udgives i samarbejde mellem

Robusthed handler om god ledelse

Udfordringen: Robusthed handler om god ledelse

Hvordan skaber du som leder en robust organisation, hvor dine medarbejdere bevarer roen og overblikket trods pres udefra?

Af journalist Lotte Winkler // mail@winklers.dk

Robusthed er et begreb, der knytter sig til individet – ikke et fællesskab som en organisation eller arbejdsplads. Det er vigtigt at forstå. Hvis du som leder ønsker at gøre din organisation robust mod pres udefra, skal du derfor søge at understøtte dine medarbejderes mulighed for at bringe egen robusthed i spil. Du skal skabe rammerne for, at de kan udvikle deres personlighed.

Robusthed er en svær definition

Det er svært præcist at definere, hvad robusthed er, men nogle mentale kvaliteter ser ud til at kunne give et menneske en naturlig modstandskraft og mindre risiko for at bukke under.

De mennesker, vi karakteriserer som robuste, er gode til at skabe relationer til andre mennesker. De har styrken til at udtrykke sig ærligt, og de kan selv vurdere, hvor de bruger deres kræfter bedst. De er også gode til at løse problemer, og de bruger deres følelser konstruktivt.

Hvis du som leder – og i samarbejde med dine lederkolleger – sætter som mål at skabe en kultur på arbejdspladsen, hvor dine medarbejdere har mulighed for at bringe disse karaktertræk i spil, kan du fremelske en robust organisation.

Gennem god ledelse kan du skabe en stærk organisation, fordi god ledelse styrker dine medarbejdere i at udvikle egen personlighed.
Stig Kjerulf, erhvervspsykolog og Offentlig Ledelses faste coach

 

Robusthed handler om god ledelse

Og hvordan gør du så det? Ja, i bund og grund handler det om god ledelse. Først og fremmest skal dine medarbejdere have klare mål for arbejdet. Målene skal være gennemskuelige og forståelige, så medarbejderne selvstændigt kan navigere efter dem.

Dernæst skal du sikre en høj kommunikativ kvalitet i organisationen. Du skal opmuntre dine medarbejdere til at turde være ærlige og vove pelsen – også selv om de er uenige med hinanden eller dig. Gå selv forrest i din måde at kommunikere på. Giv dine folk mulighed for at tænke skævt, komme med forslag og udtrykke holdninger, naturligvis med fokus på målet.

Bring følelsesmæssig intelligens i spil

I det enkelte team skal du give mulighed for, at dine medarbejdere bruger deres følelsesmæssige intelligens til at kvalificere opgaveløsningen og til at understøtte hinandens udvikling. Og på organisationsplan skal du sikre, at der er fælles fokus på mål og plads til nytænkning. Med andre ord: Gennem god ledelse kan du skabe en stærk organisation, fordi god ledelse styrker dine medarbejdere i at udvikle egen personlighed. Og du undgår samtidig, at positiv stress, der er kendetegnet ved optur og arbejdsglæde, ikke kammer over og bliver til negativ stress, der nedbryder og dræner.

Robusthed er tidens buzzword

Der er skrevet tykke bøger om mennesker, der er gået gennem ild og vand og stadig holder sig oprejst – mælkebøttebørn eller mønsterbrydere, der trods barske vilkår udvikler sig positivt. Interessen for, hvad der gør mennesker så robuste, har bredt sig til ledelsesgangene, og i øjeblikket er begrebet resiliens eller robusthed på alles læber. Det er blevet til tidens buzzword.

Jeg ser tendensen som en modreaktion på mange års fokus på negativ stress. Mange arbejdsgivere er blevet trætte af klynkeri og kræver, at medarbejdere tager sig sammen. De vil have robuste folk – for at sige det groft. Men naturligvis har vi et kollektivt ansvar for at understøtte udvikling og robusthed hos hinanden. Og som leder kan du skabe rammerne for, at dine medarbejderes medfødte robusthed kan folde sig ud.

Scroll to Top