Sund fornuft er sendt til tælling

Rationalet står for fald på den politiske scene. Viden og fakta viger til fordel for luftige politiske meningsbobler, enkeltsager og sjusket lovgivningsarbejde. Det underminerer borgernes tillid til ’systemet’ og spænder ben for samarbejdet lokalt, mener eksperter, ledere – og politikere.

Af journalist Tina Juul Rasmussen //  tina@juul-kommunikation.com • Illustration: Niels Poulsen

”We are going to build that wall to Mexico”.
Mens verden med måben har fulgt Donald Trumps indtog som præsident med et mildest talt afslappet forhold til sandhed og kendsgerninger, har andre længe inden det amerikanske valg rystet på hovedet af den måde, politik bliver til på – også i Danmark. En af dem er Anders Fløjborg, formand for Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening.
– For politikerne, både på Christiansborg og lokalt i de enkelte kommuner, er ’synsninger’ og dogmatik styrende – ikke evidens eller erfaring. Så hvis fx statistik kan bruges, får man tallene til at passe til formålet. Og de løsninger, som stemmer overens med de politiske forudsætninger, præsenteres som sandheden. Så politik styres af et bestemt syn på, hvordan verden ser ud – og det er en populistisk og uhensigtsmæssig måde at skabe politik på.

Sagligheden bærer ikke langt

Anders Fløjborg oplever, at den politiske adfærd er udtryk for et rationelt forfald. Sund fornuft spiller ikke længere en rolle, når politik skal skabes. Det underminerer befolkningens tillid til politikerne og spænder ben for et godt samarbejde mellem borgere og kommune.
– Den afstand, denne politiske måde at agere på, skaber mellem de centrale lov-givere, deres embedsmænd og det lokale kommunale styre – os, som møder og har kontakten med borgerne – bliver meget stor, siger Anders Fløjborg og fortsætter:
– Vi står med en tillidskrise som følge af dette rationelle forfald. Det betyder også, at nogle af de initiativer, vi gerne ville lave, fx på beskæftigelsesområdet, hvor man efterhånden har fjernet al sund fornuft, har en meget svær vej til beslutning i det politiske system. Fordi saglige, faglige argumenter ikke bærer ret langt.

Ikke plads til fejlskøn

Anders Fløjborgs ord møder ikke stor modstand hos Ole Pass, tidligere mangeårig socialdirektør i Rødovre Kommune og ex-formand for Socialchefforeningen. Han hæfter sig ved, at der ikke længere er en sammenhæng i holdninger fra det, som besluttes i Folketinget, til det, politikere fra samme parti mener i kommunerne. Det modsætningsforhold gør det nemt for landspolitikerne at læne sig tilbage og pege fingre ad deres kommunale kolleger: ”I forvalter ikke vores politik på den rigtige måde”.
– Det har vi bl.a. set med værdighedspolitikken, og det giver en vis frustration i det udførende led. Man bliver skåret med den ene hånd og kritiseret med den anden for ikke at yde omsorg nok. Samtidig fylder enkeltsagerne så meget, at ingen kan føle sig sikker, selv om man følger lovene til punkt og prikke. Der er ikke plads til fejlskøn, og ingen anerkender de svære vurderinger, sagsbehandlerne står over for, fx i børnesagerne, siger Ole Pass.

Konsekvensen er, at tilliden mellem borger og kommune sættes under et gevaldigt pres, mener han.
– Ofte bliver borgernes kontakt med kommunen jo beskrevet som ’en kamp’ – ”vi skal op og kæmpe med kommunen”. Den polarisering, mener jeg, skyldes dårligt politisk håndværk. Det var den gensidige forsørgerpligt på kontanthjælpsområdet et godt eksempel på, men ansvaret blev placeret hos kommunerne, som fik skyld for at agere for forskelligt. Politikerne griber ikke i egen barm og erkender, når lovgivningen er uhensigtsmæssig eller uigennemtænkt. Det rammer de sagsbehandlere, som skal administrere reglerne, hårdt, fordi det altid er budbringeren, som kommer i klemme.

Politik er blevet til fastfood

Simon Pihl Sørensen, viceborgmester (S) i Lyngby-Taarbæk Kommune, er ikke bleg for at revse sine politiske kolleger, når han blogger på danskekommuner.dk. I indlægget ’Løgnen som politisk redskab’, offentliggjort inden Trump blev valgt som præsident, fremfører Simon Pihl Sørensen, at der er et stykke vej endnu, inden danske medier er nødt til at udstyre artikler med advarsler om, at indholdet kan rumme løgne, som The Huffington Post konsekvent gør det i artikler om Trump.

