Digitaliseringen er fascinerende, men udfordrer også, fordi det kan være svært at følge med. Det er et vilkår, og som ledere skal vi holde fast i at lede udviklingen – samtidig med at vi finder den viden og de svar, vi mangler.
Af Karin Bruhn Termannsen, kontorchef for Intern Administration og Service i Region Nordjylland og formand for HK Kommunals Chefgruppe
Den hastighed, digitaliseringen foregår med i disse år, kan tage pusten fra de fleste. Men det er, som du også kan læse i artiklen om ledelse af digitalisering her i bladet, et vilkår, hverken ledere eller medarbejdere kan vende ryggen til.
Det gør vi bestemt heller ikke. Men i al stilfærdighed tænker jeg nogle gange over, hvad vi ledere kan gøre, hvis vi føler, at vi har svært ved at følge med udviklingen? Altså har modet til at se på os selv og vores begrænsninger? Henrik Brix, formand for de kommunale it-chefer, siger i artiklen, at selv han, som har været med i den teknologiske udvikling i mange år, erkender, at han sakker bagud med viden på nogle områder. Den erkendelse er vi formentlig mange ledere, som kan spejle os i.
Det efterlader os først og fremmest med et behov for kompetenceudvikling, som vi skal tage alvorligt.
Gå i gang med at finde svarene
Det efterlader os først og fremmest med et behov for kompetenceudvikling, som vi skal tage alvorligt. Men samtidig skal vi holde fast i fortsat at lede digitaliseringsprocesserne, motivere, overskue, være forandringsparate osv. Hvilken strategi kan vi bruge her? Min er at lægge hånden på hjertet, erkende det og gå i gang med at finde svar. Det kan være hos kolleger, i litteraturen, i netværk eller andre steder.
En vigtig kompetence er også at tænke i helheder, når vi taler digitaliseringsprocesser og nye projekter. Det tror jeg også, mange af os gør, så længe helhederne ikke er for langt væk fra vores kerneopgave og brugergruppe. En øvelse er derfor også at lære at tænke i, hvad digitaliseringsprojekter og -tiltag betyder for vores omverden – og måske skal vi endda i højere grad turde at inddrage den i de forandringer, vi planlægger. Også for at få et blik udefra på, om vi nu udvikler de rigtige ting på den rigtige måde med den gevinst, vi forventer.
For godt nok er digitalisering i høj grad et spørgsmål om systemer og processer – i mange tilfælde meget konkrete systemer og processer. Men på niveauet over findes ’det digitale mindset’, som mange også taler om i disse år. For mig betyder det at lære at tænke digitalt – uden at jeg bliver til en robot – i stedet for at tænke analogt. Formår jeg det, er digitaliseringen ikke en ekstra opgave eller ben i min portefølje, men derimod en metode til at opnå et resultat. Den evne skal både vi ledere, men også medarbejdere og kommende HK’ere, have med som ballast. Både fordi den digitale virkelighed er ja, virkelig. Men også fordi det gør os alle til attraktive medspillere.
Vi var ikke modne for fem år siden
Man kan spørge sig selv, hvad der er anderledes i dag end for fem eller ti år siden? Der er helt sikkert noget med den hastighed, tingene foregår i. Vi talte ikke meget om automatiseringsrobotter for bare fem år siden. Bevares, de fandtes da, men vi var ikke modne til dem endnu. Det, at forandringerne nu kommer med ubarmhjertig hast, kan nok tage pusten fra de fleste. Men det må vi lære at agere i, søge hjælp og inspiration alle de steder, hvor det er muligt – og så ikke glemme at råbe ’stop, her skal vi lige tænke os om en ekstra gang’, hvis det bliver nødvendigt. Men vi skal og kan ikke stoppe udviklingen. Heldigvis – for hvor er mange af de nye løsninger da bare oplagte og geniale.