udgives i samarbejde mellem

Simon Mæng

”Øvebaner og faglig udvikling støttede mig i at gå ledervejen”

Simon Elkjær Mæng havde været uddannet i offentlig administration i blot to år, da han målrettet gik efter en lederkarriere og kom på et førlederforløb. I dag er han jobcenterchef og spotter og støtter selv ledertalenter i organisationen.

Af journalist Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com
Foto: Thomas Søndergaard

Det er lidt af en kometkarriere som leder, 32-årige Simon Elkjær Mæng kan fremvise.

Fem år efter endt elevtid i Silkeborg Kommune havde han en stilling som souschef. Efter to år fik han sin første stilling som afdelingsleder, to år senere den næste. Og fra i år har han så kunne skrive jobcenterchef i Silkeborg Kommune på sit visitkort – godt ti år efter han sluttede som elev i offentlig administration samme sted.

– Jeg vidste ret tidligt, efter min elevtid var slut, at jeg ville gå ledelsesvejen. Jeg havde et personligt drive til at få indflydelse og gøre en forskel. Og så var jeg ansat et sted med udviklingssamtaler, hvor det var i orden at sige højt, at jeg syntes, ledelse lød spændende. Der var heldigvis et match med, hvad min chef så hos mig, fortæller Simon Elkjær Mæng.

Det blev i første omgang til et internt førlederforløb i Silkeborg Kommune, som ifølge Simon Elkjær Mæng var afgørende for, at han kom godt i gang med lederkarrieren.

– Det både forberedte og afklarede mig i forhold til ledelse. Kombineret med at jeg fik de nødvendige øvebaner – mulighed for at prøve ledelse og blive udfordret på næste skridt i min karriereudvikling –  var det udslagsgivende for mig. På førlederforløbet var jeg også 14 dage i praktik hos en leder i Herning Kommune for at se ledelse i praksis. Det var værdifuldt – også for at skabe et ledernetværk.

Tillid og opbakning var vigtigt

Det, Simon Elkjær Mæng kalder ’øvebaner’ i ledelse var for hans vedkommende blandt andet muligheden for at prøve funktionerne som projektleder og proceskonsulent.

– Begge dele gav mig en vinkel på det at have med ledelse at gøre. Og øvebaner bruger jeg selv i dag til vores ledertalenter. Vi har teamkoordinatorer, som ikke behøver at være faglige specialiser, men som skal være dygtige til at koordinere, afholde performancesamtaler og udvikle teamets faglighed med en coachende tilgang. Det er en naturlig forberedelse på deres næste skridt i en lederkarriere.

Ikke overraskende fremhæver Simon Elkjær Mæng også den tillid, feedback og opbakning, han selv fik fra sine chefer, da han øvede sig i ledelse, som afgørende for hans motivation og succes.

– Tillid til og feedback på, om jeg kunne løfte opgaverne og opbakning ved at få de rette udfordringer på rette tidspunkt – det var vigtigt for mig.

Jeg arbejder på, at organisationen giver mulighed for at arbejde projektorienteret og ad den vej afprøve ledertalenter. Jeg har også hele tiden øje for, hvem som kunne have de rette kompetencer som leder.
Simon Elkjær Mæng, jobcenterchef i Silkeborg Kommune

Holder øje med ledertalenter

Derfor er Simon Elkjær Mæng også selv opmærksom på at give konstruktiv og ærlig feedback til de medarbejdere, som får mulighed for at prøve kræfter med ledelse.

– Jeg arbejder på, at organisationen giver mulighed for at arbejde projektorienteret og ad den vej afprøve ledertalenter i forskellige funktioner. Jeg har også hele tiden øje for, hvem som kunne have de rette kompetencer som leder, siger Simon Elkjær Mæng og tilføjer, at de netop har ansat fire nye afdelingsledere i jobcentret, hvoraf de tre endte med at være teamkoordinatorer fra egne rækker.

– Vi ansætter altid den bedste til jobbet, og følger naturligvis proceduren med eksterne jobopslag, tests, samtaler osv. Men der er en kæmpe fordel i at få internt rekrutterede ledere, fordi de kender organisationen og værdierne, og fordi vi har haft mulighed for at afprøve dem på forhånd. Det er også et vigtigt parameter i fastholdelse af medarbejdere på sigt, at der er mulighed for lederkarriere internt i organisationen.

Scroll to Top