Vi er altid motiverede. Spørgsmålet er bare: af hvad?

Psykologisk sikkerhed, tillid og motivation er afgørende greb, hvis medarbejdere skal trives og dermed præstere godt, og de virker ikke overraskende også på ledere. Amerikansk ledelses- og uddannelseskonference gav bud på nyttig viden og modeller.

Af journalist Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com

Hvad har et par amerikanske astronaut-brødre, en højt estimeret stressforsker, adskillige hjerneforskere og en hel del konsulenter, der beskæftiger sig med medarbejderes og lederes trivsel og udvikling, til fælles?
Én ting: De er alle sammen optaget af, hvordan vi som mennesker bliver den bedste udgave af os selv – uanset om vi er medarbejdere, ledere, en del af et team, astronauter eller noget helt femte. De interesserer sig for, hvad der motiverer os, hvordan det kan forfines, hvornår vi trives, og hvorfor vi ikke gør. Og så arbejder de med, hvad der kan flytte os fra ét punkt til et nyt og gøre os til bedre udgaver af os selv.

Følelser styrer vores adfærd

De har også en anden ting til fælles: De var blandt de 450 oplægsholdere, som stod for 300 workshops for 10.000 deltagere fra 78 lande på ledelses- og uddannelseskonferencen ATD (The Association for Talent Development) i Atlanta, USA i maj.
En af dem var forfatter og motivationsekspert Susan Fowler fra The Ken Blanchard Companies. Hun stillede spørgsmålet: Hvad nu, hvis motivation er en kompetence – altså noget, man kan lære?
Susan Fowler har bl.a. beskæftiget sig med de ståsteder, medarbejdere passerer, når de går fra at være motiverede til ikke at være det – eller omvendt.
– Vi har alle sammen følelser og tanker om, hvad der foregår omkring os. Følelserne er mest afgørende for de valg, vi træffer, også i arbejdssammenhæng. Når man kobler det med, at vi er i kontakt med vores arbejds-identitet 75-80 % af vores vågne tid, begynder det at være vigtigt, at vi føler os godt tilpas med arbejdet, sagde hun.

Grundlæggende behov skal opfyldes

For når vi føler os godt tilpas, påpegede hun, er vi i kontakt med vores intentioner – det, vi gerne vil, fx med vores arbejde. Og det er udgangspunktet for vores adfærd, lød hendes analyse. For at føle os godt tilpas skal vi have tre grundlæggende psykologiske behov opfyldt: autonomi, forbundethed og kompetence.
– Autonomien er forestillingen om, at vi har valgmuligheder. Forbundethed er vores behov for at føle, at andre holder af os, og at vi holder af dem. Det giver en følelse af mening og af at høre til. Og kompetence er vores behov for at lære og vokse, så vi kan klare hverdagens opgaver. Når de tre behov er opfyldt, trives vi – og modsat, sagde Susan Fowler.
Hendes påstand er, at vi som mennesker altid er motiverede – spørgsmålet er blot: af hvad?
– Fx viser undersøgelser, at folk, som deltager i konkurrencer om at tabe sig, og hvor præmien er en iPad, tager mere på efter konkurrencen er slut, end de tabte undervejs. Hvorfor? Fordi de er motiverede af at vinde iPad’en – ikke af at tabe sig.
Susan Fowlers budskab var, at en leder ikke kan motivere nogen til at gøre noget, men lederen kan skabe et miljø, hvor medarbejderne hyppigt oplever optimal motivation. Og det vil over tid gøre deres vurdering af opgaverne og arbejdspladsen positiv.

Vores hjerner er på bølgelængde

En anden indgang til trivsel og motivation kan ske gennem hjernen. Forsker, forfatter og ph.d. Britt Andreatta fra Andreatta Consulting har bl.a. beskæftiget sig med, hvad der sker neuralt, når mennesker samarbejder i teams. Og helt overordnet viser forskellige undersøgelser uafhængigt af hinanden, at vores hjernebølger med tiden synkroniserer, når vi arbejder sammen og kommunikerer.
– Der sker det, at vi går fra at være individer til at opleve en følelse af ’vi’ – at være del af et kollektiv. Men det er en rytme, som tager tid at finde. Det skal man tænke over, når man splitter teams op, der har arbejdet sammen. Og hvis man fx giver en gruppe en svær opgave at løse i fællesskab, tager det tid, før deres hjerne er på bølgelængde og kan løse den.

