Udviser man ikke mod som leder, svigter man sin ledelsesopgave. Det kræver, at man forlader offerrollen og træder ud på scenen som leder.
Af Anders Fløjborg
I dette nummer af Offentlig Ledelse tager vi livtag med noget af det inderste i ledelsesgerningen: Det mod, vi som offentlige ledere har brug for og gør brug af, når vi skal lede, styre og vise vej for medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere i de til tider meget komplekse velfærdsdilemmaer, vi står i.
Kend dit ledelsesrum
Som ledere har vi brug for mod. Både det mod, som er iboende os selv, men også det mod, vi sammen skaber qua den sociale kapital, vi har opbygget i organisationen. Uden den intet mod, ingen trivsel eller fremdrift.
Men som ledere skal vi også kende og markere rammerne for vores ledelsesrum, hvis vi skal kunne udfolde modet. Jo tættere væggene rykker på os, og jo mindre albuerum vi har, des mindre mod vil vi også have plads til at udvise. Ledelsesrummet er i min optik en konstruktion, vi selv er med til at skabe, men den skal forhandles og bringes på plads fra første dag i stolen.
Og med ledelsesrummet og modet følger også forpligtelsen til at forlade offerrollen. Som ledere må vi ikke forsvare og forklare os med, at noget er ’de andres skyld’: Politikernes, fordi de ikke giver os råderummet, medarbejdernes, fordi de ikke løser opgaverne godt nok – eller ressourcernes og rammernes, fordi de er for snævre.
Nej, ansvaret for og opgaven med at komme i mål – med præcis de rammer, ressourcer og mennesker, vi omgiver os med – er vores som ledere. Og ja, nogle gange betyder det, at vi må træffe beslutninger på et spinkelt grundlag, som vi senere kan være nødt til at revidere, når vi er blevet klogere eller har fået nye og flere informationer. Sådan er det at være leder. Og menneske.
For mig er det læringsperspektivet som leder – og for organisationen som helhed, der er det centrale. Men at tro, at ’sandheden er derude’, og at vi derfor altid kan træffe den bedste af alle beslutninger som leder – den holder ikke.
Med ledelsesrummet og modet følger også forpligtelsen til at forlade offerrollen. Som ledere må vi ikke forsvare og forklare os med, at noget er ’de andres skyld’.
Inviter til følge- og fællesskab
Og her kommer vores mod i spil. For i det øjeblik du beslutter, hvilken vej toget skal køre, står du også på mål for, at det når frem – af den ene eller anden rute og ’til tiden’. I denne sammenhæng er mod for mig at gøre det, som på et oplyst grundlag på det tidspunkt er det rigtige at gøre – også selv om det ikke er åbenlyst eller accepteret – uden at vi forfalder til kampretorik i den sammenhæng. Mod er at turde give udtryk for det, som, man ønsker, skal ske.
Ja, det kræver, at man som leder inviterer til følgeskab. Og at man træder ud på kanten af scenen og viser, hvad man mener, siger, hvad man tænker – og danser trinene, så alle kan hoppe med, fordi de bliver inspirerede og har lyst til at være en del af fællesskabet i det moderne velfærdssamfund, vi er så modige at skabe.