udgives i samarbejde mellem

Corona: Det har vi lært

Kontorchef støtter hjemsendte medarbejdere: Det sværeste er balancen mellem arbejde og privatliv

Kontorchef Karin Bruhn Termannsen fra Region Nordjylland har daglige virtuelle møder med sine hjemsendte medarbejdere og støtter dem i, at de ikke skal have dårlig samvittighed over ikke at kunne arbejde 100 procent effektivt, fordi de også har børnene hjemme. 

Af journalist Tina Juul Rasmussen

Det voldte lidt tekniske vanskeligheder at finde ud af at kommunikere virtuelt, de første dage efter alle var sendt på hjemmearbejde i forrige uge. Men siden det faldt på plads, har kontorchef Karin Bruhn Termannsen fra Region Nordjylland holdt en halv times virtuelt møde hver formiddag med sine to teams af i alt otte medarbejdere, som håndterer informationssikkerhed og registrering mv. i ESDH-systemet. 

– Vi har fundet ud af, at det betyder noget, at vi har visuel kontakt. Det er en god fornemmelse, at man kan se og høre hinanden frem for bare at skrive sammen. Det betyder, at man stadig er en del af fælleskabet i sit arbejde, og det er mindre distanceret end telefon og mail. Og nemt at få handlet de nødvendige ting af, fortæller hun. 

Læs også: Centerchef koordinerer op, ned og på tværs: Ingen skal føle sig ‘alene hjemme’

Jeg spørger også ind til, hvordan det går med dem privat. Nogle er ramt af, at de ikke kan arbejde 7,5 timer om dagen, fordi de har børn hjemme.
KONTORCHEF KARIN BRUHN TERMANNSEN, REGION NORDJYLLAND

Taler også privat

Møderne handler først og fremmest om arbejde, men også om ’dagen og vejen’, som Karin Bruhn Termannsen udtrykker det. 

– Jeg spørger også ind til, hvordan det går med dem privat. Nogle er ramt af, at de ikke kan arbejde 7,5 timer om dagen, fordi de har børn hjemme. Og at de skal have det derhjemme til at fungere med den anden ægtefælle, som måske også er sendt hjem, så de er nødt til at arbejde forskudt. Det har jeg accepteret som leder. Og jeg giver udtryk for, at jeg savner at se dem i hverdagen – det har overrasket flere af dem: ”Savner du os?!” Ja, det gør jeg da. Vi er jo vant til at omgås hver eneste dag. 

Det betyder noget lige at ringe

Situationen har gjort Karin Bruhn Termannsen mere bevidst om at være nærværende og til stede som leder. 

– Det at holde kontakten med medarbejderne, fx når jeg har været væk på konference i flere dage, har jeg ikke tænkt over før på samme måde. Men det betyder faktisk noget – fx lige at gribe knoglen og ringe. Samtidig ligger der også gevinster gemt i den virtuelle fremdrift, som vi afprøver nu, kan jeg godt se. 

Læs også: Sekretariatschef gik i praktisk mode: Jeg skal være bølgebryder

God støtte fra centralt hold

Karin Bruhn Termannsen oplever løbende at få god støtte til situationen fra både HR og kommunikationsafdelingen i regionen om nye tiltag og retningslinjer via personalenettet, som alle ledere har fået besked på at orientere sig på. 

– På den måde er den første uge gået helt okay. Jeg har fået al den information og hjælp, jeg har haft brug for, siger Karin Bruhn Termannsen, der også ser den nuværende situation som en mulighed for at få ryddet op og fordybet sig i ting, hun kan bruge i sin udvikling som leder. 

Gå ud og få luft med børnene

Men først og fremmest er hendes opgave at guide medarbejderne igennem den kommende tid.  Flere af dem giver udtryk for, at det er mærkeligt at være hjemme på den her måde. 

– Men de er gode til at tale sammen, og jeg oplever, at de støtter hinanden. Det sværeste er balancen mellem arbejde og privatliv – det fylder meget hos dem, fordi de har dårlig samvittighed over ikke at kunne være på 100 procent. Men selvfølgelig skal de også tage sig tid til at hive børnene udenfor og få lidt luft. Og det siger jeg til dem. 

Karin Bruhn Termannsen er også formand for HK Kommunal Chefgruppens bestyrelse.

Scroll to Top