Hjernens spejlneuroner hjælper teams

En anden mekanisme, som spiller en rolle for et team, er hjernens spejlneuroner, forklarede Britt Andreatta:
– Vi ved med sikkerhed nu, at når vi observerer hinanden, lyser de samme områder af hjernen op hos os. Når du ser en anden spise noget, lyser den del af din hjerne op, som har med mad at gøre. Spejlneuroner har også en smittende effekt i en gruppe – vi griner, når andre griner. Bagsiden af det er, at hvis nogle er uengagerede, smitter det også.
Så selv om vi altså er neuralt koblet op til at samarbejde, også om komplekse opgaver, er der benspænd.
– For at blive vores bedste selv har vi et basalt psykologisk behov for at høre til. Det gælder også teams. Vi deler krybdyrshjerne og det limbiske system (sanser og følelser, red.) med dyrene. Det er vores neocortex, den del af vores hjerne, hvor læring, logik og tænkning foregår, som gør, at vi adskiller os fra dyrene. Og det er også den del af hjernen, som får teams til at præstere deres bedste. Neocortex kan give os en følelse af at høre til, når vi er neuralt forbundet. Studier viser, at den følelse oplever fanatiske sportsfans, som hepper på den samme klub.

Eksklusion udløser fysisk smerte

En vigtig pointe i den sammenhæng er ifølge Britt Andreatta, at konkurrence, fx medarbejdere imellem, for at fremme præstation og motivation ikke er en god strategi.
– ’Os’ tænder gode følelser, mens ’dem’ – fx i en konkurrencesammenhæng – trigger dårlige egenskaber og følelser. Studier viser også, at følelsen af eksklusion tænder de samme områder i hjernen som fysisk smerte. Derfor er inklusion vigtig for teams på jobbet. Når folk føler sig ekskluderede, er de i deres krybdyrshjerne. Når de føler sig inkluderede, er de i neocortex og præsterer bedst muligt.
I den sammenhæng er psykologisk sikkerhed også rigtig vigtig, sagde Britt Andreatta.
– Den betyder, at folk tør sige, hvad de tænker uden at være bange for at blive ydmyget. Det opbygger tillid – en interaktion ad gangen. Og det udløser oxytocin, det vi kalder ’kærlighedshormonet’. Vi går fra struggle (at kæmpe, red.) til snuggle (at ligge tæt sammen, red.). En driver i den sammenhæng er følelsen af formål. Den skaber kognitiv resiliens.

Hjerneforskning viser, at vi synkroniserer hjernebølger, når vi samarbejder i teams.
Britt Andreatta

Stress kan virke positivt

Oxytocin får os altså til at føle kærlighed. Og er vi som leder eller medarbejder nået til et punkt i vores arbejdsliv, hvor vi ikke trives på grund af stress, kan oxytocin hjælpe os – faktisk helt derhen, hvor vi kan lære at opfatte og bruge stress positivt i stedet for det modsatte.
Det var kernen i budskabet fra Kelly McGonigal, psykolog, ph.d. og stressforsker fra Stanford University og en af hovedtalerne på ATD-konferencen.
– Fx viser et studie, at de mennesker, der ikke opfattede stress som en trussel for deres helbred, var med større sandsynlighed i live i slutningen af undersøgelsen end dem, som tænkte negativt om stressens betydning for deres sundhed.
Det resultat var et vendepunkt for Kelly McGonigal. For hvis måden, vi tænker om stress på, har betydning for vores helbred – kan vi mon så lære at ændre vores tanker, så stress i stedet kan påvirke os i positiv retning?
– Vi ved fra undersøgelser, at optimister lever længere. Vi ved også, at folk, som opfatter det at blive ældre som noget positivt, ældes bedre. Men kunne det også gælde for stress? Så stress ikke nedbryder dig, men giver dig energi, styrker relationer i grupper osv.?

Mere ilt til hjernen

Ja, lød Kelly McGonigals svar. Mennesker, som har et mere balanceret syn på stress, ser ud til både at være mere effektive, men også bedre beskyttede mod fx udbrændthed, forklarede hun og gav et eksempel fra en psykologisk stresstest, hun har været med til at gennemføre:
– Forsøget har til formål at stresse: Du får at vide, at du skal holde et foredrag om dine svagheder, og mens du gør det, bliver du vurderet af kommunikationseksperter, som giver feedback undervejs. Du har ikke tid til at forberede dig, og du har et kamera og lamper lige i ansigtet. Dine tilhørere signalerer på alle måder undervejs, at det ikke går godt, for at få dig til at føle dig elendigt til mode.
Og hvad gør det så ved dig? spurgte Kelly McGonigal:
– Dit hjerte pumper hurtigt, du sveder. Det er ubehageligt. Men hvad nu hvis du i stedet tænker på det, som at din krop gør dig klar til at præstere bedst muligt? Vi ved, at fx topatleter kan tage den stressenergi og bruge den som brændstof til en peak per-formance, fordi kroppen giver dem mere ilt til hjernen og glukose til musklerne.

