Nej, det er en blanding af eget og arbejdspladsens ansvar. Men det forudsætter, at lederne tages alvorligt og lyttes til, når de sætter grænser for, hvad de kan holde til. Ellers kender vi kun konsekvenserne alt for godt.
Af Birgitte Wold, formand for Socialpædagogernes lederlandsudvalg og forstander for tre socialpædagogiske tilbud i Køge Kommune
I dette nummer af Offentlig Ledelse sætter vi fokus på det, man kunne kalde for ’robustheden’ hos ledere. Det er et centralt emne, ledere bliver udfordret på i hverdagen, og som medvirker til belastningsstress, når der er uoverensstemmelse mellem det, den enkelte leder kan holde til, og de rammer og vilkår, lederen bydes. Og hvem kender ikke sætningen: ”Det er et vilkår for at kunne være her!”.
Derfor har psykolog Morten Holler også en pointe i artiklen Robusthed er ikke løsningen på belastende arbejdsvilkår, når han påpeger, at ”det er et stort selvbedrag at tro, at man kan hjælpe sig selv til hvad som helst uden at tage hensyn til de rammer og vilkår, man har som leder, eller til ens biologi”. Dermed bliver det også vigtigt, at der løbende foregår en dialog om rammer og vilkår for lederne i fællesskab med andre ledere – og ikke mindst ens nærmeste leder.
Tal åbent om fælles ansvar
Når det er sagt, har den enkelte selvfølgelig også en opgave i at arbejde med sit eget lederskab og måde at forholde sig til de rammer og vilkår, som er til stede. Godt lederskab er ikke ensbetydende med, at når lederen bare tænker og taler positivt, så løser alle problemer sig. Den tilgang skærper forestillingen om, at uoverensstemmelse mellem rammer og vilkår og lederens formåen alene løses på det personlige niveau. Derfor er det væsentligt at være opmærksom på den positive talekultur, som efterhånden har bredt sig. Ikke fordi at vi som ledere udelukkende skal være kritiske, men fordi retorikken af og til kammer over og bliver direkte sprogligt manipulerende.
Det er min opfattelse, at når lederen siger fra og sætter sine grænser for, hvad hun kan holde til, tager hun netop ansvar for at bevare sin egen robusthed. Hvis ikke disse grænser accepteres og respekteres, kender vi kun alt for godt konsekvenserne. Ud over stressbelastninger er en langtidssygemelding ofte inden for rækkevidde med risiko for en afskedigelse – særligt i en tid, hvor stillingsreduktioner på lederniveau ikke hører til sjældenhederne.
Derfor er det også bydende nødvendigt, at lederne i fællesskab får italesat vilkårenes og rammernes betydning for, hvad den enkelte leder kan holde til. Det kræver, at der lyttes til lederne, og at kritikken tages alvorligt.
Der er således god grund til at vende retorikken og handlekraften fra udelukkende at gøre rammer og vilkår til den enkelte leders eget ansvar til at gøre det til et fælles ansvar, der kan tales åbent om