“God ledelse gør en forskel” – jo tak, men hvordan?

Kort før sommerferien præsenterede Ledelseskommissionen endelig sine 28 anbefalinger med budskabet om, at ”god ledelse gør en forskel”, og at borgeren skal sættes først. I dette tema sætter vi fokus på anbefalingerne om det personlige lederskab og om, at ledere skal udvikle sig.

Af journalist Tina Juul Rasmussen / tina@juul-kommunikation.com // Illustration: Els Cools

– Vi definerer ledelse som at skabe værdi igennem og sammen med andre. Og offentlig ledelse skal skabe værdi for borgerne. Derfor anbefaler vi, at styringshåndtaget løsnes, og at der skrues op for ledelsesdimensionen. Fordi vi ved, at god ledelse gør en forskel. Og man kan gøre rigtig meget, hvis man som leder tør, læner sig frem og præsenterer sit ledelsesgrundlag.

Sådan sagde Ledelseskommissionens formand, Allan Søgaard Larsen, da han præsenterede anbefalingerne.

Vi hører praktikere og eksperter

Tre af de syv hovedanbefalinger cirkler om det personlige lederskab, og det væsentligste budskab er her, at ’ledere skal udvikle sig’ – både formelt set gennem uddannelse og mere uformelt i det daglige arbejde i organisationen. Kommissionen har i anbefalingerne flere bud på, hvordan ledere kan gøre det. Dem kan du læse om på deres hjemmeside ledelseskom.dk.

I Offentlig Ledelse har vi i valgt at få ledere i feltet, ledersektionsformænd og eksperter til at give deres bud på og personlige erfaringer med at udvikle sig, og vi hører deres holdninger til nogle af kommissionens anbefalinger.


⟶     Tema: Ledelseskommissionens anbefalinger

De 7 hovedbudskaber  fra Ledelseskommissionen:

➀ Borgeren skal i centrum

➁ Politikerne skal have  tillid til ledelse

➂ Samarbejdssystemet skal forenkles

➃ Forvaltningscheferne skal lede driften og  udviklingen af driften

➄ Ledere skal sætte  retning

➅ Ledere skal sætte holdet

➆ Ledere skal udvikle sig

Læs mere på ledelsekom.dk