Endelig – fristes jeg til at sige – får vi den frisættelse i velfærdsproduktionen, vi har efterspurgt i årevis. Men den kaster et gedigent stykke ledelsesarbejde af sig. Vi skal på én gang indhegne, rammesætte og frisætte medarbejderne i vores faglige ledelse af dem, hvis de skal have en chance for at lykkes i den tætte kontakt med borgerne, som er målet med alle de store velfærdsreformer.
Af Anders Fløjborg, formand for Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og direktør i Fjordhusene Ringkøbing // Foto: Torben Nielsen
Frisættelse er det tema, som gennemsyrer alle de store velfærdsreformer, regeringen ruller ud over kommuner og regioner i disse måneder. Og lad det være sagt klart og tydeligt: Frisættelsen er kærkommen og har været efterlyst af både ledere
og fagprofessionelle medarbejdere i årevis. Det er essentielt at give os friheden til at udfolde vores faglighed i kerneopgaven på den bedst mulige måde og inden for de bredest mulige rammer.
Det kan ikke andet end gavne borgerne i sidste ende.
Tillid, hjørneflag og faglig ledelse
Det er – selvfølgelig – lettere sagt end gjort. Det forudsætter, at mange faktorer er på plads, som Tina Øllgaard Bentzen også så glimrende gør opmærksom på i sin artikel i dette nummer af bladet.
Helt grundlæggende kræver det tillid mellem ledelse og medarbejdere. Det forudsætter rammesættende ledelse, så medarbejderne på én gang tydeligt kan se hjørneflagene og derfor kan udfolde sig over hele banen. Og rammesættende
ledelse går hånd i hånd med god faglig ledelse. Fordi både roller og opgaver vil forandre sig i dette nye, frisatte paradigme. Og det skal både vi som ledere, vores politikere og selvfølgelig først og fremmest vores medarbejdere være helt med på. Det er her, tilliden som en nøglefaktor kommer ind i billedet. Vi må se i øjnene og acceptere,
at fejl og utilsigtede hændelser vil forekomme, når man ændrer så grundlæggende i måden at tænke og udføre sit arbejde på.
Det kræver en åben dialog og feedback i hele værdikæden. Vi skal turde sige til hinanden, hvad vi forventer, og når vi mener, at noget skal løses på en anden måde. Vi ledere skal turde sige både opad, ud til siden og nedad i kæden, hvordan vi mener, at roller og opgaver skal udfyldes.
Og vi skal turde lytte til den feedback, vi får.
Vi er så gennemtrænede i at styre og lede via kontrol, regler og krav. At tage det frisatte ansvar på os og lede i det rum, vi får stillet til rådighed, kræver rigtig meget af os.
98 forskellige løsninger – ja tak!
Tror jeg på, at vi kan lykkes? Ja! Fordi jeg grundlæggende er en stor tilhænger af ledelse. Og det bliver der brug for som – næsten – aldrig før. Vi er så gennemtrænede i at styre og lede via kontrol, regler og krav. At tage det frisatte ansvar på os og lede i det rum, vi får stillet til rådighed, kræver rigtig meget af os. For medarbejderne vil se på os og spørge: ”Hvad så nu – hvordan gør vi det her bedst, og hvad forventer du af mig, kære chef?”.
Og ja, vi vil nok se i nærheden af 98 forskellige måder at løse det på. Og det er så fint. Så længe ledelsen er rammesættende, så kvaliteten ikke afhænger af den enkeltes indsats alene. Det er her, den faglige ledelse skal stå sin ret og prøve.
Jeg glæder mig til at følge processen.