Mange ledere tager ikke deres egne symptomer på stress alvorligt, og det kan have vidtrækkende konsekvenser, er psykolog og medforfatter til ny stressbog Marie Kingstons erfaring. I det kommende nummer af Offentlig Ledelse bringer vi uddrag af et kapitel fra en ny bog med fokus på din stress som leder, og hvordan du kan håndtere den. Her får du en forsmag.
Af Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com
Du er tilbage efter sommerferien og har måske fået dit lederjob lidt på afstand. Måske har du endda indset i ferien, at nu må der ske noget, hvis du ikke skal bukke under for stress i en eller anden grad.
– Det er ikke usædvanligt at jeg får henvendelser efter ferier, hvor lederen er kommet til en erkendelse af, at det ikke går længere at forsætte i samme tempo og på samme vis. I ferien kommer man mentalt og fysisk på afstand af jobbet og får dermed et andet perspektiv på, hvad man befinder sig i.
Ledere skal lære at håndtere stress
Sådan siger Marie Kingston. Hun er psykolog og har blandt andet ledere i behandling for stress. Hun er også medforfatter til bogen Stop stress. Håndbog for ledere, som udkom tidligere i år. Den handler primært om, hvordan du som leder kan forebygge og håndtere stress hos medarbejderne. Men bogen rummer også et kapitel til ledere, der får stress. For det gør ledere også, understreger Marie Kingston.
– Hos flertallet af dem, jeg har i et almindeligt ledelsesudviklingsforløb, er stress eller overbelastning på et tidspunkt et tema i samtalerne, siger Marie Kingston.
Men det er ikke usædvanligt, at ledere ofte er ganske hårdt ramt, når de endelig søger hjælp for stress. De har ofte overhørt symptomerne i længere tid, har udviklet en tolerance over for at have det skidt og er generelt dygtige til at aflede opmærksomheden fra symptomerne.
– Jeg havde fx en leder i behandling, som havde lært sig selv at lukke ned for alle sine biologiske behov. Han gik ikke på toilettet, spiste og drak ikke i løbet af dagen. Han blev også rigtig syg. Det er jo en form for dehumanisering, siger Marie Kingston og fortsætter:
– For nogle stressramte ledere er en langvarig sygemelding den eneste mulighed her og nu. Og enkelte er så hårdt ramt, at de aldrig vender tilbage til ledelse, mens andre formår at udvikle en mere bæredygtig tilgang til jobbet som leder. Deres stress lærer dem noget vigtigt om, hvordan de bedre kan være i lederjobbet.
Gik bare og ventede på ambulancen
Marie Kingston tolker den markante forekomst af belastning eller egentlig stress hos ledere – og medarbejdere for den sags skyld – som en tegn på en accelererende arbejdskultur.
– Ledelsesopgaven er som udgangspunkt grænseløs. Normen for, hvornår vi arbejder, er generelt accelererende. Vi er hele tiden på, og derfor kan lederen også hele tiden gå ind og gøre en ekstra indsats, som kan øge performance, effektivitet osv.
I bogen Stop stress. Håndbog for ledere beskriver Marie Kingston og hendes medforfatter Malene Friis Andersen ledelsesopgaven som en honningkrukke: Den er sød og tillokkende, men også klistret og svært at komme op fra. Den rummer spændende, inspirerende og berusende opgaver, mulighed for indflydelse og for at gøre noget, som er større end en selv. Men den er samtidig grænseløs, kompleks, fyldt med dilemmaer, krav og en uendelig arbejdsmængde. Og den cocktail kan give stress.
– De ledere, jeg får i stressbehandling, har ofte holdt på symptomerne længe, og nogle gange er det deres chef, som sender dem videre til mig: ”Jeg er lidt bekymret for ham – han sender mails på mærkelige tidspunkter … ”, siger Marie Kingston, der sågar har oplevet ledere, der bare gik og ventede på, at elastikken sprang.
– Jeg har haft en, som sagde: ”Jeg ved ikke hvad, der var sket, hvis jeg ikke var kommet her. Jeg gik sådan set bare og ventede på, at ambulancen kom.” Hun vidste godt, at den var helt gal, men vidste ikke, hvor bremsen sad. Andre ønsker bare, at de ville brække en arm og et ben, så de helt fysisk ikke ville være i stand til at arbejde, siger Marie Kingston, som dog også oplever ledere, der kommer i tide.
– Og jeg møder chefer, som er rigtig dygtige til at håndtere deres ledere med stress.
Ledere og stress er tabu
Men hvorfor har ledere svært ved at tage deres egen stress alvorligt?
– Jeg tror, at noget af det handler om, at der er lidt tabu om ledere og stress. Det kan opleves som den ultimative falliterklæring, at man ikke er stærk nok. Og hvis man ikke man møder andre på samme lederniveau, der taler åbent om deres stresssymptomer, kan det hele blive lidt sort/hvidt-enten/eller-agtigt, som forstærke tabu-tendensen.
Men nej, det er ikke rimeligt, at man skal blive syg af sit arbejde, understreger Marie Kingston.
– Det er ingen jo uenige i. Jeg hører ofte velmenende chefer sige: ”Ingen skal få stress her”. Men det er sjældent, at man konkret definerer, hvordan man kan lade handling følge ord. For hvad betyder det – langsommere sagsbehandling, færre notater til ministeren eller hvad? Kan man bede ens chef om at prioritere for en?? Næh, for han forventer nok, at man selv har styr på tingene, så det kan opleves som lidt pinligt, at bede om hjælp til dette.. Derfor kan overbelastning opleves som et privat problem for lederen.
Samtidig befinder vi os i, hvad Marie Kingston betegner som ’konfliktende paradigmer’.
– Vi har stadig industrisamfundet, hvor vi stempler ind kl. 8 og ud kl. 16 med en forventning om, at man er tilstede på arbejdspladsen, og man ser skævt til dem, som går tidligt. Meget få ledere vil være dem som går tidligst.
– Og samtidig har vi paradigmet ’always on’. Vi holder virtuelle møder med folk i Indien på mærkelige tidspunkter og skriver mails døgnet rundt. Det gør, at arbejdet er ubegrænset. Samtidig er der en fortælling om lederen som kaptajnen, der ikke må forlade skuden. Nogle ledere kan endda have tendens til at skærme deres medarbejdere mod stress – og kan selv få det i den proces.
Gode rollemodeller kan vise vejen
Hvordan kan man få ledere til at tage deres egen stress alvorligt?
– Det er svært. De steder, jeg har set, at det fungerer bedst, er, hvor man har dygtige chefer, der kan være rollemodeller, og som tør aftabuisere og almengøre risikoen for stress. De overdramatiserer ikke, men spørger konstruktivt ind til, hvordan lederen trives, hvordan tingene balancerer osv. Og de er helt konkrete i, hvordan man kan strukturere arbejdet bedre, siger Marie Kingston og tilføjer:
– Chefen, som er en god rollemodel, kan også sætte sig sammen med lederen og aflyse møder i lederens kalender, aftale at lederen højst må arbejde en-to aftener om ugen, og at det skal være en aftale med familien. Og også være den, som taler om andre ting i livet end arbejde. Som mennesker spejler vi os meget i hinanden – og særligt meget i vores ledere. Så det duer ikke, at lederen siger: ”Jeg forventer, at I kun arbejder mellem kl. 8 og 16”, og selv sender mails om natten. Så: Walk the talk, anbefaler Marie Kingston.
Bogen Stop stress. Håndbog for ledere er skrevet af Malene Friis Andersen og Marie Kingston og er udkommet på forlagt Klim (2016).