Home: Vi kommer ikke længere ad den vej, vi er gået de seneste 30 år

Lederen: Vi kommer ikke længere ad den vej, vi er gået de seneste 30 år

Reformkommissionen arbejder med at tænke helt nye tanker for at kunne løse nogle af de vildeste problemer, vi som velfærdssamfund er kommet til kort over for. Det er en nødvendig, men også tæt på umulig opgave, som kræver tillid, rum og mod til løbende eksperimenter og justeringer i et tæt samarbejde mellem ledelse, fagprofessionelle og borgere.

Vi har som velfærdssamfund udfordringer, der er ‘erkendt, forsøgt løst, uløst’, som regeringens Reformkommission formulerer det i deres første rapport. Vi har i mange år talt om wicked problems – virkelig vilde problemer – som reelt ikke kan løses, men kun tæmmes. Og vi kommer ikke videre ad den vej, vi er gået indtil nu. For så længe vi holder fast i kun at udvikle på de modeller, vi kender, forhindrer det os i at tænke innovativt og få ideer, vi ikke anede, vi havde, og som ingen kunne forudsige. Samtidig har vi udviklet en så kompleks offentlig sektor, at vi ikke længere kan reducere løsningerne til ja eller nej.

Så ja, tiden er moden til at se anderledes på fremtidens velfærdsproduktion. Og her er Reformkommissionen blevet stillet overfor en kæmpe opgave med at finde forslag til 2. generationsreformer, som er politisk spiselige. Det sætter vi fokus på i et tema om ‘vilde problemer og løsninger’ på side 13.

Eneste sikre konstant er forandringen                      

Det første og helt afgørende skridt i en ny retning er en politisk strategi, der sætter politiske mål og ramme om processer, hvor vi får lov til at udvikle løsninger gradvist og hele tiden tilpasset virkeligheden og den aktuelt bedste viden.

For når der i virkeligheden kun er én sikker konstant – forandringen – har vi brug for en iterativ tilgang, hvor vi tør udtænke, afprøve og justere ideer og løsninger om og om igen, hvis den offentlige sektor skal omstille sig til at arbejde og samarbejde på måder, ingen kan forudsige på længere sigt. Ikke hovedløst og kaotisk, men på et fundament af politiske mål, viden og data. Og med et langt større fokus på, hvordan udviklingen hos den enkelte ydelsesmodtager er.

Vi har udviklet en så kompleks offentlig sektor, at vi ikke længere kan reducere løsningerne til et simpelt ja eller nej.
ANDERS FLØJBORG, FORMAND FOR LEDERSEKTIONEN I DANSK SOCIALRÅDGIVERFORENING 


Velfærdssamfundets succes ligger og har altid ligget i mødet med borgeren og i at udvikle den enkelte velfærdsydelse i et samspil. Resten er metoder og værktøjer. Men fremtidens løsningsmodeller skal levne plads til, at ikke alt er styrbart.

Ledelsesmæssigt giver det os – både 
politisk og i praksis – en kæmpe udfordring, fordi det kræver, at vi kan holde fast i en 
lærende, tillidsbaseret og omstillingsparat organisation, der ledes med retnings­anvisninger. Dem skal de fagprofessionelle sammen med den faglige ledelse tolke og omforme til konkrete velfærds­ydelser i et tæt samspil med modtagerne – både børn, unge og voksne.

Kan kommissionen flytte noget?

Vil kommissionen så over­hovedet flytte noget? Det 
håber jeg. Det er befriende, at der findes modige forskere, som holder fast i data og kan formidle dem i et forståeligt sprog.

Min bekymring er, at kommissions­forslagene risikerer at blive for konkrete 
og langt ned i detaljen for at tilfredsstille 
politikerne. Det ville ikke være første gang, vi ser central detailstyring spænde ben for decentrale løsninger. Spørgsmålet er, om den politiske tillid er til stede til, at de offentlige institutioner, forvaltninger og private leverandører kan få lov til at udvikle de løsninger, der skal til, i et fagligt fællesskab og i samskabelse med borgerne.

At gentænke og innovere hele vores velfærdsproduktion fra et indefra-ud-perspektiv til det modsatte med det hele menneske i centrum kræver modige politiske mål og rammer, der levner plads til forskelligheder. Og det er en eviggyldig påmindelse om, at hvis du ønsker at behandle mennesker ens, skal du behandle dem forskelligt.

Scroll til toppen