udgives i samarbejde mellem

Råb op!

Sådan gør du din kommunikation bedre

Lederes kommunikation handler om én ting: troværdighed. Hvis  ikke modtagerne – medarbejderne, borgerne eller samarbejds­partnerne – tror på, hvad du siger, er det svært at lede dem.

Af journalist Tina Juul Rasmussen  |  tina@juul-kommunikation.com 

Troværdigheden, når vi taler, ligger ifølge kommunikationsekspert Erik Barfoed fra Fokus Kommunikation i både det fysiske udtryk, dvs. kropssprog, mimik, måden at tale på osv., og i den stil, du som leder vælger at tale i: fakta, relationer, visioner eller praktik. Er du konkret, abstrakt, konkluderende eller undersøgende? 

En måde at arbejde med sin kommunikation på er ved at blive videofilmet, somlederteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune har gjort det sammen med Erik Barfoed.

– Fordelen ved at gøre det sammen med dine lederkolleger er, at det er et nogenlunde trygt rum. Som leder skal du ud at stå på ølkassen, så det at øve dig sammen med nogle, du kender godt, er jo ingenting sammenlignet med, når du skal tale til hele medarbejdergruppen eller direktionen, siger han og anerkender, at det sagtens kan være udfordrende og grænseoverskridende alligevel. Men også lærerigt at se sig selv in action.

For at kunne arbejde med din måde at kommunikere på skal du kende til retorisk teori og virkemidler. Det kan man ifølge Erik Barfoed relativt hurtigt blive klogere på.

– Når du har lært lidt teori og teknik, kan du gentage din tale på video og se, om du med din nye viden er blevet mere bevidst i måden, du taler på. Målet er at nå dertil, hvor du flytter din bevidsthed og fokus fra dig selv ud til dine tilhørere. En dygtig taler går i dialog med sit publikum – også selv om der sidder 10.000 tilhørere i salen, siger han.  

FAKTA

Tre gode råd til feedback

En måde at blive klogere på, hvordan du fremstår i din kommunikation, er ved at bede om feedback fra dine lederkolleger. Det kan være sårbart at høre, hvordan andre oplever dig, så derfor er det fornuftigt at aftale nogle spilleregler for feedback, pointerer Erik Barfoed.

– Feedback skal først og fremmest være konkret. Hvad lægger du mærke til? Hvilken kommunikationsstil har du? Det handler altså ikke om, hvem du er som person inderst inde, men om dine teknikker, som har betydning for, hvor troværdig du fremstår, siger han.

Feedback skal også være direkte for at virke. Derfor er det ifølge Erik Barfoed vigtigt, at den er konkret, konstruktiv og kærlig, og at du på forhånd har formuleret, hvad feedbacken skal handle om. Den kan så med fordel bygges op efter disse tre trin:

1.  Observer: Jeg har observeret, at du taler meget hurtigt. 

2.  Fortolk: Jeg synes, at du virker nervøs, når du taler så hurtigt.

3.  Konstruktivt forslag: Jeg foreslår, at du arbejder med at sætte farten ned. Hvis det er svært, kan du arbejde med at gøre dit manuskript kortere eller træne åndedrætsøvelser lige inden, du skal tale. 

Du, som modtager feedbacken, skal tie og lytte. Ikke gå i forsvar, men tage det til dig, som du kan bruge. Du behøver ikke at være enig i al feedback, men blot sige tak for den feedback, du får, siger Erik Barfoed.

Øv din kommunikation med skuespiller Jens Arentzen

Alle kan lære at kommunikere – eller kommunikere bedre, klarere og mere vedholdende. Det er historien fra Ringkøbing-Skjern Kommune et godt eksempel på.

For skuespillere er det altafgørende at være tydelige og bevidste i deres formidling af en rolle – både verbalt og i kropssprog. Derfor træner og øver de sig meget på at være helt præcise i måden, de går, taler, står på en scene.

Skuespilleres teknik kan ledere også have glæde af at øve. Derfor har Væksthus for Ledelse fået skuespiller Jens Arentzen til at dele ud af sine tips, tricks og erfaringer om at kommunikere fysisk og verbalt. 

Det er blevet til en hel stribe korte videofilm, opdelt efter temaer, hvor Jens Arentzen ganske lavpraktisk og visuelt demonstrerer, hvordan en leder kan kommunikere i forskellige situationer – fra ”talen til den store forsamling” over ”personalemødet” til ”en vanskelig samtale” og mange, mange flere. 

Læs introduktionen til Jens Arentzens metode og se de film, som matcher netop dine behov for at øve din kommunikation og fremtræden: 

lederweb.dk/udgivelser/jens-arentzens-metode/

Scroll to Top