Den aktuelle situation med corona-pandemien, der udvikler sig dag for dag, har med ét slag forandret tilværelsen og arbejdslivet for os alle. Det gælder medarbejdere, og det gælder ledere.
Af Anders Fløjborg, formand for Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og Karin Bruhn Termannsen, formand for HK Kommunal Chefgruppens bestyrelse.
Hjemmearbejdspladser, virtuelle møder, ledelse og samarbejde på afstand, uvished og usikkerhed samt klar prioritering, koordinering og kommunikation er blot nogle af pandemiens konsekvenser, der har sendt os alle på ’overarbejde’.
Det skal vi som ledere kunne håndtere, agere og navigere i. Det trækker på kompetencer og ressourcer, vi besidder, men som under normale omstændigheder måske træder mere i baggrunden, når vi kan se, mødes og tale ubesværet med hinanden.
Vi skal være i kontakt med vores hjemsendte medarbejdere og kere os om dem på en anden måde, end vi plejer. Og vi skal lede de medarbejdere, som stadig har borgerkontakt på fx sygehuse og i kommunale tilbud på en ekstra omsorgsfuld og opmærksom måde.
Her deler vi de første, spæde ledelseserfaringer i praksis efter godt en uge med en ny verdensorden. Og vi hører erhvervspsykologens gode råd om distanceledelse og om, hvad vi som ledere skal være særligt opmærksomme på i denne tid.
Pas godt på jer selv og hinanden.