Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, og det sætter sit præg på os, både fysisk og psykisk. Men med få ændringer i hverdagen kan vi forebygge en lang række sygdomme.
Flere og flere virksomheder indfører fysisk aktivitet på arbejdspladsen – alt fra at en opfordring til at tage trappen frem for elevatoren til fælles træning efter arbejde. Og fysisk aktivitet på arbejdspladsen er en god investering, hvis man spørger organisationen ArbejdsmiljøNET og sundhedsdirektør og fysioterapeut Niels Honoré fra Fysio Danmark. Det skriver ArbejdsmiljøNET i det seneste medlemsblad.
Skift møder ud med walk & talk
Få ændringer i dagligdagen kan give øget aktivitet og være med til at forebygge en lang række sygdomme, som er årsag til fravær og i værste fald tidligt stop på arbejdsmarkedet. Ifølge Niels Honoré handler det dog ikke kun om den fysiske gevinst, men i lige så høj grad om etisk ansvarlighed.
– Vi har vores medarbejdere i mange år, og vi skal hjælpe hinanden, for vi bruger rigtig meget tid på arbejdspladsen. Der er ingen tvivl om, at motion ikke kun hjælper på vores fysik, men også den psykiske sundhed, siger han og fortsætter:
– Det er de færreste, der har tid til høj pulstræning i løbet af arbejdsdagen, men mindre kan også gøre det. Man kan fx skifte de stillesiddende møder ud med walk & talk-møder. De små ændringer kan gøre en stor forskel.
Fysisk aktivitet er en god investering, fordi det i sidste ende betyder færre sygedage, mere energi – og faktisk styrker træning i arbejdstiden også relationerne på arbejdspladsen.
Kroppen er lavet til at bevæge sig
Organisationen ArbejdsmiljøNET , som er et netværk for Danmarks arbejdsmiljøprofessionelle, arbejder på at gøre virksomheder opmærksom på behovet for og udbyttet af fysisk aktivitet på arbejdspladsen.
– Kroppen er lavet til at bevæge sig, og derfor kan for meget stillesiddende arbejde have negative sundhedspåvirkninger. Fysisk aktivitet er en god investering, fordi det i sidste ende betyder færre sygedage, mere energi – og faktisk styrker træning i arbejdstiden også relationerne på arbejdspladsen, siger Charlotte Breinholt, formand for ArbejdsmiljøNET.
Tre fokusområder til mere fysisk aktivitet
Det kan være svært at komme fra tanke til handling, og derfor bør fysisk aktivitet indarbejdes i den daglige rutine. I ArbejdsmiljøNETs medlemsblad fremhæver Niels Honoré tre vigtige fokusområder:
– For det første er det vigtigt med en langsigtet strategi. En god idé er sammen at definere, hvad vi gerne vil have ud af indsatsen: færre sygedage, mere trivsel eller noget helt tredje?
Han påpeger, at man med stor fordel kan udarbejde en årsplan med fælles fysiske aktiviteter som DHL-stafet, en gåtur rundt om søen, ”Vi cykler på arbejde”-kampagnen mv., så der løbende er tiltag og aktiviteter, der motiverer medarbejderne til at opretholde den fysiske aktivitet.
For det andet er det vigtigt med faste tidspunkter:
– Vores hjerne elsker vaner. Det bliver derfor langt nemmere at komme ud på den daglige gåtur, hvis den ligger samme tid hver dag. Det samme gælder en træningsaftale med kollegerne; sørg for, at den ligger en fast dag på et fast tidspunkt. Så bliver det hurtigere en del af den faste rutine, fastslår Niels Honoré.
Undervurder ikke det sociale aspekt
For det tredje må man aldrig undervurdere det sociale i de fysiske aktiviteter.
– Der er rigtig mange både fysiske og mentale fordele ved at være fysisk aktiv, men det sociale element er for mange den største drivkraft. Og som nævnt behøver det ikke tage lang tid. Et kvarters gang kan gøre en forskel. Små øvelser ved skrivebordet kan gøre en forskel. Og så kan man sagtens være produktiv samtidig, siger Niels Honoré.
Ifølge ArbejdsmiljøNET skal der netop investeres tid og kræfter på, hvordan fysisk aktivitet på arbejdspladsen gøres overskuelig og en naturlig del af hverdagen.
– Både for ledere og medarbejdere er det vigtigt, at den fysiske aktivitet ikke bliver en hæmsko eller noget som gør dagligheden mere besværlig. Som Niels Honoré nævner handler det om at naturliggøre processen, så initiativerne passer ind til den specifikke virksomhed. For nogle betyder det at lave en løbeklub og for andre starter det med at motivere kollegerne til at tage trappen i stedet for elevatoren, fastslår Charlotte Breinholt.