Medarbejderne foretrækker autentiske ledere, der ikke overdriver glasuren på kagen, men siger tingene, som de er – også når de ikke er positive. Det viser Kandidatanalysen 2024 fra Konsulenthuset Ballisager, og det er er et skifte fra ønsket om en støttende og rosende leder, konstaterer Morten Ballisager.
Af journalist Thomas Davidsen // thomas.davidsen61@gmail.com
Hvert år spørger Konsulenthuset Ballisager i Kandidatanalysen et repræsentativt udsnit af danske medarbejdere: ’Hvad gør din leder god?’
De seneste år har lederdyder som ’godt humør’, ’understøttende’, ’motiverende’ og ’anerkendende’ skilt sig ud i analysen, men i år er billedet skiftet.
I 2024 har 2.000 medarbejdere deltaget i undersøgelsen, og her stikker to parametre tydeligt ud: ’Ærlighed og troværdighed’ topper listen og på en klar andenplads kommer ’kommunikerer tydeligt’.
Ifølge Morten Ballisager, direktør i Konsulenthuset Ballisager, handler ’ærlighed og troværdighed’ om personen. Tidligere, fortæller han, var den støttende og rosende leder i højsædet, men nu kigger medarbejderne mere efter den autentiske leder. ’Kommunikerer tydeligt’ handler om, hvorvidt lederen kan fremstille en kompleks situation klart, tydeligt og uden bullshit? Men i virkeligheden fortæller begge parametre den samme historie, vurderer Morten Ballisager.
– I dag ønsker man sig en leder, der siger tingene, som de er – også når de ikke er særlig fede. Det er min vurdering, at den nye tendens er et opgør med en måske lidt for positivt ladet ledelseskommunikation, hvor man ikke har måttet kalde et problem for et problem, fordi det absolut skulle hedde en udfordring, siger han og fortsætter:
– Jeg vil ikke tale den leder ned, der meget gerne vil tale muligheder op, for der er jo noget om, at vi bliver mere tændte af at tale om muligheder end om begrænsninger. Men i dag ser det ud til, at medarbejderne har fået behov for, at lederne kalder en spade for en spade og et problem for et problem.
Mange medarbejdere har haft lidt for mange oplevelser af at være udsat for noget uærligt, hvilket har skabt en utryghed.
Uærlighed skaber utryghed
Tendensen til, at medarbejdere er blevet trætte af glasurbelagt ledelseskommunikation, har man også registreret på anden vis hos Morten Ballisager og hans kolleger, som til daglig arbejder med outplacement. For ofte er medarbejdere totalt overrumplede, når de er blevet fyret og skal hjælpes over i et nyt job.
– Det føles som et overraskelsesangreb, hvis man har været intetanende om, at der var en fyring på vej. Og det må jo nødvendigvis komme som en overraskelse, hvis man har en leder, som kun kan tale i positive fraser.
Og det har længe været meget ildeset at indtage en negativ position som leder, vurderer han.
– Den, der bringer den dårlige nyhed eller som med nej-hatten på, siger ”hov hov, det gik altså galt sidste år, da vi gjorde noget lignende”, har været i lav kurs. Selvfølgelig skal man passe på ikke at smitte hinanden med negativitet. Men som iværksætter har jeg erfaret, at en god innovativ proces både har det boblende, glade og mulighedsorienterede i sig samtidig med, at der er plads til, at nogen siger, ’det tror jeg sgu ikke kan blive til noget’.
Morten Ballisager vurderer, at ledere, der uden at hive energien ned kan få sagt tingene nogenlunde, som de er, vil være dem, medarbejderne værdsætter højest i de kommende år.
– Mange medarbejdere har haft lidt for mange oplevelser af at være udsat for noget uærligt, hvilket har skabt en utryghed, siger han.
Kontant stil skaber tryghed
En sådan kontant ledertype er Vibeke Bech, leder i Aarhus Kommunes Borgerservice.
– Jeg har et vist ry for at sige tingene ret direkte til mine medarbejdere. Det har jeg egentlig altid gjort. Jeg er selv typen på det, og så har jeg en chef, som har understøttet den ledelsesstil, siger hun, men erkender, at hun tidligere måske også har været for direkte.
-Der var engang, hvor jeg ofte fik at vide, at jeg gav kollektive skideballer, og at jeg var alt for hård. Og jeg må da også indrømme, at jeg som leder har erfaret, at jeg godt kan komme til at lyde lidt hård, uden at jeg selv er bevidst om det. Så det har jeg været meget opmærksom på, og jeg har måttet arbejdet med min persontype.
