Som ledere mødes vi med et krav om at udvikle os. Det kræver mulighed for at øve sig. Og en vilje til at prøve at blive en bedre leder – både ved at sidde på skolebænken og ved at øve sig med de mennesker, man omgiver sig med på sin arbejdsplads.
Af Karin Bruhn Termannsen, kontorchef i Region Nordjylland og formand for HK Kommunal Chefgruppen
Når jeg reflekterer over, hvem jeg kunne forestille mig, der skal overtage min lederstol, når jeg ikke længere skal sidde i den, forestiller jeg mig, at det er en person, som tør tage og stå ved sine beslutninger, som tør tage chancer, som tør tage fat om nældens rod, når det påkræves, som er et ordentligt menneske, der skal vise vejen, når der er brug for det, som skal coache og være sparringspartner, som hele tiden udvikler sig som leder og i faget, som har den nødvendige faglige indsigt, og som har lysten og evnerne til at bedrive ledelse.
Mange ledelsesdiscipliner lærer man allerbedst ved at øve sig. Ved at få feedback og støtte, ved at iagttage, hvordan andre udøver god eller for den sags skyld også mindre god ledelse.
Man kan ikke kun læse sig til bedre ledelse
Kan man lære alt det på en skolebænk eller ved at læse i bøger om ledelsesteori, organisationspsykologi eller andet teoretisk stof? Ja, noget af det kan man sikkert godt læse sig til, men andet kræver erfaring fra daglig praksis og interaktion med ’rigtige’ mennesker – medledere, medarbejdere og chefer.
Mange ledelsesdiscipliner lærer man nemlig allerbedst ved at øve sig: Gennem feedback og støtte, ved at iagttage, hvordan andre udøver god eller for den sags skyld også mindre god ledelse. Det lærer man rigtig meget af – og det gør man gennem hele karrieren som leder.
Vi skal spille hinanden gode
På en arbejdsplads må en af vores mål være, at vi spiller hinanden gode – uanset om det er på medarbejder- eller lederniveau. Det er min overbevisning. Så når jeg i min egen optik har løftet mig mest i min ledergerning, er det, når jeg har haft dygtige medledere eller chefer, som jeg har kunnet spejle mig i. Og hvor der har været en stor grad af tillid, hvor det har været tilladt at fejle og mulighed for at lære af fejlene, og hvor jeg har fået god sparring.
Når mine lederkolleger og medarbejdere har givet konstruktiv feedback på min måde at være leder og udøve ledelse på – ved ganske enkelt at fortælle mig, hvad jeg gør godt, og hvad jeg gør mindre godt. Det er ikke raketvidenskab. Det er bare supervigtigt. Og kræver mod – både hos den leder, som beder om feedbacken, og de kolleger eller medarbejdere, som giver den.
Vilje, ønske og næring
Men hvis man har både det mod og en vilje til at udvikle sig næret af et ønske om at blive bedre og om at flytte sig ledelsesfagligt, og hvis omgivelserne giver muligheden for og støtten til det, er det min overbevisning, at man bliver en bedre leder.
Jeg tror på, at jeg som leder kan være med til at give både nye ledere på vej, mine medledere og min chef denne form for næring. Og dermed kan jeg selv være med til at finde den, jeg gerne vil overlade stolen til.