”Det er ikke nødvendigt i Danmark endnu. Selv om man godt kunne ønske sig, at artikler, der gengiver udtalelser som: ”Udlændinge sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber”, ledsages med en note fra redaktøren: ”Prøv engang at erstatte ordet ’udlændinge’ med ordet ’jøder’, og prøv så at tænke rigtigt grundigt, om du har hørt sætningen før, og om du kan huske fra historietimerne, hvordan det gik, da man begyndte at tale sådan om en hel befolkningsgruppe på denne måde. Du burde skamme dig”.

Hvad fik dig til at skrive det indlæg?
– En frustration over at det netop ikke er saglighed, som driver politik. Det er en udvikling, vi har set i mange år – politik er blevet en pendant til fastfood, hurtig og letfordøjelig, men uden næringsværdi. Der laves symbolpolitik af mange årsager – en af de bærende er dogmet om, at der under ingen omstændigheder må bruges flere penge. Derfor forfalder man til symbolpolitik, som ikke kører på den store samfundsmæssige klinge, siger Simon Pihl Sørensen.

Et eksempel er, når indenrigsministeren bebuder, at han vil vise kommunerne, hvordan man afbureaukratiserer.
– Men han kasserer fuldstændig det faktum, at hver gang Ekstra Bladet skriver om ældre, der ikke har fået skiftet ble, stiller Folketinget op med nye krav om dokumentation. Vi har bevæget os meget langt væk fra det praksisnære – at teste tingene af, inden de indføres. Og så er der ikke langt fra det hurtige og smarte til løgnen, siger Simon Pihl Sørensen og drager også medierne til ansvar.

– De har langt færre ressourcer til at faktatjekke, skal producere meget mere stof og jagter klikrater. Så de lette historier – fx når Marie Louise fra De unge mødre får et barn til – som udløser 1.000 klik på de sociale medier – vinder.

Meningsbobler skaber politik

Anders Fløjborg fra Vordingborg Kommune oplever, at der opstår ’meningsbobler’ – sager, som trækker på indignation og forargelse på de sociale medier.
– Der eksisterer en crowd-mentalitet, hvor alle er enige om, at en given sag er et større og større problem, og på den baggrund laver man politik.

Meningsbobler er professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks’ speciale. Han leder Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet og er bl.a. optaget af, hvilke konsekvenser kampen om opmærksomheden på de sociale medier har for politikernes måde at agere på.
– Alle har fået en megafon til offentligheden, og der foregår en kamp om folks opmærksomhed, som er relativ kort på de sociale medier. Opmærksomhed er et kæmpe aktiv i dag, og de likvide midler, vi har at bruge her, er likes, delinger, retweets osv. Men selv om alle har fået en megafon til offentligheden, er opmærksomheden ikke fordelt, så størstedelen af os har nogenlunde samme mængde opmærksomhed allokeret. Den er potensfordelt. Store aktører som Facebook, YouTube, Instagram og Twitter sidder på størstedelen af trafikken på nettet.

Derfor, påpeger Vincent F. Hendricks, begynder politikerne at spekulere i, hvordan de kan få likes og delinger.
– Konsekvensen er, at den politiske samtale er blevet reduceret til det, som giver opmærksomhed om den enkeltes politiske program, sag – og person. Det er Donald Trump et eklatant eksempel på. Han har været i stand til at tiltrække sig stor opmærksomhed om sine afsindige udtalelser, uafhængigt af om kendsgerningerne kan følge med. Det er måske også derfor, at Trumps chefrådgiver, Kellyanne Conway, netop har indført begrebet ”alternative kendsgerninger”.

Forargelsen er brændstoffet

En markant tendens er, mener Vincent F. Hendricks, at politikerne løber efter de virale historier, hvis vigtigste brændstof ofte er vrede, indignation eller forargelse. Og på den baggrund skaber de politik.
– Det så vi med historierne om Dovne Robert og Fattige Carina. Det er eksempler på meningsbobler, som – uanset om de er relevante eller repræsentative for den arbejdsmarkeds- eller fordelingspolitiske dagsorden – kommer til at skabe politik. Ofte resulterer meningsboblerne i, at politikerne lover vælgerne noget, som ikke kan realiseres.

Det er Smykkeloven et godt eksempel på, mener han.
– Den er blevet brugt fire gange, og fra begyndelsen forholdt ingen sig til, hvordan den skulle forvaltes i praksis. Den skulle signalere handlekraft, men gør i sidste ende politikerne utroværdige, og det er et kæmpe problem for vores tillid til dem.

