Stig Kjerulf er en af landets mest kendte erhvervspsykologer. Udover at være fast coach på Offentlig Ledelses Dilemma-serie, er han administrerende direktør og partner i Kjerulf & Partnere A/S. I Dilemma deler han ud af sine bedste råd til ledere, der føler sig ramt af det valgte dilemma, og giver mulighed for at reflektere over egen situation.
Dilemma: Dine medarbejdere ønsker mere frihed og tillid fra din side, men selvom de alle er dygtige, tør du ikke give slip på kontrollen. Du frygter konsekvenserne, hvis der bliver lavet fejl i din afdeling. Hvordan overvinder du dit behov for at kontrollere?
Af Lotte Winkler, freelancejournalist//mail@winklers.dk
Du behøver ikke overvinde dit behov for kontrol, for som leder er det blandt andet din opgave at kontrollere arbejdet i din afdeling. Kunsten er at kontrollere på en konstruktiv og positiv måde.
En dygtig leder fordeler opgaver og delegerer ansvar til sine medarbejdere i nøjagtig den mængde, som får dem til at trives og udvikle sig.
Hvis dine medarbejdere giver udtryk for, at de savner udfordringer og tillid, må du rette op på det. Men at give medarbejdere mere ansvar er ikke det samme, som at du slipper kontrollen. Uanset hvor mange eller hvor store opgaver du delegerer, er du stadig den ansvarlige leder, der skal have fat i den lange ende. Og jo mere du delegerer, jo mere skal du kontrollere.
Hold positive møder
For at dine medarbejdere trives og vokser med opgaverne, skal du udføre din kontrol elegant. Ingen må føle sig vurderet eller set over skulderen. Og de må aldrig tolke din kontrol som mistillid. I stedet skal dine medarbejdere opleve dig som en nærværende og deltagende leder.
Hver gang du delegerer en opgave, skal du derfor aftale jævnlige møder med den eller de involverede medarbejdere, hvor I orienterer hinanden om arbejdets udvikling. Møderne kalder du evaluering, coaching eller måske milestone-møder.
På møderne spørger du på en anerkende måde til, hvordan det går, hvilke udfordringer de møder, hvordan de tackler dem, om tidsplanen holder osv. Du påvirker kursen i arbejdet gennem sparring og gode råd og sikrer dig, at kvaliteten i arbejdet er som ønsket. Samtidig lytter du dig til, hvordan du som leder kan støtte medarbejderne yderligere og måske forbedre deres arbejdsbetingelser.
Du får to gevinster
Kontrol udført på den måde har to væsentlige gevinster: Du får glade medarbejdere, der føler sig set og anerkendt af en leder med ægte interesse for deres arbejde og resultater.
Og du får ro i sindet, fordi du igennem møderne har fuldstændigt styr på arbejdet i din afdeling. Det giver dig overskud til at bedrive andre ledelsesopgaver, for eksempel at sikre dine medarbejdere optimale arbejdsvilkår, så de kan præstere endnu bedre. Du kan koncentrere dig om at skaffe din afdeling flere projekter, ressourcer eller forbindelser, som igen gavner arbejdsglæden hos dine medarbejdere.
Hvis du derimod blindt vælger at have tillid til dine medarbejdere og ikke jævnligt kontrollerer deres arbejde, taler vi ikke om at delegere, men om at give slip. Det har intet med ledelse at gøre, og konsekvenserne kan blive højst ubehagelige for dig, din arbejdsplads og for de medarbejdere, som du reelt set lader i stikken.