Men når det er sagt, mener Vibeke Bech, at den kontante ledelsesstil dybest set tryghedsskabende.
– Når vi en sjælden gang får klager fra borgerne, er kulturen sådan, at ingen af mine medarbejdere har noget imod at række hånden op og sige: ”Det er mig, der har haft den konfrontation med den borger”
Vibeke Bechs medarbejdere har også lært, at de i en tillidsfuld atmosfære kan snakke lige ud af posen om fejl, der er blevet begået.
– Vi taler stille og roligt om de problemer, der er opstået, uden at nogen skal slås oven i hovedet. Først ser vi det fra vores synspunkt, så ser vi det fra borgerens synspunkt, og vi lægger os fladt ned, hvis vi har lavet en fejl, siger hun og tilføjer, at hendes medarbejdere kan regne med, at hun tager det op med den enkelte under fire øjne, hvis de har lavet en fejl.
– De kan også regne med, at jeg står lige bag ved dem, hvis det er tilfældet. Og hvis de ikke hører mere, er det fordi, jeg ikke mener, de har lavet fejl.
Sandheden serveres i bidder
Selvom Vibeke Bech jævnt hen serverer tingene, som de er, for sine medarbejdere, kan være situationer, hvor hun bliver nødt til at undlade at fortælle hele sandheden.
– Man skal tænke sig om, når man arbejder som leder i en politisk organisation. Det er ofte, at jeg fx har kendskab til kommende besparelser, hvor jeg dels ikke altid selv kender det fulde omfang, og dels heller ikke kan tale højt om alt, hvad jeg ved, fordi nogle forhold er fortrolige, indtil der tages endelige beslutninger.
Når Vibeke Bech vælger ikke at dele vigtige oplysninger for medarbejderne, er hun meget bevidst om ikke at gøre det længere end højest nødvendigt.
”Hvis der er en besparelse under opsejling, og det er for tidligt at melde alt ud omkring den, kan jeg vælge at gøre det i tempi: ”der er noget under opsejling, I hører mere, så snart jeg selv ved mere”. Det kan også være, at jeg er mere ærlig og siger: ”Der er ting, som jeg ikke kan sige til jer endnu”, men så er jeg klar til på næste personalemøde at fortælle endnu mere”.
Når fx en besparelse kan meldes ud, forsøger Vibeke Bech altid at fortælle den brutale sandhed sammen med er klar invitation til medarbejderne om at løse det i fællesskab.
– ”Vi står overfor en besparelse, som svarer til to årsværk. Ja, det kommer til at gøre ondt. Vi skal løse det sammen, for jeg kan ikke løse det alene”. Det er en kunst at balancere de svære budskaber rigtigt som leder, men man skal sørge for, at det ikke rammer ens troværdighed og integritet, når man bliver nødt til at dosere, hvor meget man kan sige.
De skal op og frem i lyset. Det kræver, at tingene bliver sagt rent ud. Hvis der er en skadelig konflikt under opsejling mellem to af mine medarbejdere, siger jeg på syngende århusiansk: ”Jeg vil ikke ha’ det! I skal behandle hinanden ordentligt. Det kan godt være, I ikke er hjertevenner, men I er kolleger”.
Der skal ord på
Vibeke Bech har også erfaret, når hun netværker på tværs af kommunerne, at både ledere og medarbejdere efterspørger tydeligere rammer.
– Der blæser en vind i retning af at få svesken på disken, så man ved, hvad man kan regne med. Det er en god ting, for jeg mener, vi har pakket for mange ting ind i ord og begreber, som er svære at forholde sig til, fx stress. Hvad er det egentlig? Kan vi ikke, i stedet for at slynge en abstrakt diagnose ud, få noget konkret på bordet. ”Ok, du måtte sygemelde dig, fordi der var for mange opgaver i en periode”. Eller at der har været ting i privatlivet, som har belastet. Dét kan jeg forholde mig til og gøre noget ved.
Den samme holdning har hun til potentielle konflikter i organisationen.
– De skal op og frem i lyset. Det kræver, at tingene bliver sagt rent ud. Hvis der er en skadelig konflikt under opsejling mellem to af mine medarbejdere, siger jeg på syngende århusiansk: ”Jeg vil ikke ha’ det! I skal behandle hinanden ordentligt. Det kan godt være, I ikke er hjertevenner, men I er kolleger”. For vi er nødt til at kunne rumme alle mennesker, når vi går på arbejde. Alt andet er uprofessionelt. Der er noget utroligt befriende ved, at tingene bliver sagt højt, med eftertryk og uden nogen former for omsvøb, siger Vibeke Bech.