Dit hjerte pumper hurtigt, du sveder. Det er ubehageligt. Men hvad nu hvis du i stedet tænker på det, som at din krop gør dig klar til at præstere bedst muligt?
Kelly McGonigal,  psykolog og forsker ved Stanford University

Topatleter udnytter stressenergi

Og det viste sig, fortalte stressforskeren, at de deltagere fra stresstesten, som på forhånd var blevet instrueret i at tænke sådan, holdt bedre taler og følte sig bedre tilpas undervejs.
– Hvis du har en flygt-kæmp-reaktion i en stresset situation, vil dine blodkar trække sig sammen, give dig adrenalin i blodet, højere blodtryk – og større risiko for inflammation. Det er usundt for dig. Men hvis du ved at tænke anderledes i stedet kan få dine blodkar til at slappe af, og du har præcis det niveau af stresshormoner i kroppen, som er godt for dig, styrker det både dit immunsystem og hjælper dig med at præstere bedst muligt i den pressede situation. Og folk, som gør det, lever længere og har et bedre kardiovaskulært system.
På den baggrund var Kelly McGonigals råd at tænke på stress som en energi, der kan udnyttes til at nå sine mål. Og her kommer oxytocinet ind i billedet igen.
– Oxytocin er en del af dit stressresponssystem og et socialt hormon, som gør, at vi gerne vil forbinde os med andre mennesker. Dit oxytocinniveau stiger, når du har brug for det. Det hjælper dig til i en stresset og presset situation at række ud til andre mennesker og måske endda hjælpe dem, selv om du selv er presset, fordi det gør dig godt. Det vil dæmpe dit eget stressniveau, fordi oxytocin dæmper frygt og fremmer følelsen af håb.

Hvad er dine signaturstyrker?

Som en krølle på den hale tilbød psykolog, ph.d. Doug Grey fra action-learning.com positiv psykologi som et redskab til struktur, der fremmer motivation på arbejdspladsen.
– Vi ved, at taknemmelighed smitter – ligesom glæde. Så man kunne jo vælge at begynde alle sine møder med at tale om, hvad man lykkes godt med lige nu, og hvad man er taknemmelig for. Tænk engang, hvis man gjorde det … hvordan man ville have det, når man gik fra mødet?
Eller, fortsatte han:
– Tænk, hvis vi brugte et helt nyt sprog til at hilse på hinanden med: ”Hej, jeg hedder Doug. Hvem er du, og hvad er dine signaturstyrker?”. Altså: Hvem er du, når du er den bedste udgave af dig selv? Jeg siger ikke, at en positiv bias er svaret på alt. Hvis vi oplever noget trist, bliver vi kede af det. De følelser er ægte og skal føles. Ligesom hvis du har en gnaven kollega, skal du takke gud for, at der findes så bredt et spektrum af normale følelser. Der er ikke noget galt med at være gnaven. Men jeg siger, at vi kan bruge positivitet som en struktur, fx til at indlede vores møder med for at opleve glæde, som smitter. Og hvis den gnavne kollega forhindrer dig i at være den bedste udgave af dig selv, så kan du bruge de positive redskaber.

Taknemmelighed smitter – ligesom glæde. Så man kunne jo vælge at begynde alle sine møder med at tale om, hvad man lykkes godt med lige nu.
Psykolog Doug Grey, action-learning.com

Vi bor på en smuk, blå ø

Til at sætte det hele lidt i perspektiv var tvillingebrødrene Mark og Scott Kelly inviteret på scenen. Til trods for en karriere i det ydre rum som astronauter satte de helt jordnære ord på deres erfaringer med, hvad der har motiveret dem til at kaste sig ud i bl.a. et helt års ophold i en rumsonde og andre vanvittige missioner:
– Hvis man ikke hele tiden gør sig umage med at blive bare lidt bedre til det, man laver, så bliver man dårligere. Og når noget har været rigtig svært, har det givet mening for os, fordi det at gøre noget rigtig svært som nation, er den største gave, vi kan give til jorden og os mennesker. Når man flyver rundt derude og ser ned på jorden, forstår man, at vi bor på en smuk, meget blå ø i universet. Man kan ikke se landegrænser. Så hvorfor er det, at vi ikke gør, hvad vi kan for at passe rigtig godt på den og på hinanden …?

Læs mere om ATD, konferencen og oplægsholderne på www.atdconference.org