Overgangen fra hjemmekontor til regionshus er også på vej for kontorchef Karin Bruhn Termannsen og hendes medarbejdere i Region Nordjylland. Forskellige behov og bekymringer hos de enkelte bliver håndteret løbende i både fælles videomøder og individuelle samtaler.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Foreløbig er alt, som det har været under hele coronakrisen i Regionshuset i Aalborg, hvor kontorchef Karin Bruhn Termannsen normalt har til huse. For ’normalt’ er stadig hjemmearbejde og har været det siden den 11. marts, da Danmark lukkede ned. Og sådan fortsætter det en tid endnu, forventer hun.
– Hos os er ingen begyndt at møde ind endnu, og foreløbig er heller ingen forventning om, at vi starter op med 100 % fremmøde, når genåbningen begynder. Jeg forestiller mig, at højst halvdelen af mine medarbejdere møder ind, fx en på hvert kontor fremfor to osv., siger Karin Bruhn Termannsen, som også er formand for HK Kommunal Chefgruppens bestyrelse.
Jeg har som leder et behov for, at vi alle prøver at møde ind på kontoret i forbindelse med en gradvis åbning – for at overvinde den barriere.
Laver afdelingsvise tilpasninger
Ligesom i alle andre organisationer går øvelsen hos Karin Bruhn Termannsen og hendes lederkolleger ud på at forberede og tilrettelægge genåbningen med procedurer og arbejdsgange nærmest fra rum til rum for at sikre mindst mulig smitterisiko.
– Vi vil lave afdelingsvise tilpasninger, så der fx er korrekt afstand i storrumskontorer. Og vi arbejder med at finde ud af, hvordan vi måske med nudging kan være behjælpelige de steder, bl.a. i gangarealer, som ikke er brede nok til at holde 2 meters afstand. Det hele vil ske ud fra en prioritering af funktioner og under hensyntagen til infrastrukturen i hele huset.
For Karin Bruhn Termannsen har både perioden med hjemmearbejde og nu genåbning krævet både løbende og tæt dialog.
– Jeg har hele vejen talt med mine medarbejdere om, hvordan vi bedst gør tingene – og om, at det nok ikke bliver helt som før coronakrisen, når vi åbner op igen. Vi kan måske med fordel arbejde mere hjemme, fx en fast dag om ugen eller måneden og holde flere virtuelle møder. Og vi tager en uge eller to ad gangen for at være loyal både over for Sundhedsstyrelsens retningslinjer og beslutningerne i vores øverste ledelse, så vi har ingen langsigtede planer om opstart endnu.
Vi taler om bekymringer og behov
Som leder har hun hele vejen igennem været optaget af at høre, hvordan medarbejderne har oplevet situationen – både med hjemmearbejde og nu med udsigten til at skulle møde ind igen.
– Jeg spørger ind til, hvad de er bekymrede for, og vi taler om, hvad vi kan gøre ved det. Smittefaren vil helt klart være mere i fokus hos nogle end hos andre. Og hvad hvis man bliver syg på arbejdspladsen i løbet af dagen – hvordan håndterer vi det? Frygten for smitte kan vi kun håndtere ved at tale om den helt konkret: Behøver vi spise vores mad i kantinen, , bliver rengøringsfrekvensen øget, skal jeg blive hjemme, hvis jeg føler mig sløj osv.
En ledelsesmæssig overvejelse har også været hensynet til medarbejdernes individuelle behov og bekymringer, fortæller Karin Bruhn Termannsen.
– I det omfang logistikken og hensynet til arbejdsopgaverne tillader det, kan vi godt tage hensyn til, at nogle fx er meget utålmodige med at komme på arbejde, mens andre gerne vil blive hjemme. Men jeg har også som leder et behov for, at vi alle prøver at møde ind på kontoret i forbindelse med en gradvis åbning – for at overvinde den barriere. For nogle kræver det et let, kærligt skub for at turde. Vi er jo nødt til at få startet op igen på en eller anden måde.
Fællesskabet er stærkt
Hun vurderer ikke, at nogle vil føle sig isolerede fra fællesskabet, hvis de fortsat arbejder hjemme, mens andre møder på kontoret.
– Det vil ikke være de samme, som nødvendigvis skal på arbejde hver dag, og uanset hvad holder vi fast i de virtuelle møder, så alle kan være med i det, som foregår. Og helt generelt har jeg oplevet, at vi er ’rykket sammen i bussen’ – vi har holdt sammen, støttet hinanden godt og jeg ved, at medarbejderne også har haft gode snakke med hinanden, så jeg er faktisk ikke så bekymret.