udgives i samarbejde mellem

Nå det, som er vigtigt for dig i dag

Stephen Coveys over 20 år gamle bestseller 7 gode vaner har fået en søster: De 5 valg, som også handler om at skabe produktivitet og finde balance i livet.

Af journalist Ulla Bechsgaard //  ulla.bec@gmail.com  • Illustration: Niels Poulsen

Stephen R. Coveys bog 7 gode vaner er stadig på bestsellerlisterne verden over, selv om det er 28 år siden, at den første udgave udkom. FranklinCovey-konsortiet har nu revitaliseret 7 gode vaner og skabt De 5 valg. Vejen til ekstraordinær produktivitet.

Bruger ny viden om teknologi og hjernen

De 5 valg handler ligesom 7 gode vaner om at blive mere produktiv og leve et liv i balance, fortæller Tonny Maak, partner og direktør for produktivitet i FranklinCovey Danmark og medforfatter til den danske udgave af De 5 valg.

– Da vi besluttede at modernisere 7 gode vaner, undersøgte vi, hvad der er sket i verden de seneste 27 år. Især teknologien har udviklet sig enormt, og vi ved også meget mere om den menneskelige hjerne, men det ser ikke ud til, at vi er blevet meget klogere. Mange ledere pisker rundt i toppen af Maslows behovspyramide og er optaget af selvrealisering, ironman osv., men glemmer at forholde sig til, hvad meningen med livet egentlig er, siger han og fortsætter:

– Der er sket meget med den måde, vi arbejder på, og de værktøjer, vi bruger i dag. Prøv at tænke tilbage til 1989: Havde vi bærbare pc’er? Nej. Mobiltelefoner og Netflix? Nej. I udviklingsafdelingen tog vi derfor fat i nogle af de ti millioner mennesker, vi har undervist i 7 gode vaner, og spurgte dem, hvilke udfordringer de har i dag.

Mange nævnte ifølge Tonny Maak, at de bliver stressede af deres e-mails, og forfatterne var derfor overbeviste om, at den nye bog skulle rumme noget om, hvordan vi håndterer teknologi, så den arbejder med os i stedet for mod os.

– Der er jo en lang række funktionaliteter i programmer som Outlook og Notes. Og mange institutioner har brugt masser af penge på teknologi, men de lærer ikke medarbejderne, hvordan de skal bruge den. Det skal vi blive bedre til, for det kan i den grad være med til at mindske stress, siger Tonny Maak.

Brug din tid til det ekstraordinære

I 7 gode vaner indeholdt tidsmatricen fire kvadranter: haster, haster ikke, vigtigt, ikke vigtigt. I De 5 valg er de benævnt: Q1 Nødvendighed, Q2 Ekstraordinær produktivitet, Q3 Distraktion og Q4 Spild.

Jo mere tid vi bruger i Q2, des bedre, mener Tonny Maak, fordi Q2 indeholder proaktivt arbejde, målsætninger med stor effekt, kreativ tankegang, planlægning, opbygning af relationer, forebyggelse, læring og fornyelse.

– De fleste mennesker har svært ved at finde tid til Q2, fordi de bruger al deres tid på kriser, sidsteøjebliksproblemer og uforudsete hændelser i Q1 – de nødvendige opgaver, og resten af deres tid i Q3, som blandt andet er unødvendige afbrydelser og uvigtige e-mails, samt i Q4, som er direkte spild: overspringshandlinger, overdreven afslapning og sladder.

– Når vi er udsat for så markant et opmærksomhedsangreb udefra, som vi er i dag, påvirker det vores hjerne og vores effektivitet. Derfor er missionen med De 5 valg at bruge den nye viden om hjernen og om ny teknologi til at få endnu flere mennesker til at lægge deres hoved på puden om aftenen, smile og tænke: ”Jeg nåede dét, der er vigtigt for mig i dag”, siger Tonny Maak.

 

Mange ledere pisker rundt i toppen af Maslows behovspyramide og er optaget af selvrealisering, ironman osv., men glemmer at forholde sig til, hvad meningen med livet egentlig er.
Tonny Mak, partner i FranklinCovey Danmark

Fakta: De 5 valg

  1. Ager på det vigtigste.
  2. Stræb efter det ekstraordinære.
  3. Planlæg de store sten.
  4. Styr din teknologi.
  5. Hold gang i ilden.

1. Ager på det vigtige – reager ikke på det, der haster

’Vigtigt’ og ’haster’ er meget forskellige, og du bruger valg nummer to (’stræb efter det ekstraordinære’) til at lære at skelne. Tænk over, hvor du vil investere dine knappe ressourcer. Du kan ikke være ekstraordinær i alt, så vælg derfor nogle få områder i dit liv, hvor du investerer din opmærksomhed og tid. Andre områder er også vigtige, men du vælger blot at holde dem ved lige.

2. Stræb efter det ekstraordinære – nøjes ikke med det ordinære

Vælg og definer dine maks. ti ekstraordinære roller. Det er en praktisk måde at få valgt din livsmission.

3. Planlæg de store sten – sortér ikke grus

Noget af det allervigtigste for mange mennesker er at sætte sig ned en gang om ugen og planlægge. ’De store sten’ skal forstås som den tid, vi bruger på nøglerelationer, vigtige projekter, krisemøder osv. Disse aktiviteter er en kontrast til gruset – de små ting, som fylder i vores liv.

4. Styr din teknologi – lad ikke teknologien styre dig

Mange føler sig pressede af e-mails, Facebook og andet, der uophørligt lyser op på deres device, som de samtidig er blevet afhængige af – i en grad, så de mærker de samme symptomer, som hvis de havde ADHD: Det kniber med at fastholde opmærksomheden, de bliver distræte og glemmer. Den primitive del af hjernen frigiver nemlig belønningsstoffer, når vi rækker ud efter vores smartphone, på samme måde som når vi griber til cigaretter eller alkohol. Ifølge Tonny Maak skal vi derfor arbejde på at få den nye teknologi til at understøtte os i stedet for at modarbejde os: Brug fx ’regler’ i din mailklient til at flytte cc-mails automatisk til en mappe, og brug Outlooks og Lotus Notes’ planlægningsværktøjer.

5. Hold gang i ilden – brænd ikke ud

Dette sidste valg svarer til ’slib saven’ fra 7 gode vaner. Det handler om alt det, man kan gøre for sig selv: bevæge sig, spise rigtigt, få nok søvn og have kontakt til andre.
– Brug dit hæve-sænke-bord, og husk at kigge hinanden i øjnene. Det giver energi, siger Tonny Maak.

Scroll to Top