udgives i samarbejde mellem

Sådan kommer du godt igennem julefrokosten

Sådan kommer du godt igennem julefrokosten

Hvad bør du som leder gøre og absolut ikke gøre til årets julefrokost? Ekspert i relationer Ingrid Ann Watson giver otte gode råd.

Af journalist Tine Sejbæk // tinesejbaek@gmail.com

Årets julefrokost er en glimrende anledning til at pleje de gode relationer på arbejdspladsen. Og den skal gerne være en god oplevelse for alle deltagere både under og i tiden efter. For at sikre det foreslår Ingrid Ann Watson, personalesupervisor, coach og konfliktmægler, at du som leder holder dig følgende for øje:

1. Mød op

Først og fremmest skal du deltage. På nogle arbejdspladser er der opstået den idé, at man som leder ikke skal komme til julefrokosten, bl.a. så medarbejderne lettere kan slå sig løs. Men det er synd at blive væk.Julefrokosten er en vigtig tradition, der binder alle sammen.

2. Vær på forkant

Forsøg inden at få et overblik over, hvad der er planlagt, så der ikke bliver arrangeret noget krænkende. Hvis der er et julefrokostudvalg, kan du spørge og måske smilende kommentere: ˮJeg går ud fra, at I ikke har planlagt noget, som nogen kan blive kede af?”. Udvalget skal også huske at sige, at det er frivilligt at deltage i eventuelle lege. Hvis der opstår et hylekor, i tilfælde af at en medarbejder ikke vil deltage, er det lederens opgave at støtte op om den, der siger fra.

3. Beslut på forhånd, hvor meget du vil drikke

Du kan sagtens tage en lille én, men drik ikke for meget. Beslut hjemmefra, hvor meget er nok. Det er ikke til arbejdspladsens bedste, hvis en leder er for fuld. Drik vand. Mange vil gerne skåle med dig, men du kan godt lave ti skåle med ét glas

4. Skift plads ofte  

Bliv ikke siddende og put dig samme sted hele aftenen. Det kan virke, som om du foretrækker nogle frem for andre. Lav det eventuelt til en del af festen, at alle skal skifte plads hver halve time. Som en del af legen kan der på papirdugene ligge tusser, hvor man ud for sin plads skriver sit navn og en lille sætning. På den måde får alle – ikke kun chefen – lært flere at kende. Og selvfølgelig skal du ud og danse. Igen: Dans med forskellige.

5. Undgå sex, religion og politik  

Undgå alt for følsomme emner. Alkohol kan få bølgerne til at gå højt, og det er ikke tidspunktet at diskutere udlændingepolitik eller for og imod Donald Trump. Folk kan lynhurtigt føle sig stødt-

6. Hold en tale

Hvis du er til det, så hold en tale! Den skal ligge tidligt på aftenen og handle om sammenhold og om dét, folk gør godt. Lad være med at tale om, at det også har været et hårdt år. Det gider folk ikke lige til en julefrokost. Benyt lejligheden til at sige noget opmuntrende og humoristisk med fokus, at du er stolt af medarbejderne.

7. Undgå dybe betroelser

Fortæl ikke for meget om dig selv. Din rolle er mest at lytte. Hvis en medarbejder begynder at betro sig (for) dybt, så begynd med at lytte og nikke – men stop det ret hurtigt. Skift emne på en elegant måde eller flyt dig. Klap personen venligt på skulderen og gå videre. Det er også en grund til, at dit alkoholindtag er vigtigt. Du skal bevare klarheden, så medarbejderen ikke er utilpas ved sine betroelser næste dag

8. Gå (lidt) tidligt hjem

Nej, du skal ikke tage med videre i byen. Bliv hjemme for at pleje din seriøsitet. Så er du også selv friskere næste dag.

Scroll to Top