Ledere kan og skal blive bedre til at udnytte data om effekten af det offentliges indsats. Men der er også faldgruber i datainformeret ledelse, advarer en ledelsesforsker og en kommunal chef. De er begge to med, når Offentlig Ledelse inviterer til debat på Folkemødet, fredag den 15. juni
Af redaktør Ola Jørgensen // ola@klartekst.dk
– Selv om vi i mere end tredive år har talt om at styre efter mål og effekter, er det i praksis meget få steder, man virkelig har fået greb om det i praksis. Men i det mindste er det ikke længere til diskussion, at man som offentlig virksomhed er til for dem uden for organisationen.
Sådan vurderer ledelseskonsulent og ekstern lektor på CBS, Anders Raastrup Kristensen, udgangspunktet for den debat, der igen er blevet aktuel i forbindelse med Ledelseskommissionens fokus på brug af data i styring og ledelse.
Hvis ikke medarbejderne anerkender data som fagligt og etisk rigtige at styre arbejdet efter, fører datainformeret ledelse ingen steder hen.
Anders Raastrup Kristensen, ledelseskonsulent og ekstern lektor på CBS
Data skaber sjældent værdi for borgerne
Offentlige ledere får adgang til stadig flere tal og data, men det er ifølge ham sjældent, at det giver brugbar viden om, hvad der faktisk giver værdi for borgerne.
– Alt for ofte bliver der målt på enten prædefinerede servicemål eller ud fra de fagprofessionelles eget perspektiv på kvalitet. Måske får man spurgt borgerne om deres ”tilfredshed” med en ydelse, men man når sjældent ind til kernen af, hvad der egentlig har bidraget til tilfredsheden, siger han.
Derfor bliver en af fremtidens vigtige ledelseskompetencer at kunne afdække, hvordan medarbejdernes faglighed bedst skaber den værdi, borgerne ønsker. Og så skal man kunne omsætte dét til nogle få velvalgte indikatorer, medarbejderne kan se meningen med.
– Hvis ikke medarbejderne anerkender data som fagligt og etisk rigtige at styre arbejdet efter, fører datainformeret ledelse ingen steder hen. Data skal knyttes helt tæt til hverdagens opgaver, så man som leder også kan bruge dem til læring og dialog med de enkelte medarbejdere, mener Anders Raastrup Kristensen.
Styr på nogle få udvalgte mål
Jobcenteret i Kalundborg Kommune er en af de offentlige arbejdspladser, der har forsøgt at opstille nogle få, tydelige effektmål og lade dem være styrende for indsatsen – hele vejen fra kommunalbestyrelsen til den enkelte medarbejder.
Tidligere rapporterede jobcenteret løbende og meget detaljeret til politikerne om stort set alle dele af jobindsatsen. Nu er det skåret ned til en kort månedlig status over fem enkle mål, fx hvordan det går med ungeledigheden, de langvarige sygedagpengesager og oprettelsen af fleksjob.
Ifølge arbejdsmarkedschef Jens Folman har udvælgelsen af få, faste og politisk prioriterede mål haft en dobbelt positiv effekt:
– Politikerne er blevet betrygget i, at vi leverer på det, der er vigtigt for dem – resultat og effekt. Det giver til gengæld os ro og stabilitet til at fokusere på kerneopgaven. Vi skal ikke løbe efter enkeltsager eller navigere ud fra skiftende politiske dagsordener.
Mål brydes ned på medarbejderniveau
De politiske mål er i hverdagen omsat til en række indikatorer, som hver måned bliver opgjort for de enkelte team og helt ned til hver af de 185 medarbejdere. Det er et vigtigt styringsværktøj for ledergruppen, fortæller Jens Folman:
– Vi skal bruge ressourcerne dér, hvor vi får mest ud af dem. Hvis vi kan se, at et team er overbelastet og har svært ved at følge med, er der måske brug for at flytte ressourcer derhen. Fuld åbenhed om mål og performance styrker også dialogen med medarbejderne om, hvordan vi skal prioritere.
Arbejdsmarkedschefen betragter sit styrings-setup som ”New Public Management på den gode måde”, og det mener han ikke er uforenligt med, at medarbejderne kan udnytte deres faglighed og dømmekraft:
– Det handler om at finde en sejlrende mellem den uomgængelige politiske styring og medarbejdernes frihed til at vælge de rigtige løsninger i hverdagen.
Du kan høre Anders Raastrup Kristensen og Jens Folman på Folkemødet, når Offentlig Ledelses inviterer til debat om datainformeret ledelse. Det foregår fredag, den 15. juni kl. 13.30 i HK Teltet. Her deltager også formændene for ledersektionerne i Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne og HK Kommunal.