udgives i samarbejde mellem

Eksistentiel ledelse: Stå stærkere i dit personlige lederskab

Eksistentiel ledelse: Stå stærkere i dit personlige lederskab

Vejen til et stærkere personligt lederskab går først og fremmest gennem en forståelse af de mest grundlæggende aspekter af den menneskelige eksistens. Disse grundvilkår former også former dit liv som leder, og derfor må du forholde dig til dem.

Af Mette Vesterager

Livet som leder er fyldt med eksistentielle udfordringer. Du skal håndtere den tvivl og frygt for at fejle, der følger med jobbet. Du skal ikke kun forholde dig til alle de muligheder, der står åbne, men også håndtere tab og fravalg. Du skal skabe mening i arbejdet for dine ansatte og være til rådighed, både for dem og for borgerne. Alt imens du også håndterer politiske reformer og forandringer, presset fra globalisering og den teknologiske udvikling osv.

En kompleksitet, som gør dine beslutninger svære at træffe, og som fordrer, at du kan håndtere den grad af usikkerhed, det kan skabe hos dig – og dine omgivelser. Alle disse problemstillinger taler direkte ind i en eksistentiel forståelse af ledelse.

Hvad er eksistentiel ledelse?

Eksistentiel ledelse sætter menneskets eksistens i centrum for ledelse i praksis. Som leder er du først og fremmest menneske, og ledelsesdilemmaer og -udfordringer er menneskelige dilemmaer og udfordringer. Det samme gælder de mennesker, som er omkring dig – medarbejdere, borgere, kunder og leverandører. De er også først og fremmest mennesker – jeres professionelle relation til trods.

Derfor handler eksistentiel ledelse helt grundlæggende om, at du som leder må træde frem som menneske, baseret på din refleksion over grundlæggende vilkår som frihed, forbundethed, ensomhed, tid og død – frem for at fortabe dig i travlhed og uendelig drift. Det vil gøre dig bedre til at håndtere de store, grundlæggende udfordringer, du står med.

”Som Søren Kierkegaard skriver, er det at blive et menneske en opgave, vi er stillet og hele tiden står overfor. Det samme kan man sige om det at blive leder. Det er ikke noget, du straks bliver, fordi du får en titel. Og du vælger heller ikke, hvem du er som leder én gang for alle. Det er en opgave, du hele tiden står overfor, fordi du skal handle i forhold til den konkrete kontekst, du indgår i. Og den er aldrig den samme, idet verden, og hvem du er, hele tiden er under forandring.”

Uddrag af bogen Eksistentiel ledelse – En guide til personligt lederskab af Mette Vesterager

Ledelse kan ikke sættes på formel

Eksistentiel ledelse afviser, at vi kan sætte ledelse på formel. Som leder kan du ikke på forhånd afgøre, hvordan du skal handle, eksempelvis i hvilken grad du skal involvere medarbejderne. I nogle situationer skal du gøre det, fordi de har værdifulde bidrag, bliver motiveret af at blive inddraget, og fordi du ikke ønsker at træffe beslutninger hen over hovedet på dem. Andre gange orker de ikke alle mellemregninger og har bare brug for, at nogen tør træffe en beslutning.

Du kan altså ikke udarbejde hug-og stikfaste manualer for ledelse – eller dele mennesker og hele verden op i typer og kategorier. Du må forholde dig til den konkrete situation, du står i. Og du må have dig selv med som menneske. Det vigtigste bliver derfor din egen refleksion over, hvordan du gerne vil handle ud fra det menneske, du er og gerne vil være.

Eksistentiel ledelse påpeger også, at vejen til et bedre lederskab ikke går gennem at søge fuld kontrol, som alligevel er umuligt at opnå, men tværtimod gennem at lære at stå i det ukendte og tage ansvar for både det, du har indflydelse på og det, du ikke har.

Ja, det kan være angstpro­vokerende. Men tør du at stå der, finder du også glæden og vejen til at hvile i dit personlige lederskab.

 

Fakta: 3 trin til at styrke dit personlige lederskab gennem eksistentiel ledelse

  1. Skab tid til refleksion – og at få afprøvet refleksionerne i praksis. Travlheden skubber de svære følelser væk og gør, at vi undgår at forholde os til svære problemstillinger. Tid til refleksion er derfor afgørende, men det er også vigtigt at få afprøvet refleksionerne i praksis, for det er først herigennem, at de rigtig får mening.
  2. Menneske først, dernæst leder. Som leder kan du ikke handle ud fra en forudbestemt formel eller bare gøre, som du altid har gjort. I dag er du ikke leder primært i kraft af titel eller hierarkisk status – og du kan ikke blot lede i form af processer og procedurer. Dertil går forandringerne for hurtigt. Du må være nærværende til stede, og have dig selv med og forholde dig til hvem du er som menneske først, dernæst leder. Du er i høj grad leder i kraft af dit personlige lederskab.
  3. Forhold dig til de store emner i livet. Du bliver en bedre leder af at forholde dig til de store emner i livet. For de eksistentielle grundvilkår bliver ofte sat på spidsen i ledergerningen. Medarbejderne forventer, at du kan skabe mening for dem, ensomheden forstærkes af, at du aldrig bare kan være en af kollegaerne. Du kan aldrig helt blive herre over livet som leder. Du står med ansvaret for noget, du ikke selv er ophav til. Du skal også håndtere tab, når projekter lukkes, medarbejdere siger op eller afskediges.
Scroll to Top