Som souschef i Børn, Unge og Familie i Lolland Kommune oplever Michael Vinther Hansen, at hans socialfaglige medarbejdere udøver en høj grad af økonomisk ansvarlighed, når de skal vurdere, hvilken foranstaltning eller tilbud en borger skal tilbydes. Men altid med den faglige vurdering som udgangspunkt.
Af journalist Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com
Enhver, som kender bare lidt til den kommunale virkelighed, ved, at pengekassen sjældent bugner af klingende mønt, som ingen aner, hvad de skal bruge til. Det er heller ikke tilfældet i Børn, Unge og Familie i Lolland Kommune, hvor Michael Vinther Hansen er leder for cirka 60 medarbejdere, primært socialrådgivere.
Med 20 års erfaring i lederjobbet kender Michael Vinther Hansen derfor også sine ’lus på gangen’ og farer med omhu og lempe, når han taler om økonomi i en socialfaglig kontekst. For, som han siger:
– Man bliver nemt fanget i en snak om, at det handler om at spare penge, fordi økonomien fylder så meget i vores arbejde. Derfor trækker jeg lige vejret og understreger: Vores arbejde med udsatte børn, unge og voksne handler om at agere ansvarligt i forhold til Barnets Lov og Serviceloven, som siger, at vi skal tage både faglige og økonomiske hensyn. Det er skrevet ind i lovteksten.
Det betyder, fortsætter Michael Vinther Hansen, at den enkelte medarbejder skal overveje ud fra en socialfaglig vurdering, hvilket tilbud eller foranstaltning kommunen skal give – og hvad det koster.
– Mine medarbejdere skal se på: ”Hvordan får jeg det rigtige tilbud til den rigtige pris?”. Og det oplever jeg i allerhøjeste grad også, at de gør. Det handler ikke om, at de arbejder i Lolland Kommune, hvor økonomien er presset, og hvor vi har en særlig demografi. De ville agere på samme måde, hvis de var ansat i en anden og rigere kommune. Mine medarbejdere handler med udgangspunkt i de borgere, de møder, og deres problemstillinger, siger han og fortsætter:
– Og her handler økonomi ikke om, at vi ikke kan hjælpe folk, fordi vi ikke har råd. Det handler om at balancere den økonomi, vi har, og om, at vi er dygtige til at prioritere. Og det oplever jeg, at medarbejderne bidrager til at gøre. Men altid med den faglige vurdering først – økonomien kommer bagefter.
Økonomi styrer ikke fagligheden
Når det er sagt, erkender Michael Vinther Hansen, at økonomi fylder rigtig meget i hans job. Derfor sætter han også stor pris på den økonomiske ansvarlighed, han oplever, at de socialfaglige medarbejdere udøver – uden at han skal blande sig eller minde dem om det.
– De foretager jo selv en vurdering af den indsats, de vil sætte i værk, og når vi taler om eksterne tilbud og leverandører, ser de på, hvem der kan levere det rigtige tilbud fagligt og indholdsmæssigt – og i den vurdering indgår prisen også. Det er de optaget af, fordi de både navigerer i et lokalt budget, men også bruger samfundsmidler, som kræver, at de tiltag, vi sætter i værk, skal være pengene værd.
Problemet er, pointerer Michael Vinther Hansen, at når man taler om økonomi, tror mange, at den kommer
til at styre det socialfaglige arbejde.
– Men det er ikke tilfældet, når jeg ser på, hvordan mine medarbejdere agerer. De laver altid en faglig vurdering af, hvilken hjælp det enkelte barn eller borger har brug for – og så ser de på, hvordan vi kan gøre det økonomisk mest ansvarligt. Det handler om, hvilket tilbud der i tilstrækkelig grad kan imødekomme barnets behov.
Gør lederjobbet lettere
Hvad betyder det for dig som leder, at dine medarbejdere udviser både faglig og økonomisk ansvarlighed?
– Det gør selvfølgelig mit lederjob lettere – også fordi jeg har fuld tillid til, at de laver de rigtige vurderinger og træffer de rigtige beslutninger. Og så er det klart, at hvis vi fx har en budgetoverskridelse, vil blikket være rettet mod mig med spørgsmålet om, hvorfor det er sådan. Det er jo mit ansvar som leder. Derfor kommer jeg heller aldrig den anden vej og siger til medarbejderne: ”Vores budget er presset. Det må vi tage højde for”.
Når det er sagt, anerkender Michael Vinther Hansen, at balancen mellem faglighed og økonomi er en følsom diskussion – også fordi der i nogle kommuner i tidens løb har været eksempler på, at økonomien har fået lov at styre de socialfaglige dispositioner, når pengekassen har været tæt på tom.
– Pengene rækker ikke altid. Men det må vores arbejde ikke være styret af. Vi skal altid forholde os til, hvilken hjælp borgerne skal have – og så må vi gøre det på den bedste og billigste måde. Som sagt oplever jeg, at socialrådgiverne har den adfærd med sig som en del af deres faglighed.
Og det glæder Michael Vinther Hansen, at det er sådan, fordi han oplever, at der er sket en positiv forandring, fra da han selv blev uddannet socialrådgiver i slutningen af 1990’erne.
– Dengang talte vi slet ikke om økonomi. Det var et fyord, og det kunne virkelig provokere socialrådgivere, hvis nogen gjorde det. Her er sket en transformation – om at vi skal være opmærksomme på at handle ansvarligt, både fagligt og økonomisk. Og jeg oplever, at medarbejderne anerkender, at økonomisk ansvarlighed sagtens kan gå hånd i hånd med en god, faglig vurdering.