Om ganske år vil styringen af den offentlige sektor se anderledes ud end i dag, spår Allan Søgaard Larsen, formand for Ledelseskommissionen. Tiden er moden til et skifte i retning af et større personlig ledelsesrum.
Af journalist Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommuniaktion.com
Hvis ikke før, så fik Ledelseskommissionen i hvert fald på Folkemødet gjort sig synlig og sat sit fingeraftryk på debatten om god offentlig ledelse i mange forskellige regi. Det var derfor en ganske glad og tilfreds, men også lidt træt kommissionsformand, som lørdag eftermiddag mødte Offentlig Ledelse på Cirkuspladsen til en snak om ’mindre styring, mere ledelse’ eller ’ingen ledelse uden styring’ eller …
Hvordan hænger det sammen for dig?
– Vi kan ikke tale ledelse uden styring – og omvendt. Det mener jeg faktisk også er skrevet ind i vores kommissorium i den passus, der handler om rammevilkår i forbindelse med moderniseringen af den offentlige sektor gennem blandt andet best practice. Når det er sagt, befinder vi os i et regime, hvor styringen er nået til et niveau, som forhåbentlig vil se anderledes ud om bare tre år, svarer kommissionsformanden.
Og refererer til Anders Fløjborg, formand for Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening, som han hørte tidligere på dagen i Offentlig Ledelses debat Linedans for ledere.
– Han sagde helt rigtigt, at den styring, som har været dominerende, har bragt os derhen, hvor vi er nu med styr på budgetterne osv. Den platform kaster vi ikke over bord, men vi behøver heller ikke hele tiden at tale om den.
Læs artiklen fra Offentlig Ledelses debat Linedans for ledere her.
Svært at holde gode ideer tilbage
Det er, mener Allan Søgaard Larsen, svært at holde en idé tilbage, hvis tiden er kommet – præcis som vi ser det med digitaliseringen lige nu. Og i god offentlig ledelse er tiden kommet til at lette styringens tunge vægt fra ledelse:
– Vi er så at sige klar til vores næste udviklingstrin. Vi er der, hvor den personlige ledelse skal til. Nu skal vi arbejde med, hvordan vi øger fagligheden i kerneopgaven til gavn for borgeren og reducerer kompleksiteten i de mål, som vi sætter op.
For ledelse er et rigtig stærkt værktøj, fastslår han.
– Når du skal forandre noget, fx flytte en organisation fra a til b, kan du give flere penge. Det er nogle gange nødvendigt. Eller du kan lave policys, fx for hvor mange bade de ældre skal have om ugen. Det er ikke altid en god løsning. Men du kan også bruge ledelse til at flytte tingene med.
Vi skal lære af de dygtigste
Ligger der i virkeligheden et tillidsspor nedenunder det, du siger her?
– Ja, vi har brug for større tillid, både til medarbejderne og til lederne. Det betyder ikke, at vi ikke skal selv-monitorere eller holde øje med, hvor godt vi løser opgaverne og synliggøre effekten. Gør vi det, opnår vi kun en selvtilstrækkelighed, og at organisationerne falder i søvn. Men vi skal væk fra benchmarking – og over til benchlearning, hvor vi lærer af de dygtigste og synliggør effekterne. Med den synliggørelse vil vi også opleve et pull – et ryk opad nedfra i hierarkiet, frem for et pres oppefra.
Det er et skifte, som først og fremmest kræver tålmodighed, mener Allan Søgaard Larsen.
– Tålmodighed til fx at bruge benchlearning til at løfte medarbejderne fagligt. Men lederne skal også være mere robuste og kunne lytte til hvad medarbejdere og borgere siger, når de beklager sig. Og så give tiden og roen til at ændre noget, hvis det er nødvendigt.
Den tålmodighed skal vel gennemsyre hele systemet, også det politiske?
– Ja, den politiske ledelse skal være mere tilbageholdende med at agere på enkeltsager. De skal ikke kunne bruge ledelse som et politisk værktøj til at opnå deres mål.
Sikker drift betyder alt
Hvad er dit inderligste ønske til, hvad der skal komme ud af Ledelseskommissionens arbejde?
– Jeg håber virkelig, at vi kan komme med nogle meget konkrete anbefalinger til det politiske niveau, til forvaltningsniveauet og til det operationelle niveau. Vi skal øge ledelsesrummet og reducere risikoen for one size fits all-ledelse. Jeg har stor respekt for operativ ledelse, som skaber sikker drift. For hvad er vigtigst for mig, når mine børn skal i skole, mine børnebørn i vuggestue og jeg selv skal på hospitalet? Det er selvfølgelig sikker drift. Alt andet blegner, hvis maskinen ikke kører godt.