Af Charlotte Larsen
Hvad der er værst:
alle de møder de booker?
eller alle de møder de aflyser?
de fleste dage lander jeg på aflysningerne
møderne er som stivheden
vi lever med som et vilkår:
mindre frie, mindre kreative, mindre produktive
vi accepterer stivheden
som vi accepterer vore kroppes aldersbetingede funktionsnedsættelser
aflysningerne er som kræft:
uforudsigeligt breder de sig
griber ind i andres mulighed for at leve et sundt arbejdsliv med handlerum
aflysningerne sætter sig i vores kollektive autonome nervesystem
som den uro vi ikke kan ryste af os
aflysningerne opretholder et konstant forhøjet beredskab
hvor vi er klar til at tilpasse os hastere
og ombookinger – fra time til time
det vigtige er stort set aldrig hastere
det vigtige – AKA, det varigt effektskabende
kan planlægges – det skal planlægges
i lange spændstige buer af systematisk og vedholdende arbejde:
kun de buer giver en vis rygdækning
for de høje forventninger vi måtte ha’ til hinanden.
Selvstændig ledelsesrådgiver i den offentlige sektor. Udgav i 2023 digtsamlingen Det værste og det bedste i mit liv som leder. Læs mere på www.mondays.dk