerækkerne stod der et lille dukketeater. Medarbejderne begyndte at ankomme og satte sig hurtigt, mens de hviskede om, hvad der mon nu var gang i. Salg sad til venstre for midtergangen, mens webfløjen sad til højre. Det var en naturlov. De to afdelinger var til daglig fysisk adskilt, og det var først, efter at de havde indført arrangementer på tværs af virksomheden, at der havde været social kontakt mellem dem. Selv i kantinen havde de to afdelinger tidligere undgået hinanden.
Mads registrerede med tilfredshed den summen, han kunne høre på den anden side af det røde forhæng på dukketeatret. Han kiggede ned foran sig og så, at dukken, han skulle styre, var væk.
»Nej, nej, nej, jeg kan ikke finde Andrea. Har du set hende?«
»Ssh. Ikke så højt. Hun ligger nede mellem dine ben,« hviskede Ann-Christine og fniste.
Hurtigt kom dukken på hånden, og han gjorde sig klar til deres forestilling. De sad på hver sin ølkasse og gennemgik en sidste gang manuskriptet, som var hængt op på de træplader, der fungerede som bagsiden af det dukketeater, de havde fået pedellen til at bygge.
»Er I klar til, at jeg slukker lyset?« hviskede Peter til dem.
Han var i dagens anledning udnævnt til scenemester og lysfører i opsætningen ’Kaj og Andrea på nye eventyr’.
»Vi er klar.«
Lyset blev slukket, og projektørerne i loftet oplyste scenen i det lille teater. Tæppet gik, og Kaj og Andrea kom frem fra hver sin side. Ann-Christine styrede Andrea og skulle forestille at være en kunde fra Spanien. Mads var Kaj og konsulent fra MonITors. De to ledere lavede deres stemmer om, så godt de kunne.
Et kort øjeblik efter at de var gået i gang, begyndte folk at grine. Andrea var en meget uheldig kunde, der desperat havde brug for hjælp og vejledning. Kaj var den hjælpsomme konsulent, der hurtigt kom på overarbejde, fordi han ikke havde styr på alle de internationale regler. Han gjorde sit bedste for at vejlede kunden i de muligheder, den nye måler tilbød, men fik hurtigt brug for hjælp fra salen. Medarbejderne fra de to fløje konkurrerede nu om at fortælle Kaj, hvad han skulle sige og gøre for at give den bedste vejledning. Bag scenen så Ann-Christine og Mads undrende på hinanden, når der kom urigtige eller mod- stridende vejledninger, men de glædede sig over, hvor meget viden og vilje der var for at komme med den bedste vejledning. Den faglige stolthed var blevet vækket til live.
Andrea takkede til slut Kaj for hjælpen, og Mads dukkede sammen med Ann-Christine frem bag dukketeatret. Folk klappede.
»Tak for jeres input undervejs i forestillingen. Jeg kan med sikkerhed sige, at Ann-Christine og jeg allerede i løbet af de sidste 15 minutter er blevet klogere på, hvad det er, vi kan sammen.«
Der blev klappet endnu højere, så han måtte råbe.
»Der er jo … der er jo en mening med galskaben, og Ann-Christine og jeg er blevet enige om, at vi kan gøre meget mere for vidensdelingen imellem vores to afdelinger.«
I salen blev der lidt mere ro, og han fortsatte.
»Vi har med Peters hjælp lavet noget, der skal hjælpe os med at dele viden med hinanden, og som er det vigtigste konkurrenceparameter for vores virksomhed. Peter, kan du ikke vise, hvad I har lavet?«
Peter kørte et lille rullebord frem. En af medarbejderne fra webfløjen, som havde hjulpet med projektet, hev med en hurtig bevægelse dugen væk.
»Tadaaah.« Et par kasser kom til syne. »Her har vi vores virksomhedsspil.« Ann-Christine gik frem mod medarbejderne. »Peter har udviklet spillet, som vi om et øjeblik skal spille.
Det er et brætspil i stil med Trivial Pursuit. Hvis man vil vinde, skal man dele sin viden med sit hold. I bliver nu delt ind i grupper, og vi kommer til at bruge hele eftermiddagen på det her. God fornøjelse.«
Mens Mads, Peter og Ann-Christine lidt senere stod og talte om, hvordan det var gået med dukketeatret, kom Lillian gående hen mod dem med hurtige skridt.
»Hvad er der, Lillian?« spurgte Mads. »Borg står uden for døren med en delegation fra Norge. Han insisterer på at komme ind og vise konferencesalen frem. Jeg har sagt, at vi holder møde, men det er han vist ligeglad med. Hvad gør vi?«
Mads så over på Ann-Christine. Hun så på ham med et blik, der sagde: ’Jeg er frisk.’
»Du lukker ham da bare ind. Det er ikke noget problem,« svarede han.
»Men hvad med dukketeatret? Vi kan ikke nå at pakke det ned.«
»Det skal vi heller ikke. Der er en god forklaring på, hvad det er, vi gør.« Mads kiggede på Ann-Christine, som nikkede.
Du kan læse hele kapitel 27 som pdf her.
Romanen Hvad leder du efter, Mads? Vejen til lederskab af Phillip Antonakakis og Steen Holse Andersen udkommer den 7. juni på Forlaget 1785. Læs mere om bogen her