Vi skal indse vores biologiske begrænsninger

Diskursen om, at stress rammer dem, som ikke er robuste nok, er horribel. Synderen er vores urealistiske fantasier om uendelig vækst og acceleration, som vi biologisk set slet ikke er rustet til, mener ekspert i adfærdsledelse Mettelene Jellinggaard.

Af journalist Tina Juul Rasmussen //  tina@juul-kommunikation.com

– Der er i den grad brug for at inddrage vores viden om den menneskelige biologi i den aktuelle diskurs og til tider ophedede debat om robusthed i arbejdslivet.

Det mener Mettelene Jellinggaard, partner i virksomheden Composing og medforfatter til bogen Oplagt – at lede adfærd. Hun er uddannet i behavioral economics og har arbejdet med adfærdsledelse i 27 år. Og hun kan også selv blive rød i kammen af harme, når hun ser og hører, hvordan spørgsmålet om et godt arbejdsmiljø og trivsel privatiseres med begreber som ’robusthed’ og ’resiliens’.

– Det er så udbredt at lade alt opløse i ’forskellige meninger’ og ’forskellige perspektiver’, men det ændrer ikke på, at mennesker har biologiske begrænsninger, som vi desværre heller ikke altid kan være så bevidste om, at vi kan lære at mærke lige inden stress-elastikken brister. Men vi kan komme til at tro, at vi kan. Og det kan være farligt.

Vi kan ikke det hele

For man kan ikke, understreger Mettelene Jellinggaard, bearbejde sig selv og andre til at kunne modstå biologisk usunde umuligheder. Ligesom det heller ikke går at individualisere strukturelle problemer i det moderne arbejdsliv.

– Hele diskursen om, at stress rammer de (for) sarte mennesker, er horribel. Tidens største problem og synderen til stress er vores – og måske især politikeres og lederes – urealistiske fantasier om uendelig vækst og acceleration. Det sætter om noget fut i drømme om, at mennesker kan og skal det hele – også være robuste, når de ikke slår til.

At den strategi ikke holder, skyldes de helt basale biologiske begrænsninger, vi mennesker rummer.

– Først når vi for alvor finder ud af, hvor seriøse disse begrænsninger er, bliver vi i stand til at rette op på den nedtur, vi har skubbet hundreder af tusinder mennesker ud i, siger hun og tilføjer:

– Vi taler om 35.000 stress-sygemeldte danskere og et forbrug på mange millioner antidepressive piller om året. Det er tal, som taler deres eget tydelige sprog.

Opgør med myterne

I deres bog om adfærdsledelse gør Mettelene Jellinggaard og Alexandra Krautwald lodret op med myterne om, at vi mennesker er rationelle, viljestærke og selvkørende. De seneste ti års forskning i menneskets biologi og psyke på en lang række områder viser nemlig det stik modsatte:

– Vi ved, at mennesker er sociale flokdyr, som er afhængige af hinanden. Vi ved også, at vores kognitive kapacitet – den bevidste tankevirksomhed – er begrænset til en halv time om dagen, og at vores viljestyrke udtrættes ved brug. Derfor bliver vi belastede af at være under konstant pres med mange krav og høj kompleksitet i arbejdet, siger Mettelene Jellinggaard og tilføjer:

– Den viden er vi nødt til at tage med i betragtning i ledelse, og jeg mener, at der er ved at være grobund for at arbejde med nye metoder, bl.a. nudging, i stedet for at tilbyde folk løsninger på stress, som ender med at gøre dem endnu mere stressede, fordi de ofte individualiserer problemerne, fx tilbud om mindfulness og meditation.

Diskursen om, at stress rammer dem, som ikke er robuste nok, er horribel. Synderen er vores urealistiske fantasier om uendelig vækst og acceleration, som vi biologisk set slet ikke er rustet til.
Mettelene Jellinggaard, ekspert i adfærdsledelse

Lederen skal vise mod

Der er selvsagt ingen lette løsninger. Men at bruge nudging i sin adfærdsledelse – fjerne de sten på stien, som spænder ben i det daglige arbejde og tænke biologien ind – er en vej frem, mener Mettelene Jellinggaard. Derudover skal lederne satse på at opruste kompetencer, der fremmer koordination af arbejdet, sikre en retfærdig fordeling af opgaverne blandt medarbejderne, udvise lydhørhed over for alle og opsætte kollektive frem for individuelle mål. Og sidst, men ikke mindst:

– Udvise mod til at gå forrest med alt det, som er farligt, risikabelt og svært for at vise, at lederen passer på flokken. Tilsammen vil det bidrage til at skabe en robust organisation, som gavner alle – både ledere og medarbejdere.