I snart 15 år har Offentlig Ledelses faste coach, erhvervspsykolog Stig Kjerulf, coachet og guidet læserne i hvert eneste nummer af magasinet om alt fra det personlige lederskab, personaleledelse, konflikthåndtering, ledelsesudvikling osv. En samling af de bedste er nu udgivet som lille hæfte.
I hvert eneste nummer af Offentlig Ledelse præsenteres Stig Kjerulf for en problemstilling, du som leder givetvis også selv har bokset med eller kommer til på et tidspunkt. Og med en vel doseret blanding af erfaring, indsigt, ledelsesfaglighed og totalt fravær af hensynsbetændelse giver Stig Kjerulf altid sit bud på at håndtere netop den konkrete udfordring eller dilemma.
Feltet har i tidens løb haft noget af en spændvidde. Fra det meget personlige i lederskabet: Hvordan bliver jeg en bedre leder, hvordan sikrer jeg robusthed og trivsel hos mig selv og mine medarbejdere, hvordan håndterer jeg konflikter i ledelsesgruppen, hvordan leder jeg mine tidligere kolleger …
Over den faglige ledelse af frontmedarbejdere: Hvordan forebygger jeg den stress, medarbejdere med svær borgerkontakt kan opleve, hvordan korrigerer jeg adfærd hos medarbejdere, uden at det opleves som personlig kritik, hvordan leder jeg bedst medarbejdere, som sidder i dilemmafyldte jobs med både myndigheds- og støttefunktion overfor borgerne …
Til den mere generelle personaleledelse: Hvordan håndterer jeg kritik af medarbejdergruppen udefra, hvordan leder jeg med tillid, når jeg har det bedst med kontrol, hvordan tager jeg bedst imod nyansatte, så de falder godt til i opgaverne og det sociale liv på arbejdspladsen …
I en lille bog har vi samlet et udvalg de bedste interviews med Stig Kjerulf om emner, som vi håber, du kan genkende fra din egen hverdag som leder og derfor kan lade dig inspirere af.
God læselyst.
HK Kommunal Chefgruppen og Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening