Mistrivsel og sårbarhed hos børn og unge skal forebygges og afhjælpes – robusthed og myndiggørelse styrkes, lød opdraget til regeringens Trivselskommission. Det kan ledere af fagprofessionelle velfærdsmedarbejdere bidrage til gennem god faglig ledelse, mener professor og kommissionsmedlem Lene Tanggaard.
Af journalist Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com I Foto: Roar
Anbefaling 3: Børn og unges behov i centrum for indsatser og støtte i skolen.
Anbefaling 31: Fortsat fokus på systematisk at identificere børn og unge i mistrivsel og sætte tidligere ind i kommunerne.
Sådan lyder blot to ud 33 anbefalinger fra Trivselskommissionen, som barslede med sin rapport i starten af året. Og flere af disse anbefalinger er lige til at løfte ind i daglig, faglig velfærdsledelse, mener Lene Tanggaard. Hun er professor i psykologi ved Aalborg Universitet, medlem af Trivselskommissionen og var indtil for nylig rektor for Danmarks Designskole med års erfaring i daglig ledelse af fagprofessionelle medarbejdere, indtil hun sagde op for at hellige sig professorjobbet og forskningen på fuld tid.
– Overordnet set bygger vores anbefalinger på en stor tiltro til, at fagprofessionelle og deres pædagogik kan gøre en stor forskel – i institutioner, skoler, børnehaver eller gennem særlige indsatser, hvor fx socialrådgiveren sidder med familien eller barnet, siger Lene Tanggaard og fortsætter:
– Der har været en tendens til at gøre trivsel til et ekspertanliggende. Men vores anbefalinger handler ikke kun om det behandlingskrævende, men om generelt om børn og unge, som kan være i skiftende tilstande af trivsel og mistrivsel. Her kan man som fagprofessionel være med til at gøre en forskel.
Oversæt anbefalingerne med faglig ledelse
Og det er her lederne i den velfærdsfaglige hverdag kommer ind i billedet, påpeger hun – som oversætter af Trivselskommissionens anbefalinger til medarbejderne.
– Hvis jeg selv sad som leder i fx en socialforvaltning i en kommune, ville jeg først selv oversætte anbefalingerne til de indsatser, vi allerede havde i gang – og så ville jeg vurdere, hvor langt eller tæt på anbefalingerne var fra den måde, vi allerede arbejder og tænker på. Og så ville jeg se på, om der er områder, hvor vi skulle gøre andet end det, vi allerede gør, siger hun og giver et eksempel:
– Jeg blev selv ringet op af en kommune, som spurgte om ikke jeg kunne hjælpe dem med at oversætte anbefalingerne om fællesskaber ind i de indsatser, de allerede havde på det område. Vores anbefalinger går også meget på tværs, og det er jo en samtale, vi har haft i årevis i det offentlige. Så jeg ville også selv som leder tænke endnu mere i tværfaglige indsatser, fx ved i familieafdelingen at arbejde endnu tættere sammen med PPR.
Lederen skal myndiggøre opgaven
Hun fremhæver især lederens rolle i at myndiggøre opgaven med trivsel.
– Lederen skal sige: ”Det her er også en opgave for os”, så man i sin faglige ledelse går i spidsen for fagligheden i indsatserne. Det gjorde jeg selv som rektor på Designskolen i vores trivselsindsatser, hvor jeg brugte min pædagog-psykologiske faglighed ved at spørge: ”Hvad betyder det her for os?”. Det tror jeg faktisk er ekstrem vigtigt – at man kan beskrive, hvad det betyder i en fx en socialrådgiverfaglighed: Hvad er vores faglige bidrag i det her, siger Lene Tanggaard og tilføjer:
– Når vi har at gøre med børn, der ryger ind og ud af mistrivsel, er vi nødt til at have flere fagligheder på banen, som tør gå ind og se på problemet. Og her skal den faglige leder stå på mål for, at medarbejderne gør det.
Og nej, det er ikke nødvendigvis svært, mener hun.
– Det kræver, at man bruger de almindelige ledelsesværktøjer, man allerede har med sig: Transparens i kommunikation, generisk ledelse – og så at tale i det sprog, man leder fagligt. Ellers har man ingen legitimitet som leder.
Diagnoser er adgangsbillet til hjælp
Derudover, mener Lene Tanggaard, er der oplagte mistrivselsforebyggende gevinster at hente i den tidlige indsat og i de specialiserede spor, som heller ikke er nye diskussioner i den offentlige velfærd. Her er dog et dilemma, som kommissionen også debatterede, påpeger hun:
– Vi anbefaler jo, at en ekspertgruppe skal se på udviklingen på det specialiserede område, fordi de psykiatriske diagnoser er eksploderet i antal, som de er. Det har vi diskuteret meget i kommissionen – at en diagnose ser ud til at være en form for adgangsbillet til hjælp i det offentlige, selvom loven siger noget andet. I praksis bliver det tilsyneladende ofte en diagnose, som udløser støtte. Det har vi brug for at få set på: Hvorfor føler forældrene sig pressede til at aktivere fx deres private sundhedssikring for at få hjælp? Og her har fagprofessionelle og deres ledere også en rolle at spille – at der ikke behøver at være en diagnose på spil hos alle, der ikke trives i en periode. Nogle børn kan have brug for anden støtte end fra det medicinske paradigme.
Er der ikke en risiko for med 33 anbefalinger, at de alvorlige problemstillinger, I rejser og anbefaler løsninger på, drukner i mængden og rapporten bare havner på hylden, så hverken ledere eller fagprofessionelle samler den op og bringer ind i velfærdsarbejdet?
– Det er altid en kommissions svøbe og risiko – at havne på hylden. Men der har været helt utrolig meget debat om vores arbejde allerede. Næste skridt er oversættelsen af anbefalingerne ind i de faglige indsatser. Det er en vigtig faglig ledelsesopgave.
Så hvis jeg ringer til dig om tre år for at høre, hvordan du synes, det er gået med anbefalingerne, hvad vil du så mon svare?
– Jeg håber, at diskussionen om diagnoserne forhåbentlig gør en forskel. Jeg håber også, at vi måler mindre på børn. Jeg er ikke sikker på, at børn i 2. klasse ved, hvad de svarer på, når de bliver målt i en trivselsundersøgelse, der bygger på selvrapportering. Og så tror jeg helt genuint på, at hvis vi får allokeret nogle ressourcer – vi har omprioriteret en halv mia. kroner i vores anbefalinger – og får bragt de pædagogiske og socialfaglige kompetencer i spil, vil det gøre en forskel. Og det, at vi netop ikke taler om en trivselskrise, som giver tunnelsyn og en trang til at sætte alt muligt hurtigt i gang, giver ro til at tænke sig om, lave nogle ordentlige analyser og beskriver og så handle på det, også ledelsesfagligt. Det, håber jeg, gør en forskel.
Læs Trivselskommissions anbefalinger her
Cand.psych., ph.d. og professor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet siden 2008. Fra 2020-2025 var hun rektor for Designskolen Kolding, men valgte selv i 2025 at vende tilbage til jobbet som fuldtidsprofessor og forskningsleder på AAU. Er desuden forfatter til en lang række bøger om psykologi, læring, kreativitet og arbejdsliv.