Når man som leder arbejder med et mål om at skabe nysgerrighed over for digitalisering, hvornår kan man så siges at være i mål – når digitaliseringen buldrer ubarmhjertigt af sted?
Af Helle Riis, centerleder i Autismecenter Storstrøm og formand for ledersektionen i Socialpædagogerne.
I sommerferien mødte jeg en ’digital receptionist’, da vi tjekkede ind på vores hotel. Ingen levende mennesker bag skranken. Fantastisk, det er sikkert derfor, at det er blevet så billigt at overnatte på hotel! ”Skriv dit bookingnummer”, stod der på skærmen. Enkelt og ligetil. Men hvad så, når skærmen svarer tilbage, at den ikke kan genkende nummeret? Jo, du skriver da bare alle de data, du allerede hjemmefra har fodret systemet med. Suk!
Jeg kan godt få sved på panden ved tanken om, hvad vi gør den dag, vores tilgang om hele tiden at være digitalt innovative ikke længere slår til.
Forstår brugernes frustration
I mit arbejde med borgere med kommunikationsvanskeligheder kunne jeg lige præcis der forstå, at de kan komme til at ødelægge deres iPads i frustration. For hvorfor skal man bruge oplysninger, man allerede har oplyst? Der er for længst opfundet QR-koder, som kunne aktivere min indtjekning med 100 % træfsikkerhed. Min pointe er: Elektronisk indtjekning er allerede et forældet system … eller hvad?
Jeg er leder på en pædagogisk arbejdsplads, hvor vi har arbejdet målrettet med at tilbyde vores brugere teknologiske hjælpemidler ud fra deres individuelle behov i helt konkrete situationer. Og i at være innovative i den pædagogiske brug af disse løsninger frem for på selve teknologien.
Det er en særlig kompetence at skulle lede noget, man ikke selv har helt styr på. At erkende, at det her kan andre bedre end mig, og i stedet se sig selv som den isbryder, der skaber rammerne, hjælper med at sætte målene op og sørger for, at alle medarbejdere kommer med op i slæbebådene.
Ligger vi allerede i krybesporet?
Ja, digitalisering er kommet for at blive, og vi knokler alle for at implementere nye, smarte løsninger til gavn for borgere og drift. Men jeg kan godt få sved på panden ved tanken om, hvad vi gør den dag, vores tilgang om hele tiden at være digitalt innovative ikke længere slår til. Når skærmen endegyldigt melder: ”Booking ikke fundet. Prøv venligst igen”.
Som ledere arbejder vi med at sætte nye mål, men hvordan gør man det for noget, som hele tiden flytter sig med så eksplosiv en fart, så bare et øjebliks uopmærksomhed kan opleves fatalt? Eller når vi har investeret i ny, fantastisk teknologi, som allerede måneden efter er overhalet af en endnu smartere teknologi? Det har vi på ingen måde økonomiske ressourcer til at matche.
Så når man som leder hører sig selv sige: ”Det, vi har, er godt nok”, befinder vi os så allerede i det digitale krybespor på motorvejen? Eller er vi bare økonomisk ansvarlige på den korte bane? Det gyldne snit har jeg personligt ikke fundet endnu som leder – og hører derfor gerne andres bud på et svar.