God ledelse er den største enkeltstående faktor i at tilknytte medarbejdere, viser en stor undersøgelse af Kommunen som attraktiv arbejdsplads. I en tid med mangel på arbejdskraft og høj mobilitet hos især de yngre medarbejdere har ledere en særlig opgave og ansvar i at gøre den kommunale arbejdsplads attraktiv, både når det gælder om at tiltrække, tage godt imod og beholde medarbejdere.
Af Mia Nyborg Jørgensen
Arbejdsmarkedet er i hastig forandring, og konkurrencen om dygtige medarbejdere er intens. Med demografiske udfordringer og stigende behov for specialiseret arbejdskraft står kommunerne over for nye krav om at skabe arbejdspladser, som tiltrækker og tilknytter medarbejdere. Samtidig vokser medarbejdernes forventninger til den kultur og de værdier, som bærer arbejdspladsen.
For at finde svar har vi i Komponent – Kommunernes Udviklingscenter – i samarbejde med Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse gennemført en omfattende undersøgelse: Kommunen som attraktiv arbejdsplads, der bygger på input fra 5.234 kommunalt ansatte og er den største danske undersøgelse af sin art.
En sammenhængende indsats
Det grundlæggende spørgsmål er: Hvordan kan vi skabe en attraktiv arbejdsplads? Svaret baserer sig på tre centrale begreber, som hænger uløseligt sammen: tiltrækning, onboarding og tilknytning. For eksempel styrker indsatsen for et bedre arbejdsmiljø ikke kun tilknytningen af de nuværende medarbejdere – den forbedrer også arbejdspladsens omdømme og evnen til at tiltrække nye talenter. Medarbejdere, der er glade for arbejdsmiljøet, taler varmere om deres arbejdsplads, både på LinkedIn og i den lokale Brugsen – steder, hvor mange kommende ansatte får øje på arbejdspladsen. Derudover engagerer medarbejdere, der selv er glade for arbejdsmiljøet og arbejdspladsen, sig oftere i at introducere nye kolleger og bidrager til en positiv onboarding-oplevelse. På den måde hænger de enkelte dele i grundmodellen (se illustration) uløseligt sammen.

Grundmodel for den attraktive kommunale arbejdsplads
Tiltrækning og tilknytning – et menneskeligt perspektiv
Begreberne ”tiltrækning” og ”tilknytning” adskiller sig bevidst fra de klassiske termer som ”rekruttering” og ”fastholdelse”. Rekruttering kan signalere en mekanisk proces, mens tiltrækning handler om at styrke arbejdspladsens løbende appel om nye medarbejdere, der kan variere efter, hvem man søger. Fx tiltrækkes stabsmedarbejdere af udviklingsmuligheder i højere grad end andre faggrupper.
På samme måde signalerer ”tilknytning” en mere moderne tilgang end ”fastholdelse”. Medarbejdere vil ikke ’holdes fast’, men de vil gerne opleve et fagligt og socialt tilhørsforhold og tilknytning til arbejdspladsen, opgaverne og kollegerne. For mange betyder det at være en del af en arbejdsplads, hvor kulturen understøtter deres trivsel og udvikling.
Traditionelt har kommunerne fejret lange ansættelsesforhold, og flere har sikkert dronningens fortjenstmedalje hængende derhjemme. Men fremtidens arbejdsstyrke har en anden tilgang: Mange ser ikke sig selv i samme job i mere end få år.
Hvad siger 5.234 medarbejdere?
Undersøgelsen afslører en vigtig indsigt: Selv om tiltrækning og tilknytning hænger sammen og bør ses i sammenhæng, er det ikke de samme faktorer, vi skal skrue på, når vi ønsker at tiltrække og tilknytte. Meget forsimplet sagt kan resultaterne opsummeres sådan her: Vi søger jobbet, men forlader det igen pga. ledere og arbejdsmiljø. Meningsfuldt arbejde, mulighed for at udvikle sig og faglige udfordringer er altså afgørende for tiltrækning. Men for at give medarbejderne lyst til at blive på arbejdspladsen spiller god ledelse, arbejdspladskultur og kollegialt samarbejde en større rolle.
Traditionelt har kommunerne fejret lange ansættelsesforhold, og flere har sikkert dronningens fortjenstmedalje hængende derhjemme. Men fremtidens arbejdsstyrke har en anden tilgang: Mange ser ikke sig selv i samme job i mere end få år. Faktisk svarer 18 % – altså næsten hver femte – at de ikke forventer at være ansat om et år, og knap halvdelen – 46 % – ser sig selv væk inden for fem år.
Denne mobilitet åbner dog også muligheder. Ved at støtte medarbejdere, der vil søge nye udfordringer, kan arbejdspladsen fremme et positivt omdømme og samtidig sikre, at tidligere ansatte vender tilbage med nye kompetencer. Her er det bemærkelsesværdigt, at næsten to ud af tre – 63 % – af de adspurgte kan forestille sig at vende tilbage til en arbejdsplads, de tidligere har forladt. Det stiller krav til ledere om at holde døren åben og betragte tidligere medarbejdere som en del af arbejdspladsens fremtidige potentiale.