udgives i samarbejde mellem

Hvis man gerne vil flytte noget, skal man turde noget

Hvis man gerne vil flytte noget, skal man turde noget

Digital teknologi i pædagogisk praksis: Ønsket om at give beboerne på Autismecenter Storstrøm en bedre hverdag med større selvstændighed ved at bruge digitale hjælpemidler har ændret måden, den enkelte pædagog tænker sin rolle og tilgang til beboerne på. Og filmen om projekt Det digitale tilbud har vundet priser – tilmed i Hollywood.

Af Helle Riis

Teknologien vælter ind over os fra alle sider og er noget, vi alle i et eller andet omfang har brug for og gør brug af. I dag kan vi fx finde vej fra et sted til et andet uden et kort, fordi vi har en GPS i vores smartphone eller i bilen. For 15 år siden var det en helt almindelig ’lidelse’ at høre nogen sige: ”Jeg har ingen stedsans”. Den er kureret nu.

Disse hverdags-hjælpemidler ville vi gerne hjælpe vores beboere på Autismecenter Storstrøm med også at få glæde af. Fra 2015-2017 arbejdede vi derfor med projektet Det digitale tilbud. Det var et forsøg på at kvalificere og sætte bedre struktur på pædagogisk brug af teknologi med afsæt i vores brugeres behov.

Ikke ukompliceret at introducere nyt

Det er ikke en ukompliceret opgave at introducere nye teknologiske muligheder inden for et pædagogisk specialområde som vores. Det helt centrale i arbejdet med mennesker med autisme er, at indsatserne er konsistente for at sikre deres velbefindende. Det kan have den konsekvens, at personalet er tilbøjelige til at holde fast i det, som virker. Det er ikke nødvendigvis en dårlig grundindstilling, men på længere sigt kan det føre til stagnation, som betyder mistede muligheder for denne gruppe af mennesker. Autismecenteret er formentlig heller ikke ene om at opleve, at indsatser kan være spredte, ofte falder til jorden, og at succes tit må tilskrives enkelte ildsjæles særlige og vedholdende indsats.

Hvis man fx har brug for at få støtte til at vaske sine hænder, kan det være en stor hjælp at have en teknologiløsning, som hver dag giver denne hjælp på samme måde. Det giver beboeren en oplevelse af selvstændighed.
Helle Riis, centerleder på Autismecenter Storstrøm – Vordingborg

Skulle tage teknologibrillerne på

I autismecenterets ledelse har vi ønsket at styrke den pædagogiske brug af teknologi. Formålet har været at udnytte de muligheder, som nye tilgange kan tilbyde vores brugere, fx i form af større selvstændighed, fordi noget teknologi lader brugeren gøre ting selv, som tidligere krævede assistance fra personalet.

Vores projekt havde derfor et stærkt element af, at vi skulle arbejde med at få medarbejdere til generelt at tænke teknologi ind som en naturlig del af det pædagogiske arbejde. Vi skulle med andre ord hjælpe dem til at se på deres arbejde med nye øjne. Derfor har servicedesign og designtænkning været et gennemgående fokus for at støtte medarbejdere i at se på beboerens hverdag med ’teknologibrillerne på’. Fx se på, hvordan en morgen udspiller sig: Er der noget i de delelementer, som beboeren gennemgår, han ville kunne gøre selv med hjælp fra teknologiske hjælpemidler? Tage piller, lave kaffe, gå i bad eller finde vej …? Vi arbejdede med at skabe nogle redskaber i en konkret kasse med forskellige inspirationsredskaber, bl.a. storyboard og spørgeguide, som kunne hjælpe medarbejderne i denne proces.

Udviklede et pædagogisk indsatskit

I projektperioden udnævnte hver afdeling en teknologi-ambassadør, som de en gang om måneden mødtes og delte erfaringer med. De medarbejdere, som deltog i disse workshops, udgjorde en kerne i projektet Det digitale tilbud. Vores projekt havde altså som udgangspunkt at ændre hele den måde, den enkelte pædagog tænker sin rolle på i forhold til at se mulighederne i at implementere teknologi som hjælpemiddel. Så det var ikke blot arbejdslivet, vi greb ind i og forandrede, men selve tankeformen hos den enkelte medarbejder.

For at efterleve denne målsætning udarbejdede vi en kasse med en samling tilgange og ideer, som blev stillet til rådighed for det pædagogiske personale. Der er tale om tilgange, som på én gang kan sætte rammen om arbejdet med teknologi og give plads til kreative tanker og nye løsninger. Kassen kalder vi ’pædagogisk indsatskit’, og den rummer bl.a. praktiske redskaber som post-it, stort papir, skriveredskaber osv., men også ni konkrete pædagogiske tilgange at arbejde ud fra. Navnet signalerer bevidst, at indgangsvinklen er pædagogisk, og teknologibegrebet skal ikke skræmme nogen væk, der ikke som udgangspunkt er modige med teknologi.

Skal skrive sig selv ud af ligningen

Vi har oplevet, at rigtig mange beboere har fået glæde af at få teknologiske hjælpemidler. Hvis man fx har brug for hver dag at få støtte til at vaske sine hænder, kan det være en stor hjælp at have en teknologiløsning, som hver dag giver denne hjælp på samme måde. Det giver beboeren en oplevelse af selvstændighed. Det kan omvendt give udfordringer med opdateringer af software, manglende internet osv.

Vi er ikke i tvivl om, at mange beboere vil opleve højere livskvalitet ved at bruge teknologi, men i forhold til ’effekt’ og ’gevinst’ omregnet i kroner og øre er det svært at gøre op. Og hvis man tænker, at ved at bruge mere teknologi kan vi spare personale, er det ikke tilfældet, må vi konstatere. Derimod er der brug for andre kompetencer, man skal kunne tænke i nye løsninger og skrive sig selv ud af ligningen som den aktive deltager i alle aktiviteter. Det kræver et nyt mindset hos personalet.

Vundet mange filmpriser

Vi valgte tidligt i projektet, at vi ville lave en film om vores digitale tilbud – noget, vi har god erfaring med fra andre projekter. Filmen formidler på en måde, som alle kan forstå, hvad vi og vores beboere har fået ud af projektet, og det giver andre en masse ideer at arbejde videre med. Og så skal man heller ikke underkende, at rigtig mange bliver stolte af deres arbejde, når de ser det på film.

Filmen om Det digitale tilbud har vundet flere priser på filmfestivaler verden over, sågar i Holly­wood. Det er noget, vi er fælles om at glædes over, fordi det promoverer vores arbejde, og vi har haft mange besøgende, som gerne vil lære af os. Det er en vigtig detalje, når man selv gerne vil udvikle sit faglige tilbud.

Efter 20 år i topledelse: Jeg øver mig stadig
OM ARTIKLENS FORFATTER

Helle Riis er oprindeligt uddannet social­pædagog. I dag centerleder på Autismecenter Storstrøm – Vordingborg og formand for Ledersektionen i Socialpædagogerne.

Scroll to Top