Home: Vi kommer ikke længere ad den vej, vi er gået de seneste 30 år

Velfærdsgabet bliver velfærdssamfundets død

På mange måder står vi i dag samme sted som for 20 år siden, da Velfærdskommissionen beskrev gabet mellem borgernes efterspørgsel på velfærdsydelser og de ressourcer, vi har til rådighed til at indfri ønskerne. Overoptimismen har gode kår, men kan sende velfærdssamfundet, som vi kender det, i knæ.

Af Anders Fløjborg, formand for Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og direktør på Fjordhusene Ringkøbing

Hvor er velfærdsstaten på vej hen?

Vi kender alle udfordringerne i velfærdssamfundet anno 2022: en markant stigning i antallet af ældre, færre erhvervsaktive, vækst i efterspørgslen på sundhedsydelser, voksende mistrivsel blandt børn, unge og voksne … Vilde problemer, offentlige ledere og medarbejdere står med i en konkret og lavpraktisk hverdag.

I august 2003 nedsatte Fogh-regeringen Velfærdskommissionen, som i deres første rapport Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv tegnede nogenlunde de samme udfordringer op: en stigende forventning om og efterspørgsel på velfærdsydelser, som manglede finansiering. Dette ‘velfærdsgab’ mellem borgernes forventninger og de penge, politikerne bevilliger, ville kun blive større, hvis ikke de nødvendige politiske reformer blev gennemført, forudsagde Velfærdskommissionen.

20 år senere – samme sted

Hvor står vi så i dag? Skrækscenariet med dette store velfærdsgab og en overoptimistisk forventning om stadig vækst, som på sigt kan betyde, at velfærdssamfundet kan bryde sammen, beskriver lektor Susanne Ekman, RUC i sin bog Giftig gæld og udpint velfærd (læs interviewet på side 5). Hendes budskab er bl.a., at vi må lære at udholde ubehaget ved afsavn, og at det lange seje træk, som kan skabe robuste og bæredygtige forandringer, er under massivt pres fra kortsigtede, gevinstfokuserede resultater, der afvikler faglighed.

De vilde velfærdsproblemer, vi står med, har ingen entydige løsninger, og der er som altid betydelige både fordele og ulemper i alle scenarier. Men velfærdssamfundet bygger på opbakning fra befolkningen, og det kræver, at velfærden og dets sikkerhedsnet, der er spændt ud under os alle sammen, fortsat skal give mening. Det kræver politisk vilje, mod og saglighed at træffe de nødvendige beslutninger, før de alvorlige revner, der er i fundamentet, udvikler sig til et egentligt kollaps.

Det lange seje træk, som kan skabe robuste og bæredygtige forandringer, er under massivt pres fra kortsigtede, gevinst­fokuserede resultater, der afvikler faglighed
ANDERS FLØJBORG, FORMAND FOR LEDERSEKTIONEN I DANSK SOCIALRÅDGIVERFORENING 

Finder usynlige veje

Offentlige ledere ved, at en del af deres daglige arbejde handler om at være ‘overoptimistiske’, finde veje, der ikke eksisterer, omorganisere for at effektivisere selv om det primære potentiale for længst er hentet – og måske endda også hævde, at endnu en sparerunde ikke får betydning for hospitalerne, børnene, de unge, indsatserne for de ældre eller andre, der har brug for en hånd for at komme videre i livet.

Det kræver, at lederne formår at skabe og understøtte den psykologiske tryghed i organisationen, så de nødvendige prioriteringer er tydelige, og den medfølgende åbenhed også gør det muligt at lede opad med den til tider ubekvemme sandhed.

Denne fælles forpligtede, faglige og faciliterende ledelse er et af de vigtige elementer i at sanere velfærdssamfundet. For det kræver faglig indsigt, nysgerrighed og ydmyghed at gøre noget andet; at samarbejde mere på tværs og turde inddrage andre i løsningerne med de forstyrrelser, det også skaber. Det kræver faglig ledelse med mod og ukuelighed at skabe de rum, hvor det nødvendige nye kan vokse frem – med utvetydig opbakning fra vores politikere.

Det lange seje træk, som kan skabe robuste og bæredygtige forandringer, er under massivt pres fra kortsigtede, gevinst­fokuserede resultater, der afvikler faglighed.

Scroll to Top