Og, tilføjer Vincent F. Hendricks:
– Jeg kan godt forstå, at det skaber frustration lokalt. For man må som minimum forlange af politikere, at de også giver svar på, hvordan en given lovgivning, de selv vedtager, skal forvaltes, så vi kommer skridtet videre end blot at udvise politisk handlekraft.

Så hvad gør vi?

Anders Fløjborg, Vincent F. Hendricks, Ole Pass og Simon Pihl Sørensen er enige om, at medierne spiller en afgørende rolle i udviklingen – på godt og ondt.
– Forudsætningen for at trække udviklingen i en anden retning er, at man er opmærksom på, at tillid er det vigtigste kit mellem borgere, politikere og medier. Pressen kommer til at spille en afgørende rolle som den vagthund, der overvåger det politiske system, holder øje med løftebrud, fake news og ’alternative kendsgerninger’ og samtidig giver borgerne et pålideligt genereret informationsgrundlag at træffe beslutninger på, siger Vincent F. Hendricks.

Simon Pihl Sørensen opfordrer til, at Christiansborg holder fingrene langt væk fra detailstyring af kommunerne og koncentrerer sig om at rette sigtekornet ind på en fjernere horisont – de langsigtede visioner.
– De skal ikke blande sig i, hvilken farve servietter har, eller hvilken didaktik vi vælger at forfølge. De skal hæve sig op over detaljen. Og vi skal alle turde lære af hinanden, tage diskussionerne, så vi får et mere åbent, demokratisk og tvivlende samfund, som i mine øjne er et klogere samfund, hvor fornuften bringes i spil igen. Det kan medierne også bidrage til.

Anders Fløjborg er enig.
– Vi skal flytte os fra politisk populisme og meningsbobler tilbage til evidens. De fagligheder, vi har i den borgernære kontakt i kommunerne, er så veluddannede og er med god offentlig ledelse fornuftigt rammestyret. Vi ved godt, hvad der skal til for at gøre det rigtige for den ældre, børnene i børnehaven og de ledige på jobcenteret, men budgetlove og målrettede midler er godt i gang med helt at afskaffe det kommunale selvstyre. Og det rationelle forfald forhindrer os i at implementere aktuelt bedste praksis.

Ole Pass opfordrer de kommunale ledere til at være mere modige og blande sig i debatten i højere grad.
– Lederne skal selvfølgelig respektere deres embedsmandsrolle i forhold til både politikere, borgere og medarbejdere. Men der er brug for at prøve grænserne mere af og frem for alt udvise større mod. Personligt har jeg erfaring for, at det kan lade sig gøre, især hvis man magter at fokusere og argumentere ud fra en faglig synsvinkel og undgår direkte partipolitiske argumenter, siger han og tilføjer:

– Den kommunale leder i første række skal gøre de problemstillinger og dilemmaer, personalet står med, synlige og på den måde viderebringe og løfte problemet fra den enkelte medarbejders skuldre.

Hvad mener du – og hvordan mærker du tillidskrisen?

”Vælgerne har politikerlede, politikerne har vælgerlede, og journalisterne graver kløften mellem folkevalgte og befolkningen dybere og dybere, mens topembedsmænd agerer alt for politisk på bekostning af deres faglighed. Det er ikke en særlig optimistisk og givetvis karikeret fremstilling, men vi frygter, at det er mange danskeres oplevelse af det danske demokratis sande tilstand”.

Sådan skrev de to medlemmer af Folketinget, Jeppe Bruus (S) og Karsten Lauritzen (V), i kronikken ’Folkestyret til serviceeftersyn’ i Berlingske for to år siden. Afsættet var bl.a. journalist Jesper Tynells bog Mørkelygten, som kortlagde den systematiske manipulation, som finder sted blandt embedsmændene i ministerier for at få ført de politiske ønsker ud i livet.

Vi vil gerne høre, hvad du mener: Er tillidskrisen kommet for at blive? Hvordan påvirker den dit daglige virke som kommunal eller regional leder? Og hvad kan vi gøre for at trække i en anden retning?

Skriv din kommentar til artiklen her på offentligledelse.dk eller send os en mail på redaktionen@offentligledelse.dk

Fakta: Politikernes troværdighed stadig i bund

Kommunikationsvirksomheden Radius kortlægger hvert år forskellige fag og professioners troværdighed i befolkningen. Her har politikerne i mange år scoret lavest af alle. Sådan gik det også i 2016, viser den nyeste måling, men dog med en stigning efter fire års konstant fald. Politikere nyder mindre tillid end både journalister, ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere, som traditionelt også rangerer lavt. Den mest troværdige faggruppe er sygeplejerskerne, mener danskerne.
Læs mere på radiuskommunikation.dk