udgives i samarbejde mellem

udfordring_header
Offentlig Ledelses faste coach Stig Kjerulf

Udfordringen: Støt dig til dit netværk

Høje krav og dagligt arbejdspres er et vilkår for mange ledere og chefer. Det kan på sigt true din indlevelsesevne og dit overskud over for dine medarbejdere. Hvad gør du, hvis du mærker symptomer på manglende rummelighed over for dine medarbejdere som følge af dine arbejdsvilkår?

Af journalist Lotte Winkler //  mail@winklers.dk

Hvis du bukker under for arbejdspresset som leder, kan du reagere på to måder: Enten blive du mere og mere kynisk, eller du går langsomt i opløsning følelsesmæssigt. Begge reaktioner er en glidebane, som er katastrofal for dit lederskab og viser, at du er presset langt ud over dine grænser.

Nogle bliver kyniske

Forestil dig, at du som leder balancerer på en knivsæg. Når fyringer, besparelser eller andre ubehagelige opgaver presser dig, risikerer du at miste balancen og falde. Billedligt talt kan du falde på enten den ene eller anden side af knivsæggen, den kyniske side eller den overfølsomme side.

Dem, der falder til den kyniske side, bliver mere og mere følelseskolde og afstumpede. Både over for de nærmeste i familien og over for kolleger og medarbejdere. De tager ingen hensyn til følelser – hverken hos sig selv eller andre. De løser opgaverne, tilsyneladende upåvirkede af omgivelsernes reaktioner.

Andre bliver følelsesladede

Dem, der falder til den anden side, begynder typisk med at have ondt i maven og går derefter gradvis i emotionel opløsning. De tager alle sorger på sig og græder på vegne af sig selv og på vegne af medarbejdere, som bliver ramt af fx besparelser eller fyringer. De bliver væltet omkuld af følelser og mister overblik og initiativ. Reaktionsmønstrene er ikke kønsspecifikke, men blandt kynikerne er der en overvægt af mænd, ligesom der er en stor gruppe kvinder blandt de grådlabile. Trods forskellene afspejler begge reaktionsmønstre et usundt arbejdspres – og skal tages lige alvorligt.

Hvis du i tide skal forhindre faldet fra knivsæggen til siden med kynismen eller grøden af følelser, må du kæmpe for at holde balancen. Og du kan kun holde balancen, hvis du rækker ud efter støtte. Den bedste støtte er dine lederkolleger eller en empatisk overordnet og ligestillede i dit netværk. Brug dem! Tal åbent med dem om, hvad der sker. Og gerne i god tid.

Når fyringer, besparelser eller andre ubehagelige opgaver presser dig, risikerer du at miste balancen og falde.

Forebyg faldet

Jeg anbefaler, at du som en form for beredskab tager stress op på et ledermøde. Det er vigtigt, at du og dine lederkolleger forsøger at afklare, hvilket af de to adfærdsmønstre I ryger ud i, når I er pressede. Er du en af dem, der lukker i, eller en af dem, der lukker op for følelserne? Ved at tale åbent om reaktionerne kan I bedre spotte tegnene på stress hos jer selv og hos jeres kolleger, den dag presset bliver for stort. Og I bliver bedre til at give og bede om støtte. Selverkendelse og gode samtaler med lederkolleger og empatiske overordnede kan effektivt forhindre faldet fra knivsæggen.

Metoden bliver brugt af blandt andre danske politibetjente. De taler ubehagelige oplevelser igennem med kolleger i en systematiseret debriefing. Muligheden for at sætte ord på egne følelser og reaktioner hjælper dem med at holde en balance og ikke ende som fx kynikere. Jeg mener, at debriefing er en af årsagerne til, at danske betjente har et bedre ry end mange udenlandske betjente, fordi de bevarer en menneskelighed trods ekstreme oplevelser i jobbet.

Det samme kan du som leder.

Scroll to Top