Der var ikke meget ’led eller ærlig leder’ i Lotte Heises oplæg af samme navn på Folkemødet, men til gengæld mange gode råd om godt kollegaskab til både ledere og medarbejdere.

Af Tina Juul Rasmussen // tina@juul-kommunikation.com

– Min chef er god – fordi han ligesom mig tømmer og fylder opvaskemaskinen. For det er jo fuldstændig fascinerende at se hvem på arbejdspladsen, der ikke synes, at de skal foretage sig noget som helst. Jeg stod forleden dag og tømte opvaskemaskinen, mens to unge fyre stod og talte med mig hele vejen igennem – uden på noget tidspunkt at tilbyde at hjælpe. Helt ærligt, hvad sker der? Det må være alle jer mødre, som har spoleret jeres drenge!

Opvaskemaskinen er vigtig

Lotte Heise er ikke kendt for at lægge fingrene eller noget andet imellem, når hun taler. Det var heller ikke tilfælde på Folkemødet, hvor Branchearbejdsmiljørådet havde inviteret hende til at tale ledelse og arbejdsmiljø. Det blev dog mere til et oplæg om, hvad Lotte Heise opfatter som godt leder- og kollegaskab. Og her spiller opvaskemaskinen en stor rolle – som symbol.

– For mange på en arbejdsplads mener åbenbart ikke, at opvaskemaskinen hører ind under miljø. Men det gør den – ligesom toiletterne. For det er da ikke fedt at komme ud til et køkken, der ligner noget på Christiania … ja, undskyld! Så hvordan får lederen folk til at fylde og tømme opvaskemaskinen?

– Find tre ting, og sig dem til din chef til næste MUS-samtale. Men vælg tre ting, der virkelig pisser dig af! Det er jo ikke kollegaens slubren, når hun drikker kaffe. Det handler jo om noget andet – ligesom parforholdet: ”Han ser for meget fjernsyn”. Det er sgu da, fordi du ikke synes, han er lækker mere.

Man skal sige sandheden

Svaret fortabte sig, men man kunne ikke være i tvivl om, at Lotte Heise har en markant holdning til, hvad en god kollega er:

– Der er rigtig mange forhold i livet, hvor man skal se på tingene sådan her, sagde hun og bredte armene ud.

– Ellers er man sgu en røvsyg kollega. Hvis man er mere interesseret i sit eget udsagn end i den andens, bliver det hurtigt en meget ensidig samtale. Så hvis vi skal have arbejdspladsen til at fungere, skal vi alle tænke, at vi er en del af noget. Det duer ikke at køre en kampagne for at få os til at sige noget pænt til en kollega: ”Hey Anders, pæn trøje du har på i dag”. Det fiser jo ud efter fem-seks dage.

Næh, arbejdsmiljø handler ifølge Lotte Heise om at sige tingene højt, når de fylder.

– Hvorfor knalder hun røret så hårdt på, hver gang hun har talt i telefon? Det kan man jo irritere sig over rigtig længe. Men en ting er helt sikker: Hun gør det ikke for at genere netop dig. Nogle larmer bare mere end andre. Ja, du kan jo godt sige det til hende, men der går højst en dag, så gør hun det igen. Eller spørge din leder: ”Kan vi få nogle mindre støjende telefoner, kan vi beklæde dem med filt …?” Der er altid løsninger, men måske er det ikke det, problemet i virkeligheden handler om.

For, mente Lotte Heise, det man skal bruge sit krudt på, et det, man virkelig gerne vil have lavet om.

– Find tre ting, og sig dem til din chef til næste MUS-samtale. Men vælg tre ting, der virkelig pisser dig af! Det er jo ikke kollegaens slubren, når hun drikker kaffe. Det handler jo om noget andet – ligesom parforholdet: ”Han ser for meget fjernsyn”. Det er sgu da, fordi du ikke synes, han er lækker mere.

Du skal opdrage dine kolleger

Trivsel på arbejdspladsen handler også om god kollegaopdragelse – fx at turde spørge om hjælp.

– Men det er vi ikke ret gode til. Kvinder gør det lidt, mænd gør det slet ikke. Men det er jo super vigtigt på en arbejdsplads at kunne spørge sin chef om hjælp. Jeg underviser mange topchefer, som synes, at en ’smidig tilgang’ og en ’åben kultur’ over for medarbejderne er vigtigt. Men hvis man for fanden ikke engang tør spørge dem om hjælp …? Det er da derfor, at integrationen er så svær. Vi er så lukkede! Fx med flygtninge, siger folk: ”Jamen, hvad skal jeg spørge dem om”? Ja, du kunne jo spørge, om deres familie er døde, og om der stadig er krig, hvor de kommer fra …! Det er da vigtigt, for når man spørger folk om noget, føler de sig set, imødekommet og forstået. Og det vil vi jo gerne alle sammen.

Så, fortsatte Lotte Heise, tænk hvis vi gad at opdrage lidt på hinanden på arbejdspladsen – og være lidt åbne og nysgerrige.

– Jeg var på tv-optagelse et sted, hvor der var nogle sindssygt høje palmer. Altså virkeligt høje. Så jeg sagde: ”Det er sgu da den for sygeste høje palme – har I set det?” ”Næh …” De havde sgu ikke engang kigget op.

Lederen skal turde bestemme

Selvom Lotte Heise altså godt kan lide sin chef, som tømmer opvaskemaskinen, fik også lederne lige en bredside til sidst.

– Hvis vi nu var tyskere eller svenskere, der er en chef jo … wow … velklædt, slår ud med hånden, når han taler … en, der godt kan lide at være chef. Men hos os står mellemlederen og mumler undskyldende: ”Ja, nu blev jeg jo chef som et led i en omrokering …” Og han vil gerne stadig være lidt venner med folk. Men den går sgu ikke! Nu er det ham, som bestemmer. Man kan altid høre på støjniveauet i kantinen, når chefen er gået. Så når man er chef, skal man beslutte sig for at være det. Derfor kan man jo godt være almindelig høflig, når man siger tingene: ”Jeg har brug for, at du gør sådan og sådan”. Men det er ligesom hele ideen i at være chef – at folk skal rette sig efter det, man siger. Så chefen skal være til stede, uden flimmer i kanten.